Min omsorgsfulde skat...!

Da jeg vækkede Idun idag og vi sad og krammede, efter jeg havde givet hende tøj på, så spørger hun mig:

Moar, hvordan har du egentligt sovet?... Og jeg kan jo svare, sådan nogenlunde.

Hun har godt luret at jeg ikke har det super godt for tiden og så siger hun: Du bliver altså nødt til at gå til lægen, hvis det bliver ved...

Åh pus, hvor er du altså sød. Men... Så ved jeg ikke om jeg kan gå rundt og ikke fortælle Idun i 4 uger endnu... Mmm....

Jeg ved ikke om jeg skal fortælle hende at mor, MÅSKE skal have en baby. Jeg er bare så bange for at hun bliver ked af det. Vi ville ikke fortælle hende det før efter NF, fordi hun blev SÅ ked af det, da vi mistede spunken. Hun var simpelthen SÅ virkelig virkelig ked af det...

Men hvis jeg fortæller hende, at mor måske skal have en baby, men lægen ikke kan sige det, før om en måneds tid, vil hun så kunne forstå det?...

Hmm. Jeg skal selvfølgelig også lige snakke med Tom om det... Men altså.

Jeg er i vildrede...

Hejsa:0)

Nåh, hun er simpelthen den sødeste pige:0) Hun er så omsorgsfuld:0)

Havde jo selv en SA i sommers hvor begge børn vidste vi ventede os, de blev også kede og Asta græd, nok mest fordi hun kunne se, hvor kede af det vi var. Men de lod ti at forstå at "grimme" ting kan ske osv.

Da vi senere fandt ud af at vi ventede os igen, var vi også i tvivl om vi skulle sige det tidligt eller vente. Vi besluttede at sige det til dem. Deres spørgsmål var så, jamen bliver den i maven denne gang. Og vi svarede, det ved vi ikke, men det håber vi meget. Det er ikke noget vi selv bestemmer. Nåh okay, og så siger Asta, jamen hvis den ikke bliver til noget mor, så kommer den jo op til den anden baby i himlen og så kan de lege sammen:0) og vi måtte jo smilende sige ja:0)

De næste mange uger spurgte de ofte, om baby var i maven endnu, og vi kunne jo heldigvis sige ja. Og da vi havde været til NF sagde vi at nu blev baby i maven:0)

Det er en svær balance gang, for hvor meget skal man fortælle dem, og hvor meget skal de vide om godt og dårligt, når man er så lille. Men de tog det flot, og vi var glade for at vi fortalte dem det.

Knus

Christina

Hvor er hun bare søde...

Jeg syntes da i skal fortælle hende det for det virker som om hun er lidt bekymret for dig. hvis i nu fortælle hende det som du skrev med at lægen ikke kan fortælle det helt før om en månede så tror jeg nok hun skal forstå.

Zafir skriver:

Da jeg vækkede Idun idag og vi sad og krammede, efter jeg havde givet hende tøj på, så spørger hun mig:

Moar, hvordan har du egentligt sovet?... Og jeg kan jo svare, sådan nogenlunde.

Hun har godt luret at jeg ikke har det super godt for tiden og så siger hun: Du bliver altså nødt til at gå til lægen, hvis det bliver ved...

Åh pus, hvor er du altså sød. Men... Så ved jeg ikke om jeg kan gå rundt og ikke fortælle Idun i 4 uger endnu... Mmm....

Jeg ved ikke om jeg skal fortælle hende at mor, MÅSKE skal have en baby. Jeg er bare så bange for at hun bliver ked af det. Vi ville ikke fortælle hende det før efter NF, fordi hun blev SÅ ked af det, da vi mistede spunken. Hun var simpelthen SÅ virkelig virkelig ked af det...

Men hvis jeg fortæller hende, at mor måske skal have en baby, men lægen ikke kan sige det, før om en måneds tid, vil hun så kunne forstå det?...

Hmm. Jeg skal selvfølgelig også lige snakke med Tom om det... Men altså.

Jeg er i vildrede...

Hej

Sådan som jeg ser det er der to muligheder

I må gøre op med jer selv om i vil fortie sandheden, eller fortælle sandheden.

