Fortiden forfølger mig.

Hejsa skønne mennesker på Baby.dk.

Jeg er så fyldt med had og er så forarget at der er stærke ord i dette forum.

Jeg har haft en rimelig træls barndom, som forfølger mig denne dag i dag, jeg er nu i slutningen af mine teenage år, og kan når jeg er alene hjemme begynde at græde når jeg tænker på min barndom.

For at gøre historien kort..

Min mor og jeg snakker ikke sammen lige for tiden fordi jeg er sur over at hun dengang da jeg var 15 og min søster var 9 lod os være hjemme alene flere uger i træk fordi hun vil være sammen med sin muslimske kuvøseguf.

Vi fik 200 kr. om ugen til at klare os for, og hun kunne være væk flere uger af gangen, hun kom kun hjem når hun havde brug for nyt tøj, engang lod hun os være i 3 uger hvor hun havde givet os 300 kr. at spise for, i de tre uger spiste jeg kun rugbrød med smør fordi jeg gerne ville have min søster fik noget med i skolen og der var også en fødselsdagfest i min søsters klasse jeg ikke ville have hun gik glip af.

Tårerne de render ned af mine kinder når jeg kommer ud med alt det her.

Jeg fortryder denne dag idag at jeg var så hidsig mod min søster engang imellem, jeg var stresset og sulten og vrissede tit af hende, husker jeg. Der var foreksempel engang hvor min mor var ude med en ny mand og hun lovede at komme hjem kl. 23 men hun var ikke hjemme der så, jeg tvang min lillesøster til at gå ind til naboen for at låne hendes telefon, min søster turde ikke også blev jeg sur på hende og råbte af hende.

Da var engang hvor jeg havde lakeret min søsters negle, også skulle vi hente min mor ved banegården så jeg skyndte så meget på hende at jeg kom til at klemme hendes finger i døren.

Min pointe er bare at jeg føler skyld over jeg var så modbydelig overfor min søster, fordi jeg elskede min mor så meget jeg ville gøre alt for hende, og derfor var jeg ikke sød nok mod min søster.

Jeg fortryder det så meget denne dag idag, fordi min mor har valgt en kæreste fremfor hende egne børn, vi er en splittet familie.

Min mor bor i midtjylland og kommer sammen med en alkoholiker, ikke nok med det driver han bordel.

Min lillesøster bor på en ungdoms instituation i Vestjylland og vi har ikke set hinanden i over 2 måneder nu.

Jeg bor i Østjylland med min kæreste og føler jeg er flygtet fra ansvaret af min søster, der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke tænker og fortryder. På meget dårlige dage, får jeg lyst til at starte en så vild diskusion med min kæreste også sige at jeg flytter til Vestjylland for at bo med min søster.

Nogle gange forstår jeg ikke hvorfor jeg er så svag, når min søster helst ikke vil snakke om vores problemer, men jeg bryder tit sammen over det. Jeg vil aldrig stole på min mor igen og har svært ved at sige "mor" til hende, så jeg er begyndt at kalde hende ved navn.

Jeg snakker med min kæreste om det men jeg er bange for at det nogle gange bliver for meget med alle mine problemer.

Jeg bliver nødt til at få noget hjælp, en psykolog, lykkepiller et eller andet.

Jeg har tit tænkt på at skrive et langt brev til min mor om hvordan jeg har haft det med hende og alle hendes kærester, hvordan jeg har haft det med at hun hele tiden brugte undskyldningen:" Jeg var ung da jeg fik jer og havde ikke selv en barndom" Spørge hende om alt det perker pik hun fik, var hendes egne børn værd!

Jeg har også tit tænkt på at skrive et brev til min stedfar fordi svinet kom ind til mig nøgen da jeg var lille, en dag troede jeg vi skulle lege gemmeleg for min søster, så tog han mig ind i et gæsteværelse, lagde sig på mig og gnubbede sig op af mig- dog med tøj på, da min søster heldigvis kom brasende, skyndte hans sig op og hviskede til mig: " Du sir' det ik' til mor vel"? En dag da det virkelig gjorde mig ked af det var en dag jeg kom for sent i skolen og vi skulle til et stævne, så tilbød min mandlige rektor at køre mig derud, jeg kan huske hvordan tårerne trillede ned af mine kinder for jeg var angst over at han ville gøre det samme mod mig som min stedfar, og denne gang var der ingen søster til at redde mig!

