Ja den ku jeg fejre i søndags, sku ellers ha været en dejlig dag med hygge sammen med familien og glæde over at jeg gik ind i uge 13 og dermed var ovre den mest kritiske periode af graviditeten. men men men...
Startede dagen med at jeg blødte en smule da jeg sku tisse, ikke så meget, men ringede dog straks til lægevagten og fik besked om t slappe af og så ellers vente på at det blev værre eller bedre...det ku jeg nu ikke, så en time efter ringede jeg igen, og fik lov til at komme ind og blive tjekket, men ham lægen jeg kom ind til trykkede mig bare på maven og sagde at det nok bare vare et blodkar der var bristet, jeg blødte ikke ret meget og havde ingen smerter, så vi blev sendt hjem igen, men fik en tid til scanning mandag.
tog hjem og prøvede at hvile lidt, men ku slet ikke slappe af, så ringede igen efter 2 timer og sagde at jeg blødte mere nu og havde ondt (ikke helt sandt, men havde brug for at få det tjekket) så ind til lægevagten igen, blev indlagt, fik lagt drop og taget blodprøver, og så blev jeg kørt op til scanning.
de tre læger jeg indtil nu havde talt med, havde alle sagt at det sikkert bare var et bristet blodkar, så min kæreste og jeg jokede lidt med at baby sku ha en skideballe når h*n kom ud for at skræmme livet af os...
kom ind og blev scannet, og det første lægen sagde var, "den er godt nok lille i forhold til hvad den burde være, jeg kalder lige en læge mere, jeg kan ikke finde hjerteblink"
der brød min verden sammen og jeg hørte ikke mere, jeg bare græd, græd, græd... de blev færdige med at scannet og jeg faldt lidt til ro, de kunne se at baby var gået til allerede i uge 8, dvs den havde været død i 4 uger...
Meget meget hårdt slag, og slet ikke forventet, min krop havde ikke opdaget det, så havde fortsat graviditetstegn, og min livmoder var også fortsat med at vokse...
Mandag blev jeg indlagt og fik foretaget en kirurgisk udskrabning, og nu går jeg bare rundt og forsøger at forstå hvad der er sket, syntes stadig det er meget surrealistisk det hele....
undskyld det blev vist lidt langt....
