Hvordan reagere i?

Når i sammen med jeres små møder nogle der ikke er som os andre?

Jeg er nok en af dem der tænker nåh ja og ser hvad der sker når de henvender sig til Emil og har kun haft gode oplevelser.

En af dem jeg aldrig glemmer var en dag jeg var nede i byen da EMil var helt lille og han er i sin barnevogn og der kommer en mor gående med hendes voksne datter som har downssyndrom og datter styre direkte hen imod os og moren prver lidt at holde hende tilbage og jeg siger at det gør ingenting og Emil smiler til hende og hun aer ham pp kinden og griner og så skal de videre og så begynder hun at græde var så tæt på at begynde selv. Men var simpelhen fordi at hun aldrig havde fået lov til at gøre det før, alle afviste hende altid når hun vil se små børn, var bare så synd for hende

Og her i dag  mødte vi en alkoholiker ved busserne og Emil løber hen i mod ham mens han smiler, og de leger så fange og EMil er flad af grin og man kunne bare se at ham manden blev helt glad over at jeg ikke sagde noget, og Emil grinte hver gang han kiggede på ham vildt sjovt.

Men ved at nogle reagere anderledes, og vil også gerne have anonym

Jeg gør som dig generalt, men må ærligt indrømme at jeg er lidt mere på vagt, men det er mere med mennesker som jeg formoder kan have en psykisk lidelse, da det at et barn stirer på dem kan virke meget truende, så det er jeg lidt opmærksom på.. men ellers så prøver jeg mere at sige, når vi kører i bus, der kommer en del med der har en form for downs, eller aspergers (staves) og der plejer jeg at sige noget med at hvor er det noget fint hår, eller en flot farve de har på, så de ikke føler at det er fordi de er anerledes at hun kigger, men pga farverne, og det er jo også derfor.. der er dog en, han er sådan en der kunne ryge i luften, sidder altid op kigger ned i gulvet, og ja når jeg får den vibe, så syntes jeg den er svær, men ville generalt heller ikke være afvisende overfor en hjemløs, selvom jeg godt ved størstedelen lider af en psykisk lidelse.. 

NikitasMoar skriver:

Jeg gør som dig generalt, men må ærligt indrømme at jeg er lidt mere på vagt, men det er mere med mennesker som jeg formoder kan have en psykisk lidelse, da det at et barn stirer på dem kan virke meget truende, så det er jeg lidt opmærksom på.. men ellers så prøver jeg mere at sige, når vi kører i bus, der kommer en del med der har en form for downs, eller aspergers (staves) og der plejer jeg at sige noget med at hvor er det noget fint hår, eller en flot farve de har på, så de ikke føler at det er fordi de er anerledes at hun kigger, men pga farverne, og det er jo også derfor.. der er dog en, han er sådan en der kunne ryge i luften, sidder altid op kigger ned i gulvet, og ja når jeg får den vibe, så syntes jeg den er svær, men ville generalt heller ikke være afvisende overfor en hjemløs, selvom jeg godt ved størstedelen lider af en psykisk lidelse.. 

Emil stirre ikke rigtigt, ved ikke om det er fordi han er så lille men han leger altid gemme med dem, rigtig sjovt.

Køre mange med den bus vi køre med som har et eller andet og er kun en som er modbydelig, man skal bare lade være at kigge på ham, men han kan blive virkelig gal hvis et barn græder eller sådan.

Liva går i integreret institution, med både almindelige børn og børn med handicap på forskellige planer. Der er bla en lille pige som ikke kan gå, og derfor går med en speciel vogn. Så liva er vant til at være blandt handicappede.

Ligeledes ligger der 2 specialskoler i nærheden, en for børn og en for voksne. De er ofte med de samme busser som os, og vi står tit og snakker med dem både ved stoppestedet men også når vi møder dem andre steder i byen.

For mig er det vigtigt at Liva ser dem som ligesindede, og derfor har jeg altid lært hende at skulle behandle dem som os. Nu er Liva godt nok kun 2½, men hun snakker fint og forstår det meste og hun reagerer ikke anderledes over for dem end for andre fremmede. Faktisk er møderne ofte mere behagelige og afslappede, fordi disse mennesker på en eller anden måde er mere åbne overfor andre. Når tiden engang kommer hvor hun kan forstå de lidt dybere ting, vil jeg forklare hende hvorfor disse mennesker er syge, og hvad det betyder for deres sind, men for nu synes jeg det er fint at hun bare ser dem som alle andre.

Selvfølgelig tager jeg mine forbehold ligesom jeg gør med alle andre fremmede som snakker eller henvender sig til mit barn

hmm, jamen så længe jeg ingen fare ser i folk, så er jeg åben og de må gerne snakke og lege med mine unger.

Nogle gange skal detr ikke meget til for at få folk i godt humør, og børn er da helt klart en af tingene:-)

Jeg har det også det samme. Men når han vokser skal vi begynder på en meget seriød måde, at man ikke må snakke med fremmede, for ikke alle er søde og nogle ville tage ham med hjem. Men lige nu er det ok så længe jeg er der. Man kan ikke bo i en boble ligesom Michael jackson og jeg tror, at det er sundt for børnene at de ikke bliver isoleret og snakke kun med nogle få mennesker som er dem , de kender.