Jeg fortalte om "det" til min mor og hun slæbte mig og min søster over til min stedfar for at få det bekræftet, han sagde at det kunne han aldrig finde på! Og derfra var jeg stemplet som løgner, min mor brugte der tit imod mig når hun var fuld.

Han benægtede det dengang, men i en telefon samtale jeg havde med ham for ca 6 måneder siden, sagde han som det sidste i en samtale: " Du har altid været en god pige, og jeg har altid elsket dig, selvom jeg på et tidspunkt viste min kærlighed for meget"

Jeg smækkede røret på og har ikke snakket med ham siden, jeg fucking forbander ham! Jeg hader ham, hvis jeg finder ud af han nogensinde har gjort sådan mod min søster, slagter jeg ham!

Tak for dine råd/svar. Jeg havde lige brug for at komme ud med det.

uha...hvor er det bare slemt, jeg føler det er slemt at læse, og du skal trods alt leve i og med det!

Jeg føler virkelig med dig, og kan også forstå nogle af de fælelser du har, netop fordi nogle af dine problemer ligner problemer fra min egen barndom.

du får et stort knus, bare fordi det i virkeligheden er det eneste jeg kan give dig.

Jeg er tom for ord.. jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal komme med af råd.. dog vil jeg på det kraftigeste råde dig til hjælp i form af psykolog.. hurtigt.. men for fanden da.. gud hvor er det synd for dig og din søster.. hvilken en mor byder sine børn det??og din stedfar.. ja han er jo et svin..

jeg håber du får den hjælp du har brug for.

Jeg synes du skal tage to kopier af denne tekst og sende den ene til din søster og den anden til din mor.

Mht din mor, så ved jeg ikke hvad du forventer, at hun vil sige til dig - men som jeg opfatter hende udfra det du skriver her, så tror jeg virkelig ikke du kan forvente nogen form for undskyldning eller erkendelse fra hende.

Din søster vil derimod måske kunne bruge teksten for, at få en sammenhæng i sit liv og måske du endda også selv vil få det bedre hvis du deler teksten med din søster.

Håber alt det bedre for dig....

Puuha, det er dælme en tung bagage at slæbe rundt på.
Jeg tror det ville være godt for dig at få snakket ud om det, med en psykolog.

Herinde kan du få en masse trøstende ord, knus og vi vil prøve at sætte os i dit sted og forstå dig.
Men ingen, der ikke selv har oplevet det svigt, vil kunne forstå det helt.

Jeg håber du møder ligesindende, som KAN sætte sig 100% i dit sted.
Jeg håber du får skrevet det brev til din mor, og sætter ord på uden omsvøb.
Jeg håber den stedfar fatter at holde sig langt ude af dit liv fremover.
Jeg håber din søster får det godt.
Jeg håber du søger hjælp og får snakket med en uddannet person.
Og jeg håber alt det bedste for dig i fremtiden.

føler virkelig med dig.. jeg har oplevet nogen af de samme ting som dig, så kan sagtens sætte mig ind i hvor ked af det du er.

men hvis du har lyst så kan du skrive privat til mig her inde, så kan jeg mske hjælpe dig da jeg har prøvet det samme. og kan sætte mig ind i din situation..

vil gerne hjælpe dig alt det jeg kan..

du får en rigtig stor knuser og en skulder du kan græde ved

fra mig af..

Kære Ano!

