Min mand føler sig utilstrækkelig

Jeg er bare rigtig ked af det i dag, ikke kun fordi min mens. er kommet men også fordi min mand reagerede meget opgivende denne gang. Det skal lige siges at vi har prøvet i 1 år og 8 mdr. nu, og at vi er erklærede uforklareligt barnløse, og har været igennem en behandling med UIU, som ikke lykkedes.

Hans reaktion har virkelig plaget mig, og jeg kan mærke at jeg ikke brød mig om at han sagde "at han følte det som en straf" at der ikke skete noget, og at måske skulle jeg finde en anden mand at få børn med, når nu det ikke lykkedes for os - Jeg blev helt ude af den da han sagde det, og jeg måtte virkelig hanke op i mig selv for at have overskud til at fortælle ham at  - det nok skal lykkedes for os, og han ikke måtte miste håbe og forblive optimistisk.

I nat kunne jeg næsten ikke sove og lå og spekulerede og jeg synes faktisk det var meget ondt det min mand sagde, og selvom han har undskyldt kan jeg ikke bare glemme episoden. Det er rigtig svær tid synes jeg, for jeg kan mærke at vi begge gerne vil have den andens overskud - for det meste er det min mand som har haft overskud til at trøste mig og komme med positive ord, så det var nok derfor at jeg blev meget ked af det, da han denne gang ikke var i det positive hjørne. Han har sagt at han har indstillet sig på at vi måske ikke får børn og at han godt kan leve med det - det er som om at han har opgivet og ikke tror på det længere. Hvordan får jeg hans "kampgejst" og positive indstilling tilbage? Mine følelser hænger på tråde og jeg kæmper selv med at holde min frustration og pessimisme på et minimum. Jeg vil gerne være positiv og optimistisk - jeg vil ikke ryge ned i et sort hul, men lige nu må jeg prøve at hive mind mand op derfra. 

Vi har planlagt en ferie så jeg håber at det vil give ny energi til os begge og vi glæder os.

Mange hilsner

Parret med store babyønsker in spe

PIPI

Kan ikke komme med et råd, ville bare lige give dig et Kan godt forstå det er svært at holde hovedet højt, når i har prøvet så længe, så håber at der snart og når i mindst venter det, vil komme en spire til jer også...

Hej.

Først et stort fordi din mens er kommet. Det er så frustrerende, når man har prøvet så længe, og der ikke sker noget!!

Jeg tror din mand skal have lov til at have de følelser. Han ønsker sig sikkert lige så brændende et barn som du, og hver gang du får mens. er det også et "nederlag" for ham - og hans mandighed. Han tvivler måske på at han er "mand" nok til at kunne blive far, ligesom du måske nogle gange føler dig meget lidt kvindelig?

Hans krop føler ikke processen.. Han kan ikke aflæse sin krops signaler.. Han kan kun håbe, og når testen så viser negativ, eller du får mens, så er det hans slag i hovedet. Du har -måske- en kropslig fornemmelse af, om den er der eller ej, men den får han jo aldrig!

Jeg forstår så udemærket at det er svært for dig at klare sådan en udmelding fra ham.. Det gør ondt, når den stærke, men plejer at læne sig op ad, pludselig bliver den savge... Men tak ham for alle de måneder han har været det, lad ham få fred til at bearbejde denne omgang, og så tror jeg håbet vender tilbage...

Jeg håber ikke jeg støder dig med mit svar. Meningen er bare at han også har alle sine følelsser med i denne kamp, ligesom du.. Og det er forskelligt hvordan vi reagerer fra gang til gang! Giv ham lidt tid, så tror jeg måske situationen vender lidt igen...

Jeg ønsker jeg det bedste, for det ér en lang og sej kamp... Men hvad gør man ikke, for at en dag stå med guldet i armene, og være mor og far??

