Hej Rikke!
Du er slet ikke selvoptaget.............vil jo bare din mor det bedste, ikke??
Jeg ved lige nøjagtig hvordan du har det............den følelse af afmagt, når man kan se at de ødelægger deres helbred langsomt.
Min mor har stærkt nedsat lungekapacitet ( har kun ca. 20-25 % tilbage), og døjer med den ene lungebetændelse efter den anden, som hun har svært ved at komme sig over. Hun har type 2 diabetes og vejer ca. 15-20 kg. for meget. Alligevel sidder hun stadig og ryger............og dirrigere rundt med hele familien, fordi det er hårdt for hende bare at rejse sig op. Jeg lyver ikke, når jeg siger at hun kun kan gå ca. 50 meter, uden at hun pruster og stønner.
Jeg har i mange år givet hende stikpiller om rygningen o.s.v.........hvilket bare resulterede i at hun blev sur og vrissen.
Imidlertidig er der sket en ændring nu...............hun har været hos lægen d. 3 januar, og har fået nogle dyre piller, som skal tage trangen. Og er ret hooked på at stoppe.
Jeg tror at hendes pludselige opvågnen, er kommet efter at jeg havde en snak med hende................tja, flere faktisk her over efteråret. Hun har jo hjulpet os meget, i denne periode hvor Ida har været så syg. Og jeg har siddet og grædt over for hende, og sagt til hende at jeg ikke kunne undvære hende, da hun er den ENESTE jeg tør overlade Ida til.
Juleaften, udbragte vi et stort skål for min mor og hendes mand og sagde tak for al deres hjælp, gennem vores svære tid. Og vi fortalte dem, at vi håbede at de var hos os i mange år endnu, og at de ville passe lidt bedre på sig selv, så vi kunne få lov at beholde dem. Min mor begyndte at græde.........så rørt blev hun. Jeg tror at al dette har gjort at hun er begyndt at tænke.............og har besluttet at prøve at gøre noget ved hendes sundhed.
Nå, men det blev et langt svar på dit indlæg...........men bare for at fortælle, at du ikke er alene.............