Hvad skal jeg gøre, og skal jeg gøre noget?

Hej piger..

Jeg laver lige denne anonym, da jeg ikke helt er sikker på om personen læser med herinde.

Jeg har en veninde, som blev mor for første gang sidst i dec, til en dejlig lille pige.

Inden hun blev gravid har de forsøgt godt 2 år, og vi har tit talt om, omkring mulighederne for at blive undersøgt, om der var noget galt osv. dette afviste hun blankt hver eneste gang, for som hun  sagde, blir jeg gravid er det fedt, gør jeg ikke er det også OK. Det kunne jeg ikke helt sætte mig ind i, men skidt med det, for det drejer sig ikke lige om det.

Men hun blev som sagt mor i dec. Kæresten er ellevild med pigen, men min veninde, virker mere eller mindre ligeglad. Vi har flere gange fortalt om, hvordan jeg snakker og synger, nynner når mit barn blir puslet, og hvordan både mig og kæresten er omkring vores datter. At vi snakker, griner, fjoller osv osv. Dette kan hun slet ikke.. Hun siger det falder hende SÅ forkert at snakke med deres pige når hun blir puslet. Hendes kæreste kan sidde med barnet i flere timer, hvorimod min veninde, ligger hende fra sig, liige så snart hun har fået noget at spise. Selv min far har fået den opfattelse at min veinde virker ret ligeglad som han sagde ordret.

Forleden snakkede jeg med hende, og der sagde hun noget som har chokeret mig ret meget. "ja hvis hende og .... gik fra hiinanden så fik han barnet" Og at det hele tiden har været kæresten der ville det barn og ikke hende.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg blir så ked af at det, at hun slet ikke virker til at have de moderfølelser som langt de fleste kvinde rhar når de har født. Kan hun være på vej ind i en fødselsdepression?

Knus

Anonym skriver:

Hej piger..

Jeg laver lige denne anonym, da jeg ikke helt er sikker på om personen læser med herinde.

Jeg har en veninde, som blev mor for første gang sidst i dec, til en dejlig lille pige.

Inden hun blev gravid har de forsøgt godt 2 år, og vi har tit talt om, omkring mulighederne for at blive undersøgt, om der var noget galt osv. dette afviste hun blankt hver eneste gang, for som hun  sagde, blir jeg gravid er det fedt, gør jeg ikke er det også OK. Det kunne jeg ikke helt sætte mig ind i, men skidt med det, for det drejer sig ikke lige om det.

Men hun blev som sagt mor i dec. Kæresten er ellevild med pigen, men min veninde, virker mere eller mindre ligeglad. Vi har flere gange fortalt om, hvordan jeg snakker og synger, nynner når mit barn blir puslet, og hvordan både mig og kæresten er omkring vores datter. At vi snakker, griner, fjoller osv osv. Dette kan hun slet ikke.. Hun siger det falder hende SÅ forkert at snakke med deres pige når hun blir puslet. Hendes kæreste kan sidde med barnet i flere timer, hvorimod min veninde, ligger hende fra sig, liige så snart hun har fået noget at spise. Selv min far har fået den opfattelse at min veinde virker ret ligeglad som han sagde ordret.

Forleden snakkede jeg med hende, og der sagde hun noget som har chokeret mig ret meget. "ja hvis hende og .... gik fra hiinanden så fik han barnet" Og at det hele tiden har været kæresten der ville det barn og ikke hende.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg blir så ked af at det, at hun slet ikke virker til at have de moderfølelser som langt de fleste kvinde rhar når de har født. Kan hun være på vej ind i en fødselsdepression?

Knus

Vi har en svigerinde der var lige dan, efter hun havde født...

Hun valgte også at stoppe med at amme fordi hun mente det ikke fungerede. Men i bund og grund lagde hun alt ansvar over til manden. Hvis han skreg, rørte hun sig ikke og de andre (mormor, faren mm) rejste sig for at tage ham. Hun var konstant fjendsk over for ham, gad ham vitterlig ikke. Det hele var så overfladisk... Da hun fandt ud af vi vented os, drak hun kærsten fuld og gik i seng med ham - han havde gjort det klart at di ingen børn skulle have, får de var gift... Han blev født 2 mdr efter vores.

Vi spurgte hende om hvordan det gik osv. Jamen fint lød det altid. Vi valgte at ringe til kommunen og spørge hvordan vi skulle forholde os til det problem, om der var noget vi kunne gøre / støtte osv. De var klar til at sende en med det samme.... Sagde at de ikke behøved at fjerne ham, men blot komme ud og hjælpe hende med mor rollen. Vi fortalte svigerinden at vi havde snakket med kommunen og at de ville sende en, hun indrømmed så at hun havde en fødselsdep.

Puha, synes det er SÅ følsomt et emne, Jeg kan slet ikke finde ud af hvad jeg skal gøre. Synes det var superflot af jer at i ringede til kommune, og hun fik hjælp til det!

Jeg er bare sindsyg bange for at miste hende hvis jeg blander mig.. En anden ting omkring hende.. Da vores datter ikke var særlig gammel var der en aften hvor hun streg og skreg HELT VILDT i flere timer. Jeg siger så i min frustation, "hvad er der galt med dig din lille sure strigle" det var ikke sagt hårdt eller noget... Min kæreste reagere ret voldsomt på det, og jeg får at vide at jeg skal snakke ordentligt til hende. Og lige siden har jeg haft SÅ dårlig samvittighed over at jeg kunne finde på at kalde vores lille sveskepot sådan noget. Da jeg fortæller det til min veninde, siger hun "ork det er mildt af hvad vores datter blir kaldt.. jeg citere" Sure kælling osv." Jeg ved godt at det sikkert er sagt i sjovt.. Men alligevel....