Jeg synes en ferie lyder som en fantastisk idé!! Måske I finder hinanden igen, uden det hele handler om baby, men mere om jer selv.. Kærestetiden er vigtig!! God ferie!!

Først vil jeg sige at det gør mig ondt det endu engang ikke er lykkedes.... Men i skal tro på det nok skal lykkedes for jer!

Jeg tror det er meget vigtig at du lader din mand have de følelser, og jeg forstår ham faktisk godt.... Lad ham komme ud med det han føler og tænker!

Jeg kan godt forstå det er rigtig hårdt for dig at høre ham sige som han gør, men jeg tror han reaktion er MEGET normal....

Tusinde tak for svar. 

Jeg føler mig lettet nu, da du har fået mig til at se tingene gennem min mands øjne , og ja jeg skal huske på, at min mand virkelig har været der for mig, heppet på os, og delt skuffelsen med mig.

Jeg får helt tårer i øjnene når jeg tænker på hvor meget overskud det har krævet fra hans side, og hvor mange gange han også har hivet mig op ad det sorte hul man havder i til tider. Så nu er det min tur til at trække ham op

Sammen har vi  jublet over to ægløsnings-streger, og sammen har vi joket om "særlige" gunstige stillinger i soveværelset. Skålet i "vitamin-piller" og over sunde middage.

Jeg håber bare at denne hårde ventetid snart bliver omskiftet med den søde ventetid og har lige fået overskud til at sende et knusog en krydset finger til alle herinde som brændende ønsker sig en baby.

GOD KARMA TIL JER ALLE - 

uuuha, nu har præcis den situation været herhjemme nogle gange i løbet af vores næsten 3 år lange kamp for baby - dog er det mig der har været den opgivende og den der bad Søren om at finde en anden osv osv.

egentlig vil jeg sige, at Kitty siger det rigtig rigtig fint: du er nødt til at lade ham føle det han føler og ikke skynde på ham for at han skal være positiv. det er en rutsjebane at være ufrivilligt barnløs og man er nødt til at holde fast i hinandens hænder HELE tiden, for at klare de store loops - so to speak. nogle gange glider den enes hånd og så må den anden gribe ekstra godt fat og nogle gange er det omvendt. men man er nødt til at føle det man føler, for hvis man går og lægger låg på for den andens skyld, så kører man sig selv fuldkommen ned.

rigtig meget held og lykke med projekt baby! vi var selv uforklarligt barnløse og pludselig - efter 6 IUI forsøg og en graviditet udenfor livmoderen - blev vi naturligt gravide, så I må ikke opgive håbet!!

Tjuhl skriver:

uuuha, nu har præcis den situation været herhjemme nogle gange i løbet af vores næsten 3 år lange kamp for baby - dog er det mig der har været den opgivende og den der bad Søren om at finde en anden osv osv.

egentlig vil jeg sige, at Kitty siger det rigtig rigtig fint: du er nødt til at lade ham føle det han føler og ikke skynde på ham for at han skal være positiv. det er en rutsjebane at være ufrivilligt barnløs og man er nødt til at holde fast i hinandens hænder HELE tiden, for at klare de store loops - so to speak. nogle gange glider den enes hånd og så må den anden gribe ekstra godt fat og nogle gange er det omvendt. men man er nødt til at føle det man føler, for hvis man går og lægger låg på for den andens skyld, så kører man sig selv fuldkommen ned.

rigtig meget held og lykke med projekt baby! vi var selv uforklarligt barnløse og pludselig - efter 6 IUI forsøg og en graviditet udenfor livmoderen - blev vi naturligt gravide, så I må ikke opgive håbet!!

Tak søde

Din historie i sig selv giver mig håb. Det er så FANTASTISK at du er gravid...du skal være stolt af dit parforhold og af dig selv, du er jo et forbillede på "at det kan lykkedes" efter en LANG sej kamp. 

Held og lykke med det hele, og tusinde tak for dit svar. 

Hilsen PIPI