Kæft jeg er brugt!!

Vi kom hjem igår - Pelle har jo været i Dubai siden søndag meget tidligt, og jeg har logeret hos mine forældre i Viborg sammen med pigerne.

Jeg er bare SINDSSYGT glad for, at jeg kunne være hos de gamle, hvis vi var blevet hjemme, havde jeg fået grå hår i hovedet, var gået hjemmefra OG fået et sammenbrud, en nedsmeltning, en milliard tudeture og sytten hidsighedsanfald...for er I da tåbelige, hvor den her lille uge har trukket tænder ud.

Jeg fik min mens. i lørdags og har bare været giga menstruel - ingen overskud, kort lunte og træt træt træt, Annika har været seriøst velcrobarn "miiiiin MOOOOOAAAAAR" har hun bare sagt 40 gange i minuttet (overdrivelse fremmer forståelsen ) og været vildt jaloux og pylder lige så snart, jeg har siddet med Lina...og det plejer hun bare ALDRIG at være. Hun havde lidt småfeber tirsdag og onsdag, hvilket bare tilføjede endnu mere pylder til barnet (forståeligt nok...men AARGH). Hun har været SÅ svær at få til at sove om aftenen, så kl. har været næsten 21.30 HVER aften (dvs. det har taget op mod to timer at putte Annika), før jeg endelig har kunnet slappe af (og når det kommer til putningen af begge børn, så er det KUN mor eller far der dur...i hvert fald, hvis vi er i nærheden, så her har bedsteforældrene ikke engang kunnet give en hjælpende hånd)...så det er bare ikke mange pusterum, jeg har fået. For selvom jeg har haft hjælp af mine forældre, så er man bare mere på end jeg ville have været, hvis Pelle var der - det er mig, der har haft dem om natten, tidligt om morgenen og det er primært mig, de har kunnet bruge, når de er blevet pyldrede og trætte. Det er naturligt nok, men jeg synes dælme det har været hårdt.

Annika har bare fået SÅ mange nedsmeltninger over de mest tåbelige ting i løbet af den sidste uge - den der anerkendende pædagogik, som ellers plejer at virke, den har bare slet slet ikke duet...for det har bare været SÅ skørt, det hun er flippet ud over, og hun har slet ikke været til at stoppe igen uanset hvilken tilgang, jeg har taget; så ville hun ikke have benene i natdragten, men kun armene, hun ville SELV have taget bananen ud af skralden, det var mor og ikke Bedste der skulle have hældt mælk i glasset, bilen stod det forkerte sted, hun ville gå hjem, hun ville ikke have huen men kun hætten på og og og.... arh men altså jeg HADER sådan noget...overskuddet har bare været pist og det har kun gjort det hele værre - og jeg VED at det gør alting værre, og når jeg så ikke har det nødvendige overskud, så får jeg bare den kulsorteste samvittighed, for hun har bare ikke fortjent en underskudsmor...og mindst af alt, når hendes far ikke er der...

Jeg ved godt, at det hele bunder i, at Annika bare har det bedst, når vi er der allesammen, og jeg forstår hende også godt, men efter den her uge, så har jeg bare sådan en ærgerlig fornemmelse i maven, for jeg synes bare ikke, jeg har været god nok...jeg føler jeg har skældt alt for meget ud og brokket mig alt for meget til mine forældre over, hvor hårdt jeg egentlig synes det er...jeg tror bare jeg trænger virkelig virkelig hårdt til at få nogle flere PAUSER...synes de sidste par måneder har været underskudsmåneder for mig, og jeg trænger til at komme ovenpå...sådan HELT ovenpå!!

Nu skriver jeg ikke så meget om Lina...for ved I hvad, jeg er da bare velsignet med jordens nemmeste baby i de her dage; hun spiser, leger og sover så det er en fryd...7-9-13

Jeg tager hatten af for enlige mødre!!!!!...MEN samtidig så tror jeg det er noget andet, når man er vant til at have meget hjælp hver dag (og ikke mindst hver nat), så er kontrasten bare SÅ stor, når man står alene med det hele.

