Er så gal på mig selv :(

Forleden snakkede jeg med en veninde, der skal føde til marts. Vi har ikke set hinanden siden starten af december, da vi bor i hver ende af landet. Nå men snakken falder helt naturlig på graviditet og hun spørger hvor meget jeg har taget på og hvor stor min mave er blevet osv osv osv. Jeg svarer hende at jeg ikke helt ved hvor stor maven er, for jeg kan stadig passe mine bukser, jeg har kun taget 200 g på, men min delle er da blevet mindre (hvilket for mig er positivt, da jeg vejer 15-18 kg for meget i forvejen). Så begynder hun at spørge om alt er ok, for det kunne da ikke være normalt ikke at tage noget på når jeg er så langt henne. Og burde min mave ikke være vokset en del eftersom det er min anden graviditet. Og hvorfor jeg ikke har mærket liv endnu!

Begyndte min hjerne at rotere? Det skal jeg da lige love for!!! Dagen efter var jeg så nervøs for at noget var galt at jeg ringede til min læge - fortalte at jeg rationelt godt VED at alt er ok, men sådan og sådan - hun var rigtig sød og forstående og forsikrede mig at alt sikkert er som det skal være.

Men kan jeg slippe det? Nej vel kan jeg ej!!!!! Det kører stadig oppe i mit hoved og jeg er nået så langt ud at jeg overvejer at ringe til vagtlægen og lyve min røv i laser bare for at få en scanning. OG DET GØR MIG BARE SÅ GAL PÅ MIG SELV!!!! Hvorfor lytter jeg til sådan noget fis? Manden mener jeg er total gak i knolden og nægter at køre mig til Århus hvis jeg er så dum jeg ringer - og det forstår jeg (logisk set) godt - men min hjerne driller mig. 

Jeanne skriver:

Forleden snakkede jeg med en veninde, der skal føde til marts. Vi har ikke set hinanden siden starten af december, da vi bor i hver ende af landet. Nå men snakken falder helt naturlig på graviditet og hun spørger hvor meget jeg har taget på og hvor stor min mave er blevet osv osv osv. Jeg svarer hende at jeg ikke helt ved hvor stor maven er, for jeg kan stadig passe mine bukser, jeg har kun taget 200 g på, men min delle er da blevet mindre (hvilket for mig er positivt, da jeg vejer 15-18 kg for meget i forvejen). Så begynder hun at spørge om alt er ok, for det kunne da ikke være normalt ikke at tage noget på når jeg er så langt henne. Og burde min mave ikke være vokset en del eftersom det er min anden graviditet. Og hvorfor jeg ikke har mærket liv endnu!

Begyndte min hjerne at rotere? Det skal jeg da lige love for!!! Dagen efter var jeg så nervøs for at noget var galt at jeg ringede til min læge - fortalte at jeg rationelt godt VED at alt er ok, men sådan og sådan - hun var rigtig sød og forstående og forsikrede mig at alt sikkert er som det skal være.

 

Men kan jeg slippe det? Nej vel kan jeg ej!!!!! Det kører stadig oppe i mit hoved og jeg er nået så langt ud at jeg overvejer at ringe til vagtlægen og lyve min røv i laser bare for at få en scanning. OG DET GØR MIG BARE SÅ GAL PÅ MIG SELV!!!! Hvorfor lytter jeg til sådan noget fis? Manden mener jeg er total gak i knolden og nægter at køre mig til Århus hvis jeg er så dum jeg ringer - og det forstår jeg (logisk set) godt - men min hjerne driller mig. 

Jamen mente hun noget ondt med det tror du?

Forstår dig da udmærket, sådan er vi gravide.

Men jeg skal så lige sige dig at da jeg var gravid første gang, vejede jeg 58 kg. INDEN jeg blev gravid, og tabte mig under hele graviditetet. Og da jeg havde født vejede jeg 48 kg. Forstår det ikke selv, men lægen sagde det var normalt.

Jeg havde reageret på samme måde, altså ringet til lægen.

Knus

Chritinap skriver:

Jamen mente hun noget ondt med det tror du?

Forstår dig da udmærket, sådan er vi gravide.

Men jeg skal så lige sige dig at da jeg var gravid første gang, vejede jeg 58 kg. INDEN jeg blev gravid, og tabte mig under hele graviditetet. Og da jeg havde født vejede jeg 48 kg. Forstår det ikke selv, men lægen sagde det var normalt.

Jeg havde reageret på samme måde, altså ringet til lægen.

 

Knus

Hejsa. Nej hun mente ikke noget ondt med det, men hun har selv kæmpet for graviditeten, så det er hendes frygt der kommer frem

Det kan jeg godt forstå. Jeg ville sætte mig ned sammen med min kæreste og sige til ham at jeg havde brug for at han sagde til mig at det hele var i orden, og jeg ikke skulle bekymre mig for 50% af bebsen var jo hans Gener og han er jo en Bom stærk mand. 

men helt ærligt det er da også lidt strængt af din veninde. du kan jo godt have "tabt" dine overflødige kg og så bare taget dem på igen som baby vægt. tranformations Kg mange spiser jo sundere når de er gravide så det er da naturligt at man vil tabe sig lidt i starten indtil baby og livmord rigtigt vokser sig store. nu ved jeg ikke hvad uge du er i men jeg er i uge 8+0 og jeg er flad som en pandekage. jeg har ikke taget på og jeg skal først til lægen om en uges tid, og jeg er da 100% sikker på at der er en dejlig bebs der inde. Min kæreste har jo en bom stærk mand med supermands gener det siger han i hvert fald til mig hvis jeg virker bekymret

Hvis jeg havde en 5'er for hver gang folk sagde latterlige ting til mig omkring noget med vores søn i maven - dumme kommentarer, grimme skrækfødselshistorier mv. ville jeg være millionær lige nu.

Den værste var da min svigermor forleden sagde: "har I allerede købt alle tingene til ham!?!?! Jamen man kan jo ikke vide om der kommer en baby ud af det!"

JEG DØDE AF RASERI de første 100 gange jeg tænkte på det! Jeg har haft mareridt om det. Møghamrende nederen... Men man er bare ekstra sensitiv som gravid, så ALT går bare ind i hjertet. ÆV!

Knus Julie 35+0