Mine forældre skal skilles... hvad gør jeg?

Jeg er en ung kvinde, der pludselig har fået titlen "skilsmisse barn" Bruddet mellem mine forældre var absolut ikke kønt, endte med voldstrusler. Jeg har 2 yngre søskende, en søster på 20 og en bror på 16. Jeg synes det er en voldsom svær situation jeg er havnet i, jeg troede ikke det ville påvirke som meget som det gør, hvad gør man som voksen, når ens forældre skal skilles? Er der nogen her der er/har været i samme situation, hvordan havde I det, og hvilke følelser gik i rundt med?

Jeg er meget bekymret for mine mindre søskende, jeg føler jeg bør skåne dem for al det ubehagelige. Jeg føler ikke noget skyld over for mine forældre, jeg prøver så vidt muligt at leve mit eget liv videre og lade være med at blande mig, alle fortæller mig at det er det jeg bør gøre, men jeg synes det er frygtelig unaturligt, og alt i mig hiver mig i den anden retning, føler jeg bør være der, og prøve at hjælpe min far og mor igennem det. Jeg har konstant uro i min mave, og er drænet for energi og koncentration, er der andre der oplevet det? Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, hvad min rolle i det her burde være, som voksen individ og som datter, jeg har frygtelig brug for at høre andres historier, om at være voksen med forældre der skal skilles, jeg føler mig lidt alene med mine frustratrioner.

 

hej

Mine forældre blev skilt for et par år siden, lige før min 18 års fødselsdag, jeg er osse den ældste af 3, og boede godt nok hjemme, men kan rigtig godt genkende det du skriver.. Den følelse havde jeg osse.. Her var det min far der gik far min mor (skal lige sige at de havde en god skilsmisse - ikke noget med trusler eller noget).. men min mor var bund ulykkelig og sur, jeg brugte 1½ mdr. på at trøste hende, så der var slet ikke plads til selv at være ked af det.. det fortryder jeg rigtig meget, og kunne jeg gøre det om ville jeg minde mine forældre om at jeg er "barnet" og at jeg altså stadig elsker dem begge så jeg vil ikke så som mellemled..Men det er rigtig svært det ved jeg godt.. nu ved jeg ikke om dine søskne bor hjemme endnu, det gjorde mine og jeg tilbød dem et fri sted hos mig da jeg et par mdr. efter flyttede hjemmefra, det kan du måske osse gøre for dine..

Har kan jeg sige at begge mine forældre nu begge har ny kæreste, min far endda kone og barn, og at jeg aldrig har haft et bedre forhold til nogen af dem før..

Ved ikke om du kan bruge det til nogen, er der noget mere præsist du gerne vil vide så bare spørg!

Uanset alder er det bare SÅ hårdt!!!! Mine forældre blev skilt da jeg var 23 år. Min lillebror var 9år og vi reagerede næsten ens (det siger lidt om at man altid vil være BARN i forhold til ens forældre). Jeg var  knust og jeg kunne IKKE lade være med at blande mig. Jeg hjalp (mest min far, da min mor gik fra ham for hun havde fundet en ny), men senere også min mor. Jeg kan godt se nu at jeg hjalp FOR meget, men jeg kunne simpelthen ikke lade være og det var det der var det rigtige for MIG på det tidspunkt. Jeg synes du skal mærke godt efter inde i dig selv hvad der er mest rigtigt for dig. Hvis du ikke har det godt med at "blande dig udenom" så lad være... Støt og hjælp dine forældre i det omfang du har lyst til. Jeg havde det sådan at jeg var der for dem hele tiden og gjorde alt for at holde dem glade. Engang imellem meldte jeg mig helt ud og havde slet ikke lyst til at se dem i en uges tid og så fik jeg hylet og så var jeg klar til at være sammen med dem igen. Jeg havde selv (senere) stor glæde af at læse om børns reaktioner på skilsmisse da mange af tingene faktisk også kunne passe på mig. (Kan huske den ene forfatter hed John Halse, hvis du er interesseret) Bare tillad dig selv at være frygtelig ked af det for uanset hvad så er du barn af dine forældre og det gør ondt selvom man er voksen. Jeg føler virkelig med dig for det er en hård tid du skal igennem.

Hej

Kan godt nikke genkendende til måden du har det på. Det er SÅ ubeskriveligt hårdt når man står midt i det. Mine forældre blev skilt for 11 år siden da jeg var 22 år gammel. Min far havde fundet en anden og det var ubeskriveligt hårdt for min mor som ikke ønskede denne skilsmisse. Jeg var nødt til at samle min mor op og "passe" på hende en lang periode. Hun var virkelig langt nede over min fars opførsel. Der gik en del år inden jeg fik et ordentlig forhold til min far igen. Han var ikke god til at takle at jeg var gal på ham og ikke kunne klare hans nye dame. Jeg påtog mig rollen som mægler og som mor for min mor i en lang periode. Når vi var nede i byen, min mor og jeg, gik jeg rundt og spejdede for at se om mine far og hans dame kom så jeg kunne få min mor væk inden hun opdagede det. Min mor snakkede desværre MEGET grimt om min far og hans dame i flere år, så det var rigtig hårdt at høre på. Min bror som var 19 da de blev skilt meldte sig helt ud af mæglerrollen og ville ikke høre på min mor når hun begyndte på sin skælden ud og på at græde. Fornuftigt nok af ham, men det betød bare at jeg måtte tage mere over og støtte min mor. Der gik et halv års tid inden min mor kom bare lidt ovenpå igen. I dag synes jeg faktisk lidt at det er min mor der har det fedeste liv med masser af venner, gamle som nye og et meget rigt fritidsliv. Jeg har et super fint forhold til begge mine forældre i dag og de har de sidste 6 år nemt kunne være i stue sammen til fødselsdage og lignende. De ringer også sammen for at koodinerer gaver mm.

Jeg håber du har overskud til at sige fra overfor dine forældre hvis de glemmer at du er barn og IKKE skal blandes ind i deres stridigheder. Det er super hårdt at være imellem sine forældre og det vil jeg altså ikke anbefale at du påtager dig. Det kan man dog have rigtig svært ved at lade være med i situationen, så må du sørge for at finde en anden voksen du er tryg ved som kan aflaste dig og som kan høre på din frustration. En masse tanker til dig og dine søskende, håber I kommer stærkere ud på den anden side.

MVH. Malene

Kære allesammen

Tusind tusind tak for alle jeres støttende ord, og råd. Det betyder mere for mig end i kan forestille jer. Jeg har de sidste dage trukket mig lidt tilbage, for at finde ud af om jeg vil "blande mig" eller om jeg trækker stikket helt ud eller hvad jeg gør, håber jeg bliver lidt klogere på mig selv, og at det kan hjælpe på min konstante mavepine.