Jeg har slet ikke kunnet nå at følge med herinde!! Altså piger, der sker da bare meget på sådan en uges tid!

/Ida

(HOV det blev da et mega-langt plapreindlæg )

Jeg får bare sådan en ærgerlig fornemmelse i maven, for jeg synes bare ikke, jeg har været god nok...jeg føler jeg har skældt alt for meget ud og brokket mig alt for meget til mine forældre over, hvor hårdt jeg egentlig synes det er...jeg tror bare jeg trænger virkelig virkelig hårdt til at få nogle flere PAUSER...synes de sidste par måneder har været underskudsmåneder for mig, og jeg trænger til at komme ovenpå...sådan HELT ovenpå!!

Du godeste hvor jeg kendet det, Ida.
De dage jeg er alene med begge piger (særlig weekenderne jo, hvor de begge er hjemme og PÅ fra morgen til aften) har jeg det bare rigtig tit lige SÅDAN!

Jeg føler mig virkelig af og til som en "service-station", non-stop, uden pauser!!

Idag var jeg alene med begge piger og ingen af dem sov før kvart i to i eftermiddags!! Jeg elsker mine unger, men for sulan det var en lang formiddag.

Jeg hænger virkelig under gulvbræderne for tiden. Og jeg siger "ARGHH, for H¤¤lvede, Pis, sgu og satan" og mange andre ækle strofer, som bare IKKE ER OKAY, at mine piger skal høre på.
Og jeg skammer mig. Men jeg er bare ved at være kørt ned.

Det går ud over dém jeg holder allermest af, og det gør ekstra ondt indeni.

Jeg har meget oppe i mit hovede der fylder....
Det går mig bla. på, at min barsel snart slutter.
Og nu står jeg overfor (endnu) et skifte af pasning til Bianca.
Og lige om lidt, så er det også Celina's tur til at skulle i indkøring.
Jeg ved endnu ikke selv, om jeg skal igang med at læse. Men uanset, så bliver vores hverdag ihvertfald fuldstændig vendt op og ned, og jeg er ærlig talt slet ikke klar til det. Jeg er rigtig ked af det! ....Men sådan er dét jo bare, desværre!

Og så er jeg bare TRÆT !!!!!!!

Og der har de sidste par uger været meget knas og diskussion mellem mig og Kenneth, men det er heldigvis ovre nu. Vi fik lige "frisk luft i ballonen" for et par dage siden. Det var vist tiltrængt!

Men som sagt, når jeg er træt og underskudsagtig, så resulterer det også bare i mere øfferi, mere suk, mere ARGH!! og mere skæld-ud. Og jeg hader det! For det er hverken pigerne eller Kenneths skyld.

Jeg har bare brug for at få slappet ORDENTLIGT af, og få lidt pusterum, ro og aaahhhh.... Sådan for real. Og det virker bare noget nær umuligt - også selvom vi er to om tingene, de fleste dage, herhjemme.

Så jeg skal lige "eksplodere" engang imellem, og græde og skælde.
Og så kan jeg køre på lidt igen, før jeg igen er fyldt op til bristepunktet

Dejligt at Pelle nu igen er hjemme fra Dubai. Så kan det være der falder mere ro på Annika igen, og I kan få en mere almindelig hverdag med fordeling igen.

KNUS til dig 

JustAnotherName skriver:

Jeg får bare sådan en ærgerlig fornemmelse i maven, for jeg synes bare ikke, jeg har været god nok...jeg føler jeg har skældt alt for meget ud og brokket mig alt for meget til mine forældre over, hvor hårdt jeg egentlig synes det er...jeg tror bare jeg trænger virkelig virkelig hårdt til at få nogle flere PAUSER...synes de sidste par måneder har været underskudsmåneder for mig, og jeg trænger til at komme ovenpå...sådan HELT ovenpå!!

 

Du godeste hvor jeg kendet det, Ida.
De dage jeg er alene med begge piger (særlig weekenderne jo, hvor de begge er hjemme og PÅ fra morgen til aften) har jeg det bare rigtig tit lige SÅDAN!

Jeg føler mig virkelig af og til som en "service-station", non-stop, uden pauser!!

