alene

Ja jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste og at der findes mange alenemødre og kvinder hvis mænd arbejder væk hjemmefra i længere perioder, men jeg er bare ikke alenetypen. Længere.

Min mand er soldat og i denne uge er de på øvelse og jeg HADER at være alene. Han har før i tiden været rigtig rigtig meget på øvelse, da vi mødte hinanden var de næsten afsted hver uge og tit i flere uger af gangen. Og han har været et halvt år i afghanistan.

I starten havde jeg det ikke på denne måde....det er kommet efter turen til afghanistan. Det er ikke fordi jeg er bange for at være alene, jeg kan bare ikke lide det. Jeg savner ham virkelig meget, Jeg ved godt, at det er sundt at savne og det gør vi da også af og til. Men det der med øvelserne er bare ikke lige det bedste jeg ved.

En ting er at vi plejer at være to om Olivia og sådan...det er ikke det der er glat, det er mere bare det at være alene. Det er så ensomt. Jeg ved ikke om det er frygten og ensomheden fra da han var i afghanistan der stadig sidder i mig eller hvad det, men rart det er det ikke. Og han ved det godt, men der er jo ligesom ikke noget at gøre ved det.

Jeg ved ikke hvad jeg ville med det her, jeg tror bare lige jeg skulle ha det ud og håber at nogen har nogle visdomsord...eller bare nogle ord...til mig.

Jannie

Jannie Thorup skriver:

Ja jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste og at der findes mange alenemødre og kvinder hvis mænd arbejder væk hjemmefra i længere perioder, men jeg er bare ikke alenetypen. Længere.

Min mand er soldat og i denne uge er de på øvelse og jeg HADER at være alene. Han har før i tiden været rigtig rigtig meget på øvelse, da vi mødte hinanden var de næsten afsted hver uge og tit i flere uger af gangen. Og han har været et halvt år i afghanistan.

I starten havde jeg det ikke på denne måde....det er kommet efter turen til afghanistan. Det er ikke fordi jeg er bange for at være alene, jeg kan bare ikke lide det. Jeg savner ham virkelig meget, Jeg ved godt, at det er sundt at savne og det gør vi da også af og til. Men det der med øvelserne er bare ikke lige det bedste jeg ved.

En ting er at vi plejer at være to om Olivia og sådan...det er ikke det der er glat, det er mere bare det at være alene. Det er så ensomt. Jeg ved ikke om det er frygten og ensomheden fra da han var i afghanistan der stadig sidder i mig eller hvad det, men rart det er det ikke. Og han ved det godt, men der er jo ligesom ikke noget at gøre ved det.

Jeg ved ikke hvad jeg ville med det her, jeg tror bare lige jeg skulle ha det ud og håber at nogen har nogle visdomsord...eller bare nogle ord...til mig.

Jannie

Nu er jeg slet ikke i samme situation som dig, men ind imellem har min mand skulle på forretningsrejse og jeg har da nydt den første aften alene hjemme, men ellers har jeg bare følt mig rigtig rigtig ensom. Kunne få helt tårer i øjnene over at sidde og spise aftensmad alene med vores datter.
Måske er det tankerne om hvis vi ikke var sammen længere der gør det, fordi jeg elsker ham så højt. Jeg ved det ikke, men jeg kan sagtens følge dig og den måde du har det. 

Mon ikke frygten er kommet "i takt med" at du er blevet mor. Jeg tænker at moderinstinktet vægter højere end man egentlig selv går og tror, og måske er det netop det instinkt der får dig til ikke at kunne lide ensomheden og det at han er væk.

Jeg selv ville have det på samme måde. Måske skulle i få en snak om det, og derved håbe at i sammen kan arbejde jer til en løsning, der også fungerer for dig. Eks. et fast ringetidspunkt (hvis muligt) en fræk/sød mail inden han tager afsted, en dejlig besked på svareren eller andet ? På den måde vil du måske ikke føle dig lige så alene?