Sikke noget

Jeg kan til dels godt forstå dig, da jeg selv har været ude for noget. Min mor og jeg har et rigtig dårligt forhold, hun har aldrig haft troen på mig, hun har også forladt mig mig, som jeres mor har med jer, dog ikke på samme måde. Min mor, valgte da jeg var 10 år, at rejse på ferie med sit arb,. i 3 uger, og lod mig hjemme. Hun drikker meget, slår osv. Kan huske engang inden mine forældre blev skilt, der skulle min far på aften/natte arb. Kørte hjemmefra ved en 18 tiden. Min mor drak sig fuld efter han var kørt, og sagde til mig at når hun faldt i søvn, måtte jeg ikke ringe til min farmor (gjorde jeg altid når hun sov) Ved en 20:00 tiden sov min mor, og jeg blev bange for kunne ikke vække hende (var 5 år) Men hun vågner så, imens jeg snakker med min farmor, hun flyver op, river røret ud af hænderne på mig, tager mig op i blusen og kaster mig ned på gulvet, sparker og slår mig, så jeg tisser i bukserne... Jeg fortalte engang min mor, at m in farfar har misbrugt mig, dette tror hun ikke på, da hun mener jeg har fundet på det, for at få opmærksomhed... Sorry, det skulle ikke handle om mig, men ville bare sige til dig, at du bestemt ikke er alene - Det kan man nemlig godt føle, når man står i sådan en situation..

Mit råd til dig er, at skrive et brev eller mail til din søster, og sige undskyld for dengang, er sikker på hun elsker dig overalt på jorden og godt ved du ikke har gjort det for at være ond

Samtidig synes jeg du skal skrive et brev til din mor og fortælle hende, hvordan du og din søster har oplevet jeres barndom hvordan du/I har det idag med det osv. Det er ikke sikkert hun vil acceptere dit brev, men så har du forsøgt, og andet kan du ikke gøre..
Du er velkommen at skrive privat til mig ano!

Vil bare give dig en kæmpe krammer og lade dig vide, at du IKKE er alene...

kan bare så godt sætte mig ind i det der.. min mor er psykisk syg og har slået mig og min far er alkoholiker og har misbrugt mig og jeg har været fjernet hjemme fra så kan sagtens sætte mig ind i det så skriv hvis du har brug for en skulder

Det er fortiden, FORTIDEN. Hvorfor skal du har den med i dit liv hele tiden? Er du ikke Herre over dit liv nu? Så hvorfor skal du igen og igen køre rundt om FORTIDEN???? Mange (jeg inkl) har oplevet nogle ting, men vi skal videre med vores liv. Jeg NÆGTER at blive styret af fortiden. Jeg vil styre mit liv og prøve at finde alle mulige søde ting der findes rundt omkring os. Vi kan ikke se dem, når vi kun sidder og kikker på den grimme fortiden. Jeg synes at først og fremmes skal lukke alle hullerne. Du kan skrive et brev som du selv skriver, du kan ringe, du kan sidde foran dem.... Lige meget hvad. Men du bliver nød til at sige til dem, hvordan du har haft det og hvordan du føler dig nu og hvad du føler for dem. Spyt alt, hvad du har i hjertet. Og så kan du vende dig tilbage og føre dit liv. Det ville være syndt at ligge på en plejehjem og skulle spise med en sugerøre og bruge bleer og tænke: nu kan jeg ikke bevæge mig og jeg har brugt alt mit liv på at være ked af det!!!!

Af sted at tage ansvar og livet med dig og gør det du skal, for at har det godt!

Jeg takker jer alle helt inde fra mit hjerte, dels fordi I gider bruge tid på at læse om mine problemer og dels fordi I kommer med respons samt nogle har lyst som offentlig person at dele deres oplevelser med mig.

Jeg har ofte tænkt på at skrive et brev til min stedfar, men jeg har ikke nerverne til det. Men en dag når jeg har overvundet mine nerver vil jeg skrive et, skrive til ham at han aldrig nogen sinde skal forvente en skid fra mig, han skal heller aldrig kontakte mig mere.

Til min mor, jaa hun er sværer for jeg elsker hende inderst inde, for i perioder var hun verdens bedste mor, hun har bare svært ved at styre det med kærlighed, mænd, sprut og natteliv.

Men min allerstørste frygt lige er at hun jo kommer sammen med en alkoholiker og han driver et bordel, jeg er bange for hun kunne finde på at arbejde der.

Vedr. min søster, jeg elsker hende over alt på jorden, og hun elsker også mig det ved jeg, jeg har bare svært ved at udtrykke mine følelser overfor hende fordi jeg føler at jeg ikke må græde overfor hende..