Idag var jeg alene med begge piger og ingen af dem sov før kvart i to i eftermiddags!! Jeg elsker mine unger, men for sulan det var en lang formiddag.

Jeg hænger virkelig under gulvbræderne for tiden. Og jeg siger "ARGHH, for H¤¤lvede, Pis, sgu og satan" og mange andre ækle strofer, som bare IKKE ER OKAY, at mine piger skal høre på.
Og jeg skammer mig. Men jeg er bare ved at være kørt ned.

Det går ud over dém jeg holder allermest af, og det gør ekstra ondt indeni.

Jeg har meget oppe i mit hovede der fylder....
Det går mig bla. på, at min barsel snart slutter.
Og nu står jeg overfor (endnu) et skifte af pasning til Bianca.
Og lige om lidt, så er det også Celina's tur til at skulle i indkøring.
Jeg ved endnu ikke selv, om jeg skal igang med at læse. Men uanset, så bliver vores hverdag ihvertfald fuldstændig vendt op og ned, og jeg er ærlig talt slet ikke klar til det. Jeg er rigtig ked af det! ....Men sådan er dét jo bare, desværre!

Og så er jeg bare TRÆT !!!!!!!

Og der har de sidste par uger været meget knas og diskussion mellem mig og Kenneth, men det er heldigvis ovre nu. Vi fik lige "frisk luft i ballonen" for et par dage siden. Det var vist tiltrængt!

Men som sagt, når jeg er træt og underskudsagtig, så resulterer det også bare i mere øfferi, mere suk, mere ARGH!! og mere skæld-ud. Og jeg hader det! For det er hverken pigerne eller Kenneths skyld.

Jeg har bare brug for at få slappet ORDENTLIGT af, og få lidt pusterum, ro og aaahhhh.... Sådan for real. Og det virker bare noget nær umuligt - også selvom vi er to om tingene, de fleste dage, herhjemme.

Så jeg skal lige "eksplodere" engang imellem, og græde og skælde.
Og så kan jeg køre på lidt igen, før jeg igen er fyldt op til bristepunktet

Dejligt at Pelle nu igen er hjemme fra Dubai. Så kan det være der falder mere ro på Annika igen, og I kan få en mere almindelig hverdag med fordeling igen.

KNUS til dig 

 

Åh Katrine, du forstår ikke hvor glad jeg blev for det svar! For det er lige præcis sådan det er - og jeg er så glad for, at du føler ligesom jeg. Jeg føler virkelig ikke, at jeg har overskud til andet end lige præcis at klare det, der hedder børn og hus - får kun lige holdt hovedet oven vande...og parforholdet kommer i 27. række - og det giver bare endnu mere dårlig samvittighed. Og jeg har det bare SÅ skidt med, at jeg får det sådan - både overfor pigerne og overfor Pelle, for det er de ikke tjent med. Jeg ved godt, at vi selv har sat os i den position vi er i - med to børn så tæt på hinanden, og ind imellem overvejer jeg hvad f***** vi tænkte på...og det bliver samvittigheden jo altså ikke mindre sort af. For jeg elsker jo vores lille familie forbandet højt!! Men som du skriver, så trænger jeg til MIG-tid, til at puste ud, til at slappe heeeelt af og finde den Ida, som ligger gemt derinde et eller andet sted! Hvis vi ellers kunne, så burde du og jeg sgu tage på et kur-ophold sammen kan være vi skal gøre det, når de små piger er blevet lidt mindre mor-afhængige!

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i dine tanker omkring barslen og at den snart slutter - jeg er heller ikke klar endnu...men det skal jeg heldigvis heller ikke være, da jeg jo først starter på studierne igen til september (ja noget positivt var der da i, at jeg gik til eksamen, da Lina var nyfødt!!!). Det er rigtig meget på en gang, at både Bianca og Celina skal køres ind i forlængelse af hinanden (har læst tråden, men har ikke fået svaret), men som du selvfølgelig godt ved selv, så er det jo til begge børns bedste - og lur mig om ikke Bianca klarer det lige så flot, som hun gjorde sidst?...det tror jeg, for hun er jo en lille  