Det er svært at sige, især når man ikke kender mere til hende og ikke har nogen ide om hendes fortid.

Hvor gammel er hun?
Hvor længe har hun og kæresten været sammen?
Har hun nogensinde ønsket sig rigtigt at blive mor, eller har hun bare givet efter for farens ønske?

Min umiddelbare tanke, da jeg læste dit indlæg var, at hun sikkert føler sig ret alene om det, og måske ligger låg på en masse følelser, som hun måske føler er forkerte og derfor holder for sig selv.
Og ja, så kan det da så afgjort ende med en depression. At hun føler foragt for barnet fremfor at få de kærlige moderfølelser frem.

Èt eller andet må der da være gået galt. For jeg er sikker på, at mange mødre kan føde deres børn, og i den første tid få svært ved at få følelser for det lille væsen - at det kan føles helt uvirkeligt og skræmmende. Men så vil det normaltvis komme efter kort tid, og derfra bare vokse og vokse...
Og det lader det ikke til, at det gør i din venindes tilfælde. Hvilket er rigtig trist og får ens alarmklokker til at ringe.

Jeg ved ikke hvad du skal gøre....
Men ihvertfald, så tror jeg at din veninde kunne have brug for hjælp på den ene eller anden måde. Måske føler hun sig fanget og kvalt i rollen som mor, hvis hun slet ikke trives med det? Men nu HAR hun jo altså valgt at blive gravid og få dette barn. og barnet har IKKE SELV valgt, at det var hende der skulle være mor til det.
Så hun må jo lære og vokse med opgaven - og det er meget muligt, at hun behøver hjælp til det!
Ihvertfald skal der gøres noget, hvis hun stort set ingen interesse viser for sit barn, for det er skide synd og hæmmende for barnets selvfølelse, hvis moren "afviser hende" igen og igen .....så trækker barnet sig til sidst også ind i sig selv og lukker af!

GODT at faren trods alt er glad og viser stor glæde og interesse for datteren. Det kan være barnets redning, hvis moderen ikke er, og ikke bliver, i stand til det.

Hvad årsagen er til, at hun har det sådan, som hun har det, har jeg jo ingen chance for at vide noget om. Men det er da bekymrende og trist!!

Hun har en ret torbulent fortid.. Uden at komme nærmere ind på den, men hendes barndom var fyldt med drikkeri, bank og selvmordsforsøg.

Hun er 30... Nej, jeg fik hende desværre til at indrømme at det barn altid mest har været kærestens ønske.

Jeg er også overbevist om at der er et eller andet helt galt, om det er at hun føler sig fanget, det kan det måske godt være. Hun  har også sagt at hun snildt kunne give manden barselen så hun kunne komme tilbage til arbejdet nu.

Jeg er meget meget glad for at hendes kæreste, hendes mor og hvem der ellers er omkring hende er meget meget glad for pigen, og giver hende opmærksomhed.

Men det bekymre mig rigtig meget at hun ikke viser noget videre følelse og stolthed over det er hendes barn. Hun giver hende flaske, og får hende til at bøvse, og skifter hende, men det er faktisk det. Hvad jeg kan opfatte af hvad hun fortæller mig, og hvad jeg observere når jeg er i selskab med hende.

Anonym skriver:

Puha, synes det er SÅ følsomt et emne, Jeg kan slet ikke finde ud af hvad jeg skal gøre. Synes det var superflot af jer at i ringede til kommune, og hun fik hjælp til det!

Jeg er bare sindsyg bange for at miste hende hvis jeg blander mig.. En anden ting omkring hende.. Da vores datter ikke var særlig gammel var der en aften hvor hun streg og skreg HELT VILDT i flere timer. Jeg siger så i min frustation, "hvad er der galt med dig din lille sure strigle" det var ikke sagt hårdt eller noget... Min kæreste reagere ret voldsomt på det, og jeg får at vide at jeg skal snakke ordentligt til hende. Og lige siden har jeg haft SÅ dårlig samvittighed over at jeg kunne finde på at kalde vores lille sveskepot sådan noget. Da jeg fortæller det til min veninde, siger hun "ork det er mildt af hvad vores datter blir kaldt.. jeg citere" Sure kælling osv." Jeg ved godt at det sikkert er sagt i sjovt.. Men alligevel....

Hold da op...

Men det kommer også an på hvordan man siger dét - stemmelejet. Man kan jo sige; du er en lille gris - både med kærlighed i stemmen og med hård stemme.

Min mand er den midterste af 3, han's storesøster er lidt ældre end mig men vi er som ærtehalm. Min mand's lillebror er så gift med hende det hele drejer sig om.

Det var min svigerinde og jeg der sammen ringed derned. Men vi var meget i tvivl om det var det rigtige, tænk nu hvis hun blev sur osv.. Men sagde til min svigerinde; hun er voksen og kan komme videre, det lille barn er helt forsvarsløs og bare hungrer efter sin mors tryghed/kærlighed og omsorg. Hun kan snakke for sig selv, men hvem snakker for den lille?

Ja der var chance for at hun aldrig mere ville snakke med os igen, men jeg kunne ikke bare stå på sidelinjen og se på. Det var tydeligt han hungred efter hende, men hun ænsed det slet ikke.

Et barn fortjener ikke at blive overset, kladt grimme navne osv. De er så meget affængige af os, vi er med til at bygge de sten de senere selv bygger videre på. Vi er med til at forme dem.

Jeg er selv blevet fjernet som 2½ årig og har ikke haft den skønneste opvækst. Men tør ikke tænke på hvis der ikke var nogen der havde grebet ind da jeg var lille.