Mistede min oldemor i december, det påviker først nu! :(

Ja, som overskriften siger, så døde min oldemor den 29 december 100 år gammel. Hun skulle have fyndt 101 år d. 1 januar. Det har ikke påvirket mig før nu. Og nu skal jeg da lige love for, at jeg tuder over det.
Lige nu er jeg bare så ked af det, og kan ikke stoppe med at hulke over det. - Totalt latterligt at jeg skal tude over det så meget tid efter.

Ja jeg ved egentlig ikke hvad jeg ville med det her indlæg, men ja...

R.I.P. søde oldemor.

Årh søde!!  Jeg forstår dig så godt!

Allerførst får du lige et kæmpe kram

Jeg mistede min mormor (Den sidste bedsteforældre jeg havde) for 6 år, 7 år til juni, siden... Jeg savner hende forfærdelig meget, stadigvæk og jeg tror altid jeg vil have et specielt forhold til hende, selvom hun længe ikke er her længere, hvis du forstår?

Det første stykke tid var den værste, det går aldrig over, men det bliver bedre med tiden, smukke!!  

Jeg håber det bliver bedre med dig

Knus

Sabrina17 skriver:

Årh søde!!  Jeg forstår dig så godt!

Allerførst får du lige et kæmpe kram

Jeg mistede min mormor (Den sidste bedsteforældre jeg havde) for 6 år, 7 år til juni, siden... Jeg savner hende forfærdelig meget, stadigvæk og jeg tror altid jeg vil have et specielt forhold til hende, selvom hun længe ikke er her længere, hvis du forstår?

Det første stykke tid var den værste, det går aldrig over, men det bliver bedre med tiden, smukke!!  

Jeg håber det bliver bedre med dig

Knus

Det mest underlige her er, at jeg egentlig ikke havde noget nært forhold til hende. Inden hun kom på plejehjem de sidste 6 år, var vi ja tit oppe ved hende, men efter hun kom på pjelehjem har vi ikke været der stort set. Hmm.

Tak

- Gør mig ondt med din mormor. Jeg tude slet ikke tænke på hvis jeg mistede en af mine bedsteforældre. :/

marikka skriver:

Det mest underlige her er, at jeg egentlig ikke havde noget nært forhold til hende. Inden hun kom på plejehjem de sidste 6 år, var vi ja tit oppe ved hende, men efter hun kom på pjelehjem har vi ikke været der stort set. Hmm.

Tak

- Gør mig ondt med din mormor. Jeg tude slet ikke tænke på hvis jeg mistede en af mine bedsteforældre. :/

Hmm, hvis du ikke havde et nært forhold til din oldemor, søde, kan det jo være det bare er dine hormoner der er igang  

Sabrina

Årh, det gør mig rigtig ondt.
Du får lige en STOR krammer herfra

Det er slet ikke unormalt først at reagere senere, på et dødsfald.

Jeg mistede min Rigtig gode veninde sankthans aften 2006, hun hængte sig selv. Jeg var selvfølgelig meget berørt, men jeg KUNNE IKKE græde, og det irriterede mig meget, for det fik mig til at føle, at jeg slet ikke elskede hende.
Først 9 mdr. senere, en morgen jeg skulle i Spar, for at købe cigeratter, ser jeg hende på forsiden af alle aviser og blade - Jeg brød totalt sammen (Hun var på forsiden fordi hendes forældre ikke troede på at det var selvmord, så de havde genoptaget sagen).
Midt inde i Spar, sank jeg ned i knæ og græd og græd og græd. Kassedamen fik mig med ud bagved, hvor der blev ringet efter min kæreste, som straks kom og hentede mig.
Jeg var SÅ ødelagt.
Jeg græd uafbrudt i 4 dage.
Så min reaktion kom altså først efter 9 mdr.

Da det hele så havde lagt sig, og jeg havde gået til utallige psykologtimer, fordi det faktisk var rigtig hårdt for mig, dukkede sagen op i Qtv. Jeg så min venindes mor i reklamen, og igen væltede min verden - Og igen måtte jeg til psykolog.