For der kan jo altid findes på masser af historier om dig og at du har været til lægen og fået taget prøver, og sådan noget tager jo tid også i virkeligheden at få undersøgt prøver m.m. og holde hende hen på denne måde, men det kræver selvfølgelig at i er lidt mere opmærksomme på hvad i siger når hun lytter m.m., for at i ikke dummer jer ;-)

Så i må finde ud af hvad der betyder mest at holde hende hen med snak til efter, eller at fortælle sandheden.

mvh Michael

Sagen er at hun IKKE ved at jeg havde min SA, men at hun var fuldstændig knust rigtig længe, da det var vi mistede Spunken. Derfor fortalte vi hende ikke at jeg var gravid sidste gang og nu har der jo været 2 gange, hvor det er gået galt. Så det er fanmer svært.

Noget i mig siger, at det selvfølgelig går godt dennegang og andet i mig, tør slet ikke tro noget som helst endnu.

Så det er virkelig svært.

Men det er naturligvis noget vi skal være enige om, Tom og jeg. - Før vi fortæller hende noget.

Zafir skriver:

Sagen er at hun IKKE ved at jeg havde min SA, men at hun var fuldstændig knust rigtig længe, da det var vi mistede Spunken. Derfor fortalte vi hende ikke at jeg var gravid sidste gang og nu har der jo været 2 gange, hvor det er gået galt. Så det er fanmer svært.

Noget i mig siger, at det selvfølgelig går godt dennegang og andet i mig, tør slet ikke tro noget som helst endnu.

Så det er virkelig svært.

Men det er naturligvis noget vi skal være enige om, Tom og jeg. - Før vi fortæller hende noget.

Ok, men så handler det vel om du/i tager stilling til, om i vil være på den sikre sidde , og undgå en datter blive knust, og derfor fortier det indtil viderem eller om i vil fortælle sandheden, og så tage den der, og håbe på at alt er som det skal være

mvh Michael

Zafir skriver:

Da jeg vækkede Idun idag og vi sad og krammede, efter jeg havde givet hende tøj på, så spørger hun mig:

Moar, hvordan har du egentligt sovet?... Og jeg kan jo svare, sådan nogenlunde.

Hun har godt luret at jeg ikke har det super godt for tiden og så siger hun: Du bliver altså nødt til at gå til lægen, hvis det bliver ved...

Åh pus, hvor er du altså sød. Men... Så ved jeg ikke om jeg kan gå rundt og ikke fortælle Idun i 4 uger endnu... Mmm....

Jeg ved ikke om jeg skal fortælle hende at mor, MÅSKE skal have en baby. Jeg er bare så bange for at hun bliver ked af det. Vi ville ikke fortælle hende det før efter NF, fordi hun blev SÅ ked af det, da vi mistede spunken. Hun var simpelthen SÅ virkelig virkelig ked af det...

Men hvis jeg fortæller hende, at mor måske skal have en baby, men lægen ikke kan sige det, før om en måneds tid, vil hun så kunne forstå det?...

Hmm. Jeg skal selvfølgelig også lige snakke med Tom om det... Men altså.

Jeg er i vildrede...

hmmm....hun ER synsk hun er dejlig

Hvor er hun skøn. Og jeg forstår din uro.

Og din frygt kan man jo ikke bare fjerne og hvem har lyst til at gøre sit barn ked...

Jeg ville nok binde en lille historie sammen om influenza/maveforkølelse også når I er klar til at indvie hende, fortælle at din sygdom sørme var en sund og rask baby i maven...

Så har I stukket en lille hvid løgn for at skåne jer alle.

Men svært er det da.

Sikke omsorgsfuld din datter er.

Men angående dit spørgsmål, så ved jeg det ikk, det er jo op til jer og I ha lyst til at sige det eller vente

Nåååhhhhhhh........det er da ikke til at stå for, sådan en lille omsorgsgiver. Hun kan jo mærke det, og er bekymret.............måske er det bedre at hun ved det, og føle at hun er med i det hele.

Ked af det bliver hun alligevel hvis det går galt.............for hun "mærker" jo dig og dine følelser. Hun pejler jo, efter stemninger og humørforandringer.

Mette