Hejsa alle i dejlige tøser!
Jaaa, her kommer der lige et tude indlæg.... 
Min søn var jo en tur på oprations bordet igår, og det at se ham blive lagt i fuld narkose, var virkelig hård ved mig... Han holdt mig i hånden og puttede sig helt op af mig da han fik masken på, og pludselig var han bare helt slap i kroppen, slap min hånd, hev efter vejret og vendte det hvide ud af øjne.... Sad og følte at nu mistede jeg ham, for sådan både lød han og så ud. Viste jo godt at sådan var det ikke, men bare det at følelsen gik igennem kroppen var forfærdelig....
Da han vågnede var han slet ikke til at styre, han rendte og drejede sig rundt i sengen og græd rigtig meget. Og der gik længe før han kom ordenlig til sig selv....
Da min kæreste havde noget gruppe arbejde i skolen som skal fremlægges nu her, havde jeg sagt til ham at han ikke behøvede at ta med, jeg tog i stedet min far med, som var en kanon god støtte for mig.
Da min kæreste så kom hjem igår virkede han egentlig bare skide sur, og gav mig bare et hurtig kys og spurgte om det havde været hårdt. Jeg sagde JA og fik tåre i øjne. Men han satte sig så ind i stuen til vores søn.... Gik egentlig hele dagen og forsøgte at gøre ham glad, og vise ham at jeg måske havde brug for et kram overn på en grim oplevelse, i stedet for en kæreste som bare virkede afvisende og sur...
Til nat valgte han så at sove på sofaen, fordi jeg havde sagt jeg gerne ville have vores søn i soveværelset om natten så jeg kunne holde øje med ham. For så at give os mere plads tog han sofaen! Men ikke engang da vi sagde godnat til hinanden, fik jeg andet end bare et hurtig kys også sagde han at han elsker mig...
Sidder så her i dag og har det rigtig træls med dagen igår, og føler stadig jeg har brug for det kram... Og ja pludselig kunne jeg bare ikke holde tårene tilbage, så sidder her alene mens vores søn sover, og hyler....
Undskyld et langt og træls indlæg....
Kram
