Da Sørens mor døde for to år siden lukkede han også fuldstændig af - hvor jeg tudbrølede. der gik flere dage og jeg var sådan lidt på pinde fordi jeg vidste der måtte komme en reaktion på et tidspunkt, men jeg havde ingen ide om hvornår eller hvordan den ville være. først da han havde været alene inde i kapellet og se sin mor i kisten, kom han ud og græd ... lidt, og der satte vi os på en bænk og bare sad i stilhed indtil han ville gå.
det er vildt svært at have med den slags reaktioner at gøre, når man selv er sådan en der lukker op for hele følesesregistret når der sker noget, men det bedste man kan gøre er virkelig bare at være der og ikke sige så frygtelig meget, men alligevel lade ham vide, at når og hvis der bliver brug for det, så må man gerne græde/snakke/råbe/skrige osv hos een.
Anmeld