Annika har haft flere af sine hys-anfald idag...jeg tror virkelig hun trænger til, at det skal blive rigtig hverdag igen! Hun har også spurgt efter vuggestuen flere gange, så hun savner det dernede. Pelle har virkelig været skøn til at lege og lege og lege med begge pigerne, men jeg har selvfølgelig brugt al tiden på at være praktisk; pakke ud og vaske tøj og sådan....men IMORGEN der vil jeg læse lidt i min bog og måske gå mig en tur ALENE - hvis vejret tillader det

Knus

 

Åh Katrine, du forstår ikke hvor glad jeg blev for det svar! For det er lige præcis sådan det er - og jeg er så glad for, at du føler ligesom jeg. Jeg føler virkelig ikke, at jeg har overskud til andet end lige præcis at klare det, der hedder børn og hus - får kun lige holdt hovedet oven vande...og parforholdet kommer i 27. række - og det giver bare endnu mere dårlig samvittighed. Og jeg har det bare SÅ skidt med, at jeg får det sådan - både overfor pigerne og overfor Pelle, for det er de ikke tjent med. Jeg ved godt, at vi selv har sat os i den position vi er i - med to børn så tæt på hinanden, og ind imellem overvejer jeg hvad f***** vi tænkte på...og det bliver samvittigheden jo altså ikke mindre sort af. For jeg elsker jo vores lille familie forbandet højt!! Men som du skriver, så trænger jeg til MIG-tid, til at puste ud, til at slappe heeeelt af og finde den Ida, som ligger gemt derinde et eller andet sted! Hvis vi ellers kunne, så burde du og jeg sgu tage på et kur-ophold sammen kan være vi skal gøre det, når de små piger er blevet lidt mindre mor-afhængige!

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i dine tanker omkring barslen og at den snart slutter - jeg er heller ikke klar endnu...men det skal jeg heldigvis heller ikke være, da jeg jo først starter på studierne igen til september (ja noget positivt var der da i, at jeg gik til eksamen, da Lina var nyfødt!!!). Det er rigtig meget på en gang, at både Bianca og Celina skal køres ind i forlængelse af hinanden (har læst tråden, men har ikke fået svaret), men som du selvfølgelig godt ved selv, så er det jo til begge børns bedste - og lur mig om ikke Bianca klarer det lige så flot, som hun gjorde sidst?...det tror jeg, for hun er jo en lille  

Annika har haft flere af sine hys-anfald idag...jeg tror virkelig hun trænger til, at det skal blive rigtig hverdag igen! Hun har også spurgt efter vuggestuen flere gange, så hun savner det dernede. Pelle har virkelig været skøn til at lege og lege og lege med begge pigerne, men jeg har selvfølgelig brugt al tiden på at være praktisk; pakke ud og vaske tøj og sådan....men IMORGEN der vil jeg læse lidt i min bog og måske gå mig en tur ALENE - hvis vejret tillader det

Knus

 Et kurophold ?? .....DET kunne dælme være dejligt   
Men mon ikke mændende ville blive kede af at e ikke skulle med?
På den anden side, jeg er også sikker på, at de ville kunne unde os det!
Jeg har aldrig nogensinde prøvet sådan noget.
Men Kenneth og jeg har flere gange overvejet at give hinanden sådan et ophold i gave .... INKL. børnepasning

Det er rart at høre at man ikke er alene om sine følelser, og ikke er den eneste der "gakker ud" og ikke altid håndterer tingene, sådan som man helst ville. Så er det ikke så "ensomt", at gå med sin forkert-følelse......for den er nok ikke så unormal endda. Selvom det er en ringe trøst, så er det faktisk en trøst.

Jeg er sikker på, hvis vi sad og fik snakket, at så er vi rigtig ens på mange punkter - jo især da vi har meget tilfælles omkring vores enormt jævnaldrende piger. Men også vores måder at tænke og handle på, lyder umiddelbart til, at minde meget godt om hinanden. Om det så er godt eller skidt...   
Men jeg er sikker på, at hvis man tog en åben og ærlig snak på tomandshånd, uden at lægge bånd imellem, så ville vi blive overraskede over, hvor lig og ens det sikkert ser ud på rigtigt mange punkter. Og det kan virkelig være godt at få sat ord på engang imellem ....det kan jeg godt have svært ved!
Og så er det, som nævnt, også nærmest en lettelse at opdage, at man ikke er helt ude i hampen, urimelig og sær, men at andre faktisk også kan tænke, føle og handle ligesom én selv.

