Hvad ender det med...

Jeg er så træt af min mand lige i tiden. Ved næsten ikke hvor jeg skal begynde.

Alt ialt startede det nok med mig... For for 7 år siden var jeg min mand utro. Puhha det gav så mange skår i ægteskabet. Men vi fik snakket og snakket. Men jeg har egentlig altid følt, at min mand ikke rigtig er kommet over det, selvom han siger han er, og vi aldrig snakker om det mere.

Men jeg føler mig bare så klemt af ham nu. Det er som om, hele vores ægteskab går efter hans hovede og hans lyst. Jeg føler slet ikke, han bøjer sig ell går på komprimis for nogle som helst ting.

Der er så mange ting, jeg gerne vil have ell opleve, men det ved jeg bare, aldrig kommer til at ske, for det gider han ikke ell det synes han ikke.

Fx vil jeg gerne have en tattoo. Det vil han ikke have for han synes kun kvinder skal have 1 tattoo. Også koster det penge!

Jeg vil også gerne på ferier ell camping. Men det gider han ikke. Det er dyrt også vil han kun til nøds campere i hytte. Ellers vil han ikke på ferie. Han kan ikke se, hvorfor man skal på ferie. Han vil helst være hjemme i stuen ved computer og tv.

Jeg vil gerne til tandlæge hver ½ år ca (som alle andre normale mennersker) for at forebygge. Der kan han slat ikke se fornuften i, da man jo heller ikke går til lægen for at forebygge. Plus at det jo koster penge!

Jeg vil gerne til frisør engang imellem. Både at blive klippet og farvet. Jeg klarer selv farveningen. Men det koster jo penge.

Ang sexlivet er det gået helt i stå. Han plejer at have en meget stor lyst, som jeg slet ikke kan dække. Og jeg føler aldrig det er godt nok, selv om han siger, det er. Nu er hans lyst så forsvundet, og der føler jeg sgu også det er min skyld.

Han er en del ude at rejse og tjener gode penge. Men han har aldrig haft en lille gave med hjem til mig. Jeg føler virkelig det hele går op i penge. Og vi mangler ikke noget. Vi har lån som alle andre, men jeg savner at der ikke bare engang imellem, kan blive gjort noget ud over det sædvanlige.

Jeg tænker og tænker og tænker.... Skal man kæmpe for et godt ægteskab ell hvornår er det dødt.

Jeg ved ikke hvad man skal, det må du mærke indeni jo, og det er dælme ikke nemt....men hvorfor skal han bestemme hvad JERES penge skal bruges til?

Der var lige en stor følelsesmæssig ting også...

Jeg ville gerne have haft et barn mere. Det satte han sig fuldstændig imod. Samtidig vil han slet ikke have jeg stopper med mine p-piller. På trods af, at de jo har risiko for at give blodpropper. Vi har diskuteret ret meget om det, da jeg jo synes han skal blive steriliseret, når han ikke vi have flere børn.

Synes bare slet ikke han tænker på andre end sig selv.

Anonym skriver:

Der var lige en stor følelsesmæssig ting også...

Jeg ville gerne have haft et barn mere. Det satte han sig fuldstændig imod. Samtidig vil han slet ikke have jeg stopper med mine p-piller. På trods af, at de jo har risiko for at give blodpropper. Vi har diskuteret ret meget om det, da jeg jo synes han skal blive steriliseret, når han ikke vi have flere børn.

Synes bare slet ikke han tænker på andre end sig selv.

 

Måske I skulle få hjælp til at kommunikere, så ikke det bare er det vil jeg og det vil jeg...så kommer man ikke så langt jo..

Håber I finder en løsning i sammen kan arbejde hen imod..

Knus..

Den er sku svær... Umiddelbart lyder det som om i slet ikke lever en ligebyrdes forhold.... Til lyder til at han vil bestmme det hele og det skal gå efter hans hoved og sådan skal det jo slet slet ikke være....

Søg i dig selv og se om du virkelig syntes der er noget og kæmpe for..
Føler du der er det, ja så forslå ham at i går i par terapi... Men kan du føle at han stejler og slet ikke vil samarbejde, så syntes jeg det er tydeligt hva han mener om jeres forhold og så er der nok ikke så meget mere og bygge videre på..

Et forhold kan ikke bygges ud fra hav den ene syntes er ok..
I skal være enige om de ting og valg i træffer...

Pia skriver:

Den er sku svær... Umiddelbart lyder det som om i slet ikke lever en ligebyrdes forhold.... Til lyder til at han vil bestmme det hele og det skal gå efter hans hoved og sådan skal det jo slet slet ikke være....

