idamaria83 skriver:
Åh der var også sådan et barn i den vuggestue, jeg arbejdede i "flyvemaskine, flyvemaskine, flyvemaskine" "JA det er en flyvemaskine" 2 sekunder senere "flyvemaskine, flyvemaskine" ARGH...det er da bare virkelig enerverende. Jeg aner ikke, om det kan afhjælpes på nogen måde - Annika gør det kun, når vi ikke lige hører efter/er fanget af noget andet/hun vil have opmærksomhed...og man når ikke sådan rigtigt at blive træt af det. Så jeg har ikke umiddelbart nogle gode råd - andet end at svare, og derfra ellers ignorere hende eller henvise til dit tidligere svar ...ELLER måske som jeg var inde på i et tidligere indlæg omkring anerkendende pædagogik, svare hende "du vil gerne have en bolle (pause) det kan jeg godt forstå, men det må du ikke lige nu/det må du gerne få skat, den skal bare smøres først"
Vi oplever vist allesammen det med at være opbrugt og bare ikke ORKE at skulle have en engels tålmodighed - sådan er dét bare og det er helt okay!
Kan ikke lade være med at undre mig lidt over, hvorfor I spørger om hun vil have godnatsang? Her dur det slet slet ikke med valgmuligheder - især ikke når Annika er træt - så putteritualet er 100% fast og står ikke til at diskutere - der bliver ikke spurgt og ønsker bliver ikke efterkommet; vi bestemmer, hvem der putter og hvornår. Godnathistorier er der intet af og godnatsange er ALTID de samme to, som det har været siden hun var 4 mdr...
Men altså vi kæmper VIRKELIG også mange kampe herhjemme i øjeblikket - har ikke tal på de hysteriske anfald pigebarnet har over det ene eller det andet...og putningen ja den er et kapitel for sig! Så tror også, at meget hører alderen til...de prøver grænser af - både vores og deres egne. Sproget udvikler sig, forståelsen og og og...tror uden at vide det, at der er mange mange tigerspring, udover dem, der er beskrevet i "vidunderlige uger"...
Jamen - det synes jeg også jeg (som oftest) gør, egentlig.
Det er bare som om, at hun ikke LYTTER.
Det er ikke så meget irritationen over, at hun gentager det, men mere dét, at hun ikke stopper for at høre, om hun får et ja eller et nej.
Altså nu er hun jo langt fra sådan hele tiden og altid.
Det er ikke sådan, at hun finder ord/sætninger og bare siger igen og igen og igen - hele tiden. Sådan helt besat og pestilens-agtigt.
Det er nok mere i nogle bestemte situationer .....gerne når jeg beder hende vente. Eller hvis hun nok egentlig godt ved, at det er noget hun vil få nej til, eller hvis jeg er i fuld sving med noget, og siger "ja, det må du gerne - men lige et øjeblik" ....så fortsætter hun, og jeg siger "JA SKAT - Liiige et øjeblik!!", og hun fortsætter...
Men uanset om jeg bruger anerkendende pædagogik eller om jeg bare siger "NEJ" uden anden tilføjelse, så kan det bare virke som om, at hun spørger, uden egentlig at lytte.
Og så er det, hvis jeg beder hende høre efter, hvad jeg siger, at hun ligesom kapper en tråd over.
Faktisk er det bedste eksempel nok dét med, at hun ofte gerne vil noget, når muligheden ER pasé, og man ikke længere gider hendes pjat.
Bianca har sørmer heller ikke mange valg i sin dagligdag.
Jo, altså "vil du have VAND eller MÆLK"
Det er ikke fordi det er hende der styrer slagets gang. Hun har også bestemte rutiner og ritualer. Og en bestemt godnatsang.
Men hun bliver bare nogle gange urolig og bøvlet, når det er tid til den, og så er det vi ikke gider SKRÅLE en godnatsang. Så hvis ikke der er ro til at blive puttet, så går vi ud. Og hun vil jo gerne have sin godnatsang, men svarer nej og vil ikke dæmpe sig.
Derfor..... Men så snart vi går ud, så "fortryder hun" og når vi kommer ind - selvom det er nærmest øjeblikkeligt, så er hun vendt på en tallerken, rolig og glad og klar til sin godnatsang.
meget mærkeligt, at det skal være sådan "Rasmus Modsat"-agtigt.
Jeg er selv meget imod at børn får en masse valg. det er de voksne der er DE VOKSNE og træffer valgene. Og det har jeg også måtte "lære" Kenneth ....hun skal ikke spørges, om hun skal i seng, eller om hun skal have børstet tænder. Det skal siges som en konstatering "Så Bianca, nu skal du have børstet tænder" osv...
