Kan snart ikke mere :-(

Hej alle!

Jeg skal bare af med nogle frustrationer! I august 09 finder min kæreste og jeg ud af, at jeg er blevet gravid! Det er fantastisk og vi involverer alle i vores lykke! I starten af oktober begynder jeg så at få lyserødt udflåd! Jeg er egentlig ikke bekymret, men kontakter alligevel lægen! Han sender mig til akut scanning på min fødselsdag d 8 okt, hvor man konstaterer, at jeg har haft en missed abortion! Dagen efter bliver fosteret fjernet :-( det var en ret hård oplevelse, specielt fordi det ikke kun var os der var involveret, men hele familien og alle vennerne!

Min kæreste og jeg besluttede straks efter, at vi ville prøve igen og lykken var med os allerede efter første cyklus. Jeg er gravid igen og er nu i 9 uge. Man ville så tro, at jeg bare var overdrevet taknemlig og glædede mig helt vildt, men sådan har jeg det slet ikke :-(

jeg har i denne graviditet blødt en del og har været til scanning i 6+2 og 7+6! begge gange har alt set fint ud på trods af blødningerne!

Jeg er bare slet ikke glad. Jeg er frustreret og skide angst for at det mod alle odds skal gå galt igen! Jeg er blevet i tvivl om, om min kæreste og jeg overhovedet kan magte rollen som forældre! Jeg har det ret skidt for tiden... Super meget kvalme og min psyke er helt skidt! Har ik rigtig været udenfor en dør under graviditeten! Jeg er så bange og usikker!

Nu føler jeg, at jeg ikke fortjener det barn, når jeg har alle de følelser! Hvad skal jeg gøre?

Kærligst den fortvivlede 8+4

Lunae skriver:

Hej alle!

Jeg skal bare af med nogle frustrationer! I august 09 finder min kæreste og jeg ud af, at jeg er blevet gravid! Det er fantastisk og vi involverer alle i vores lykke! I starten af oktober begynder jeg så at få lyserødt udflåd! Jeg er egentlig ikke bekymret, men kontakter alligevel lægen! Han sender mig til akut scanning på min fødselsdag d 8 okt, hvor man konstaterer, at jeg har haft en missed abortion! Dagen efter bliver fosteret fjernet :-( det var en ret hård oplevelse, specielt fordi det ikke kun var os der var involveret, men hele familien og alle vennerne!

Min kæreste og jeg besluttede straks efter, at vi ville prøve igen og lykken var med os allerede efter første cyklus. Jeg er gravid igen og er nu i 9 uge. Man ville så tro, at jeg bare var overdrevet taknemlig og glædede mig helt vildt, men sådan har jeg det slet ikke :-(

jeg har i denne graviditet blødt en del og har været til scanning i 6+2 og 7+6! begge gange har alt set fint ud på trods af blødningerne!

Jeg er bare slet ikke glad. Jeg er frustreret og skide angst for at det mod alle odds skal gå galt igen! Jeg er blevet i tvivl om, om min kæreste og jeg overhovedet kan magte rollen som forældre! Jeg har det ret skidt for tiden... Super meget kvalme og min psyke er helt skidt! Har ik rigtig været udenfor en dør under graviditeten! Jeg er så bange og usikker!

Nu føler jeg, at jeg ikke fortjener det barn, når jeg har alle de følelser! Hvad skal jeg gøre?

Kærligst den fortvivlede 8+4

 

puuuha det lyder rigtig trist 

Jeg havde selv en periode i min graviditet hvor jeg synes det hele var noget lort og jeg begyndte at gå turer, enten alene eller med en veninde, så jeg havde en at snakke med og ellers bare for at få frisk luft og for at få vent tankerne til noget positivt.

Det er normalt at man er bange for at det går galt igen og den ene angst kan hurtigt ta' den anden og til sidst bliver man så usikker at man slet ikke er sikker på noget som helst  men man bliver nød til at tænke positivt, selvom jeg godt ved at det er svært...tænk på alt det din kæreste og dig har overvundet og I elsker stadigvæk hinanden om ik' endnu højere end før og nu har I skabt et dejligt barn sammen som ligger så fint i din mave og venter på at komme ud og se sin mor og far og hører deres stemmer uden den ulidelige rungen igennem alt det fostervand...tænk på hvad mon det er for en.....en lille smuk pige eller måske en lille stærk dreng....tænk på hvordan den mon ser ud? Tænk på navne....måske en Isabella eller en Luca eller noget helt andet???