Søg i dig selv og se om du virkelig syntes der er noget og kæmpe for..
Føler du der er det, ja så forslå ham at i går i par terapi... Men kan du føle at han stejler og slet ikke vil samarbejde, så syntes jeg det er tydeligt hva han mener om jeres forhold og så er der nok ikke så meget mere og bygge videre på..

Et forhold kan ikke bygges ud fra hav den ene syntes er ok..
I skal være enige om de ting og valg i træffer...

 

Jeg føler bare slet ikke, vi har de samme fremtidsdrømme og tanker mere.

Fx har vi snart en konfirmation. Jeg har i mange år, sagt at jeg synes vi skal lave en opsparing til det + blive skrevet op til et lokale. Det skal man nemlig skrives op til mange år i forvejen.

Nå men det synes han så ikke. Så konfirmationen er nødt til at blive holdt hjemme og vi er nødt til at "bare" finde de penge til det, som det koster. For vi har ingen opsparing til det.

Jeg har en stor drøm at få en fastligger campingvogn, som vi kunne tage op i, når vi havde fri og bare nyde tilværelsen. Jeg arbejder hver 2. weekend og det ville være en ideel ferie-afslappelse på trods af weekendarbejde. Men det bliver aldrig en drøm, der går i opfyldelse. For han vil ikke kæmpe om at gøre drømmen til opfyldelse sammen med mig. For det er ikke noget han gider.

Jeg tror, jeg savner fælles drømme og fremtidsplaner/ønsker.

Hvordan ville han reagere, hvis du lige pludselig kom hjem med en ny tattovering, havde været hos frisøren, tandlægen osv.? Så længe man ikke er urimelig, synes jeg ikke han skal bestemme hvad du bruger penge på. Ferier må også være indenfor rimelighedens grænser. Et barn synes jeg til gengæld er noget man skal være 100% enige om.

Anonym skriver:

Jeg føler bare slet ikke, vi har de samme fremtidsdrømme og tanker mere.

Fx har vi snart en konfirmation. Jeg har i mange år, sagt at jeg synes vi skal lave en opsparing til det + blive skrevet op til et lokale. Det skal man nemlig skrives op til mange år i forvejen.

Nå men det synes han så ikke. Så konfirmationen er nødt til at blive holdt hjemme og vi er nødt til at "bare" finde de penge til det, som det koster. For vi har ingen opsparing til det.

Jeg har en stor drøm at få en fastligger campingvogn, som vi kunne tage op i, når vi havde fri og bare nyde tilværelsen. Jeg arbejder hver 2. weekend og det ville være en ideel ferie-afslappelse på trods af weekendarbejde. Men det bliver aldrig en drøm, der går i opfyldelse. For han vil ikke kæmpe om at gøre drømmen til opfyldelse sammen med mig. For det er ikke noget han gider.

Jeg tror, jeg savner fælles drømme og fremtidsplaner/ønsker.

Ja igen den er skide svær...

Min første tanke er at den mand ikke er værd og holde på...
Men er jo godt klar over at du sikkert elsker ham alligevel...
Der er nok ikke så meget andet og gøre end og sætte ham stolen for døren, se hans reaktion og ta den der fra...

Pia skriver:

Ja igen den er skide svær...

Min første tanke er at den mand ikke er værd og holde på...
Men er jo godt klar over at du sikkert elsker ham alligevel...
Der er nok ikke så meget andet og gøre end og sætte ham stolen for døren, se hans reaktion og ta den der fra...

En af de mere vandvittige afslag har været, da jeg sagde jeg gerne ville være Plus-medlem her på siden.

Han rullede bare med øjnene også var den prut slået...

Er bare så træt af det hele....

Sisley skriver:

Hvordan ville han reagere, hvis du lige pludselig kom hjem med en ny tattovering, havde været hos frisøren, tandlægen osv.? Så længe man ikke er urimelig, synes jeg ikke han skal bestemme hvad du bruger penge på. Ferier må også være indenfor rimelighedens grænser. Et barn synes jeg til gengæld er noget man skal være 100% enige om.

Ville nok være nemmere, hvis vi ikke havde fælles økonomi.

Og bestemt skal et barn være en 100 % fælles beslutning, men han lyttede jo ikke engang. Det bar blank NEJ. Nu vil jeg slet ikke have flere børn. Er blevet alt for sent nu. Men jeg tænker da på om det også var en af de drømme, der bare fløj forbi...