Fra Nyhedsavisen
Personale stoppede mand, der ville hente en pige, der ikke var hans. Nu advarer kommunen andre vuggestuer om manden.
Han kom ind af døren og nævnte navnet på en lille pige, som han ville hente.
- Jeg er her i stedet for hendes mor, sagde han.
Men hvis et barn skal hentes af andre end forældrene, så kræver det en klar aftale - og sådan en havde manden ikke.
I stedet forklarede han, at moderen sad nede for enden af trappen, men bare havde for ondt i ryggen til at komme op og hente datteren.
Den købte personalet ikke, og til sidst opgav manden sit forhavende og stak af.
Gjorde det rigtige
Episoden fandt sted i forrige uge i en vuggestue på Østerbro i København, og indtil videre holder kommunen navnet på institutionen hemmeligt. Det forventes dog at blive offentliggjort senere på dagen.
- Det er en episode, som vi tager meget alvorligt, og jeg er glad for, at personalet gjorde det rigtige - nemlig at spørge ind til mandens aftale i stedet for at udlevere barnet, siger børne- og ungechef på Østerbro, Pia Hjørtoft, til Avisen.dk.
Lederne på tilsvarende institutioner på Østerbro har nu fået en melding fra kommunen, så de kan være ekstra opmærksomme på manden i den kommende tid.
Institutionen vil ikke spekulere i et motiv, men vuggestuen ligger i et område med mange forskellige institutioner - også flere for socialt belastede.
- Det kan være en sindsforvirret mand, det kan være mange ting. Det vil jeg ikke gætte på, siger Pia Hjørtoft.
Forældrene i vuggestuen bliver orienteret i løbet af dagen.
Anmeld