Århusianske børn boede i dynger af skrald

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

1.860 visninger
0 svar
0 synes godt om
8. maj 2008

Moderator

Profilbillede for Moderator
Fra Nyhedsavisen

To drenge på tre og seks år har levet i ophobet køkkenaffald, gamle madrester og brugte bleer i et rækkehus i det nordlige Århus. På trods af at naboerne gjorde opmærksom på forholdene for et år siden, kom børnene først i familiepleje i november sidste år.


Der flyder med brugt emballage fra tarteletter og halvliters piskefløde. Der lugter af tis, og på badeværelset ligger der brugte bleer.

To serviceassistenter fra Århus Total Rengøring bakser med få et køleskab løftet op i den halvt fyldte lastbilcontainer. De er ved at rømme et rødt rækkehus på Skelagervej i det nordlige Århus og fjerner møjsommeligt mørnede madrasser, skjoldede lagener og poser med brugte bleer, fordærvede madrester og bunker af andet affald fra huset.

Lidt derfra går en nabo. Han har hilst på faderen i huset og har et par gange også talt med moderen til de to små drenge på tre og seks år, som indtil slutningen af november sidste år boede i det røde rækkehus.

Et hus, der har dannet ramme om en familie i total opløsning. Et sammenbrud som foreløbigt kulminerede, da naboerne fik nok og kontaktede lokale medier for at gøre opmærksom på de observationer, som flere af dem allerede for et år siden fortalte til Århus Kommune.

Affald overalt

»Der var store sværme af fluer, og det lugtede af tis og forrådnelse,« fortæller naboen, der ikke ønsker sit navn i avisen, men gerne vil vise en videosekvens på sin mobiltelefon optaget i familiens hus onsdag.

Den 51 sekunder lange sekvens viser trappereposen, børneværelset, soveværelset, badeværelset og køkkenet.

Et køkken, som er en stor bunke af affald. Et køkkenbord dækket af poser fra biksemad og pommes frites og med tomme konservesdåser og emballage fra tarteletter og halvliters piskefløde. En trapperepos, hvor det er umuligt at skimte gulvet for dynger af plasticposer. Et badeværelse med brugte bleer, en brunsort toiletkumme og stakke af snavset tøj. Og værelser med plettede madrasser, bjerge af affald og et gråligt, grumset lag smuds på gulvet.

»Der er fire ofre i det hus. De to yngste havde bare ikke mulighed for at opponere,« siger naboen, som fortæller, at områdets beboere flere gange har fortalt om familiens situation til myndighederne.

Børnene var buret inde

For et år siden henvendte Berit Rydahl Sørensen sig til Århus Kommune med en samlet indberetning af de ting, hun gennem nogle år havde oplevet som nabo til familien.

»Det var børn, som aldrig kom ud at lege, men sad ved vinduet med næsten trykket mod ruden. Man kunne se, at de længtes efter at komme ud,« fortæller hun.

Berit Rydahl Sørensens børn har gået i samme daginstitution de to drenge. Hun har mødt den ældste dreng en januardag i ildelugtende tøj med bare tæer og uden overtøj på vej mod børnehaven. Hun har iagttaget, at den yngste i en alder af to år ikke kunne sige almindelige ord, og hun har set de to børn hænge ud af et vindue i seks meters højde, mens forældrene var hjemme.

»Når børnene endelig kom ud, kunne de ikke finde ud af, hvordan de skulle opføre sig. De løb op på min datters værelse og rodede det hele igennem. Det var børn uden grænser,« fortæller Berit Rydahl Sørensen, der ikke selv har været inde i huset.

»Det kunne jeg ikke holde ud. Folk var ved at kaste op,« siger hun.

Socialchefens ansvar

På trods af naboernes henvendelser går der et helt år, før Århus Kommune skrider ind og fjerner børnene, men socialchef Palle Almvig kan ikke forklare de nærmere detaljer i sagsbehandlingen, fordi der er tale om en personsag.

Derfor kan han ikke uddybe, hvad det betyder, at socialforvaltningen ifølge Palle Almvig selv har fulgt familien i en årrække og specielt har været meget opmærksomme og aktive inden for det sidste års tid. Ligsom han heller ikke kan svare på, om børnene først blev anbragt uden for hjemmet, da forældrene selv bad om at få børnene i familiepleje.

Socialchefen lægger vægt på, at billederne fra familiens hjem er taget i går, og at der ikke har boet børn i huset siden november sidste år.

»Jeg kan godt forestille mig, at der er sket en ophobning af affald, efter at børnene har forladt hjemmet,« siger han og tilføjer:

»Men uanset hvad der er sket, eller ikke er sket, så er det mit ansvar som socialchef«.


Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.