Jeg tænker stadig på det, hver dag, men jeg har lært at leve med sorgen. Her til efteråret udkommer der en bog om hendes sag, hvilket berør mig meget, da jeg synes det er trist at Pernille ikke bare kan få fred. Men jeg er alligevel nysgerrig nok til at skulle læse bogen.

Jeg håber inderligt at du lader dig selv være ked af det. Det er helt okay at være ked af det over et tab. Så græd du bare ud!

Mange knus

MetteLetten skriver:

Årh, det gør mig rigtig ondt.
Du får lige en STOR krammer herfra

Det er slet ikke unormalt først at reagere senere, på et dødsfald.

Jeg mistede min Rigtig gode veninde sankthans aften 2006, hun hængte sig selv. Jeg var selvfølgelig meget berørt, men jeg KUNNE IKKE græde, og det irriterede mig meget, for det fik mig til at føle, at jeg slet ikke elskede hende.
Først 9 mdr. senere, en morgen jeg skulle i Spar, for at købe cigeratter, ser jeg hende på forsiden af alle aviser og blade - Jeg brød totalt sammen (Hun var på forsiden fordi hendes forældre ikke troede på at det var selvmord, så de havde genoptaget sagen).
Midt inde i Spar, sank jeg ned i knæ og græd og græd og græd. Kassedamen fik mig med ud bagved, hvor der blev ringet efter min kæreste, som straks kom og hentede mig.
Jeg var SÅ ødelagt.
Jeg græd uafbrudt i 4 dage.
Så min reaktion kom altså først efter 9 mdr.

Da det hele så havde lagt sig, og jeg havde gået til utallige psykologtimer, fordi det faktisk var rigtig hårdt for mig, dukkede sagen op i Qtv. Jeg så min venindes mor i reklamen, og igen væltede min verden - Og igen måtte jeg til psykolog.

Jeg tænker stadig på det, hver dag, men jeg har lært at leve med sorgen. Her til efteråret udkommer der en bog om hendes sag, hvilket berør mig meget, da jeg synes det er trist at Pernille ikke bare kan få fred. Men jeg er alligevel nysgerrig nok til at skulle læse bogen.

Jeg håber inderligt at du lader dig selv være ked af det. Det er helt okay at være ked af det over et tab. Så græd du bare ud!

Mange knus

Det gør mig meget ondt at hører. Ja det er jo meget meget værre end med min oldemor der sov stille ind pga alderdom. Men ja, det er bare så underligt, at man først græder så lang tid efter. Jeg føler jeg svigter hende, men jeg har bare heller ikke kunne græde. - andet end til hendes begravelse, men det var bare kort jeg græd.

Ja jeg måtte bare ud med det

marikka skriver:

Det gør mig meget ondt at hører. Ja det er jo meget meget værre end med min oldemor der sov stille ind pga alderdom. Men ja, det er bare så underligt, at man først græder så lang tid efter. Jeg føler jeg svigter hende, men jeg har bare heller ikke kunne græde. - andet end til hendes begravelse, men det var bare kort jeg græd.

Ja jeg måtte bare ud med det

Når det kommer til dødsfald, så synes jeg ikke der er noget der er værre end andet - Et dødsfald er et dødsfald, og det er en sorg man skal igennem, lige meget hvordan det sker.

Du skal bare komme ud med det, det er det der er bedst.
Så græd du bare, alt det du vil!

STORT !

STORT kram herfra

Og Det gør mig virkeligt ondt

Men som Metteletten skriver så er det "Normal" at reaktionen først kommer senere.

Mistede min onkel ( som fungerede som en "far" for mig ) for 5 år siden og jeg græd ikk rigtigt det første stykke tid det var først 3 mdr efter, Og min Bedste ven blev knivdrabt et år efter min onkel, og jeg græd ikk før næsten 6 mdr efter, men Nu kan kan jeg snakke om det, MEN jeg sidder stadig og tuder over det, Fordi jeg savner dem så meget Og går stadig til psykolog med det

Og som Metteletten skriver så er det "bedste" du kan gøre for dig selv, er at være ked af det, og græde hvis du har brug for det i stedet for at lukke i