Du skal ikke være bange for at I ikke kan magte at være forældre, det er jeg sikker på at I kan.....at være angst er ikke ens betydende med at du/I ikke fortjener jeres barn, det viser bare at du vil dit barn det bedste og at du allerede nu tænker mere på den end på jer selv og det er jo et godt tegn 

Jeg håber at du kan bruge det til noget

 

Tusind tak for din besked! Jeg tror du har ret i, at jeg skal fokusere på det positive og ikke tænke så meget på alt det det kan gå galt! Jeg skal forstå, at det er okay at glæde sig.. Jeg skal virkelig bare trække mig selv op, så det ikke ender helt galt med mig!

Lunae skriver:

Tusind tak for din besked! Jeg tror du har ret i, at jeg skal fokusere på det positive og ikke tænke så meget på alt det det kan gå galt! Jeg skal forstå, at det er okay at glæde sig.. Jeg skal virkelig bare trække mig selv op, så det ikke ender helt galt med mig!

du har fortjent det barn lige så meget som alle andre - og dine tanker er kun helt normale  Jeg har drømt om at blive gravid siden jeg var 15, men har ikke seriøst prøvet på at blive det før nu. Det lykkedes første gang - men har haft det skidt i 3 mdr. med kvalme, blødninger osv - og derfor kunne jeg på det tidspunkt slet ikke være glad. Hvis jeg så børnetøj havde jeg lyst til at gå den anden vej - meget, meget underlig fornemmelse, da jeg jo endelig var i den situation jeg altid havde drømt om  Hormoner er noget underligt noget - men ja tænk på alt det gode istedet for alt det der kan gå galt. Jeg er sikker på at mine drenge blir de sejeste drenge - fordi mine tanker er så positive nu og at jeg virkelig, virkelig glæder mig.

Lunae skriver:

Tusind tak for din besked! Jeg tror du har ret i, at jeg skal fokusere på det positive og ikke tænke så meget på alt det det kan gå galt! Jeg skal forstå, at det er okay at glæde sig.. Jeg skal virkelig bare trække mig selv op, så det ikke ender helt galt med mig!

 

Det var så lidt Lige præcis, og du skriver bare hvis du lige pludselig har brug for det 

by the way, jeg tror at det bliver en dreng

Lunae skriver:

Hej alle!

Jeg skal bare af med nogle frustrationer! I august 09 finder min kæreste og jeg ud af, at jeg er blevet gravid! Det er fantastisk og vi involverer alle i vores lykke! I starten af oktober begynder jeg så at få lyserødt udflåd! Jeg er egentlig ikke bekymret, men kontakter alligevel lægen! Han sender mig til akut scanning på min fødselsdag d 8 okt, hvor man konstaterer, at jeg har haft en missed abortion! Dagen efter bliver fosteret fjernet :-( det var en ret hård oplevelse, specielt fordi det ikke kun var os der var involveret, men hele familien og alle vennerne!

Min kæreste og jeg besluttede straks efter, at vi ville prøve igen og lykken var med os allerede efter første cyklus. Jeg er gravid igen og er nu i 9 uge. Man ville så tro, at jeg bare var overdrevet taknemlig og glædede mig helt vildt, men sådan har jeg det slet ikke :-(

jeg har i denne graviditet blødt en del og har været til scanning i 6+2 og 7+6! begge gange har alt set fint ud på trods af blødningerne!

Jeg er bare slet ikke glad. Jeg er frustreret og skide angst for at det mod alle odds skal gå galt igen! Jeg er blevet i tvivl om, om min kæreste og jeg overhovedet kan magte rollen som forældre! Jeg har det ret skidt for tiden... Super meget kvalme og min psyke er helt skidt! Har ik rigtig været udenfor en dør under graviditeten! Jeg er så bange og usikker!

Nu føler jeg, at jeg ikke fortjener det barn, når jeg har alle de følelser! Hvad skal jeg gøre?

Kærligst den fortvivlede 8+4

Sødeste Luna, da!!!!
Først et kææææææmpe til dig!!

For det første! DU HAR FORTJENT DET BARN!! Jeg ved hvordan du har ønsket denne graviditet, så selvfølgelig har du fortjent det...

Kender dig vel forholdsvis godt, selvom det er længe siden, og jeg er sikker på at du godt kan klare forældrerollen... Hvil i dig selv søde..

Men jeg kan tydeligt huske det, sådan havde jeg det også af og til i løbet af graviditeten hvor jeg bare tudede og tudede og slet ikke følte at det var det rigtige jeg gjorde, og at når Nicolai kom til verden så kunne jeg sikkert slet ikke finde ud af hvordan man skulle passe sådan et barn! Men søde, det kommer helt af sig selv, og det gør det også ved dig!

Håber snart du kommer over din kvalme, så blir det lidt nemmere at nyde graviditeten!

Skriv endelig, lige hvor du vil og hvornår du vil!

Knus Renée

Tak for alle de søde tanker og svar! Det varmer mit hjerte! Håber bare snart, at jeg er på toppen igen!