Jeg har ingen problemer med at indrømme det, når det er hårdt.
Men ofte er jeg bare i sammenhænge, hvor det ikke er belejligt at drøfte. Eller hvor jeg ihvertfald ikke føler mig tilpas med at åbne op for det - sådan rigtigt. Det bliver bare sådan noget "ja puha, det kan da ind imellem være hårdt. Men det går jo altid :-) "
Og der er bestemt også mange dage og timer, hvor det er alt andet end hårdt og krævende, men bare er den største fryd og glæde. Men det ændrer jo ikke ved, at hverdagen, bekymringerne, trætheden, surmuleriet OSV altid vender tilbage igen.

Jeg tænker tit, at jeg vil være en bedre mor.
Jeg VED at jeg ER en god mor. Og jeg vil gøre ALT for mine børn!
Men jeg synes de fortjener en mor som smiler og griner mere - som er udhvilet og har overskud - som er opfindsom og sjov - som dropper de praktiske opgaver en hel dag for bare at lege og hygge - som ikke vrisser, skælder ud eller sukker opgivende....

Men mon ikke der altid vil være ét eller andet, som man kan dunke sig selv oveni hovedet med? Og altid noget man synes, at der kunne være bedre?

Til jer begge to.

Nej det lyder ikk tiul at det er lige nemt at ha 2 små dejlige piger så tæt på hinanden og at de nogen gange kan være stride og drive en til vanvid. Men så gør de jo snart noget igen som for jer til at elske dem endnu mere.

Jeg synes også nogen gange Cassandra er slem, når det kun er mor hun vil.

Jeg synes det er dejligt I er så åben om det og at det er svært og hårdt nogen gange. Jeg ved jo godt det bliver hårdt når lillemanden kommer, men det er dejligt at læse jeres beretninger om hvor hårdt det kan være. For det er til at tage at føle på.

Jeg håber at I begge snart få lidt ALENE tid og får ladet op så I ikk får dårlig samvigtighed. Fra min side ser I ud til at være super gode mødre begge to.

 

Til jer begge to.

Nej det lyder ikk tiul at det er lige nemt at ha 2 små dejlige piger så tæt på hinanden og at de nogen gange kan være stride og drive en til vanvid. Men så gør de jo snart noget igen som for jer til at elske dem endnu mere.

Jeg synes også nogen gange Cassandra er slem, når det kun er mor hun vil.

Jeg synes det er dejligt I er så åben om det og at det er svært og hårdt nogen gange. Jeg ved jo godt det bliver hårdt når lillemanden kommer, men det er dejligt at læse jeres beretninger om hvor hårdt det kan være. For det er til at tage at føle på.

Jeg håber at I begge snart få lidt ALENE tid og får ladet op så I ikk får dårlig samvigtighed. Fra min side ser I ud til at være super gode mødre begge to.

Nu skal du ikke lade dig skræmme, Helena. Så sidder du dér 2 dage over terminen med dit andet barn, og læser vores indlæg om, at det til tider kan være krævende og hårdt...

Men bare rolig,
for hvert opgivende suk, er der 10 glædelige smil, som vejer meget mere

Og jeg ville såmænd aldrig lave noget om, hvis jeg kunne, og have ventet med at få nummer to. Jeg er rigtig glad for tingene som de er. Jeg er bare TRÆT!....

Tak for de søde ord.
Man kan kun gøre sit bedste.
Og jeg er da sikker på, at vi alle er super mødre for lige netop vores børn.

Melder mig også under fanerne....................i underskuds-land. Kronisk træthed, krav fra morgen til aften.........sygdom, og manglende tid til sig selv. Har sgu' lyst til at drage et par uger syd over, til varme og frihed.

Men tror sgu' det er småbørn familiernes lod................heldigvis er det kun en periode.