Når beslutningen er taget, og man forsøger at blive gravid, er det oftest med en forhåbning om, at det lykkes hurtigst muligt. Det er en tid fyldt med spænding, håb og skuffelse, hvis det ikke lykkes.
Hvor længe har du/I forsøgt at blive gravid?
Hvilke tanker har du gjort dig, mens du/I forsøger at blive gravid?
Hvordan påvirker det dig, når det lykkes for andre, mens du måske stadig venter på den positive test?
Andre tanker, du har gjort dig?
Dit svar vil muligvis blive brugt i en bog om moderskab, så skriv hvis du vil være anonym. Du er også velkommen til at skrive en privat besked til mig.
Bedste hilsner
Karoline
Uha det er jo lidt følsomt.
Vi tog beslutningen om at nu ville vi gerne have et barn i November måned 2008. Da var jeg 24. Jeg stoppede på p pillerne og så var vi spændte. Jeg stoppede med at drikke alkolhol og følte rigtig jeg gik og holdte på en hemmelighed. Jeg havde længe haft problemer med min mave, og gik til lægen med det, han anbefalede mig at være med i et forsøg på køge sygehus, og jeg blev meget nedslået da jeg ikke kunne være med der, hvis jeg var gravid. Jeg skulle altså beslutte hvad der var vigtigt lige der, og valgte at gå med i forsøget, da jeg har lidt af maveproblemer siden jeg var teenager. Det blev iomodlertidig ikke noget der kunne hjælpe mig, og jeg smed igen P pillerne i Januar 2009.
Uhh derfra var det bare helt vildt, jeg kunne ikke fatte vi var nået dertil min mand og jeg og jeg glædede mig bare så meget til at stå med den der G-test i hånden og se på to fantastiske streger. Puha den tid var en lang rutchetur. Fyldt med op og nedture, jeg fik ikke min mens og jeg troede selvfølgelig i lang tid at jeg måske var gravid, jeg testede så mange gange, hvert gang med et spinkelt håb. Jeg bilde mig selv ind, at nu skulle jeg lige tage en test, og det var lige meget om den var negativ, for vi skulle nok nå det, men blev så ked hver gang jeg så den røde kontrol streg alene. Min mand blev sur på mig, fordi jeg blev ved med at udsætte mig selv for det.
Men mens forblev væk og efter et halvt år ringede jeg til lægen, han ville dog ikke hjælpe mig før efter et år.. ja det var meget normalt at der gik op til et år før ens cyklus kom i gang igen efter p pille stop. Så jeg gik i gang med at vente, men stoppede helt med at teste, og kunne gange på gange konstatere at mine veninder overhaldede mig indenom. Det gjorde bare så ondt, blev SÅ glad på deres vegne, men sørgede lidt inde i mig selv - for hvorfor kunne jeg ikke. De følelser har jeg stadig. Havde håbet jeg blev en af de få der kunne være med til at vende statistikken, om at man havde gode chancer for at blive gravid hurtigt efter p pille stop.. men NEJ.
Efter et år gik jeg til lægen igen, han opdagede at jeg producerede et hormon som jeg ikke skulle, som bl.a. forhindre mens. Han sendte mig videre til Gyn. Hun konstaterede bare at jeg ikke havde PCO, hvilket jeg heller ikke regnede med da jeg ikke havde nogle symptomer. Jeg fik så en kirug inde på riget, som jeg blev opereret af for et år siden (efter gyns opfordring) til at henvise mig til deres endokrinologiske afdeling. Her er jeg så nu... jeg er midt i et forsøg, og skal til samtale derinde igen i December.
Det har været en langt og hårdt forløb, vi har gjort os mange tanker i mellemtiden, men lige nu er vi der, hvor vi nyder den tilværelse vi har lige nu. Vi nyder at vi kan gøre, hvad der passer os, når det passer os... vi er f.eks. i gang med at tage Motercykel kørekort... meget ulogisk når man gerne vil være forældre lige om lidt, men vi trængte bare til at gøre noget anderledes - for os!!
Men jeg glæder mig så meget til vi endelig får lov til rigtigt at forsøge, for i 2 år snart, har jeg været frataget muligeden for overhovedet at blive gravid.. men frygter samtidig, at der er noget nyt der går galt, så der kommer til at gå yderligere et år eller to .... eller måske flere.
Ja sorry, det blev en lang smøre. 
