Vi fortalte forældre og venner det allerede da vi fandt ud af det i sjette uge - vi var bare overlykkelige, så alle skulle da vide det, og desuden havde både lægen og sygplejersken fortalt os, at det ville gå godt idet jeg både var ung (24) og sund og rask.
Men, men, men... det gik galt i 11.uge, hvor vi fandt ud af at fostret ikke levede, så jeg skulle have en udskrabning. Vi var selvfølgelig helt nede, og det var hårdt at skulle fortælle det til alle. Men det var på en måde også rart, at folk vidste det og dermed kunne forholde sig til vores sorg, fordi de havde delt vores glæde med os. Og jeg tror også, som du selv er inde på, at det ville være hårdere først at skulle fortælle at man var gravid, men ikke længere er det.
Det er altså ikke for at gøre dig helt trist, men jeg vil bare fortælle dig, at jeg synes det er en god ide, at I fortæller jeres forældre om det, og så venter med resten. Det har vi tænkt os at gøre næste gang vi venter os.
Man kan jo ikke gå alene med den glæde og lykke i så mange uger indtil man ved at alt er godt.
Jeg håber, at du får en dejlig graviditet - og at det resulterer i et sundt barn
- Rikke
Anmeld