at fortælle at man er gravid til sine forældre???

hej alle.

mig og min kæreste går med tanker om en lille. vi er begge 22, snart 23 og min største bekymring er hvordan jeg skal få det fortalt til mine forældre og søskende, når det er sket. ikke at jeg er bange for hvordan de vil reagere, men jeg har simpelthen INGEN anelse om det, og det er rimelig skræmmende... jeg tænker tit på alle de forskellige muligheder der er... men jeg ved virkelig ikke hvad de vil sige...

jeg ved de glæder sig og at de 100 vil være der for os, men det er deres første reaktion der er lidt uhyggelig at tænke på

hvilke tanker havde i andre da I skulle fortælle det til jeres forældre??? var I også lidt nevøse for det???

Tror ikke man skal tænke så meget over det. Jeg gjorde det og var sikker på de vil blive så sure pga det tidpunkt i mit liv jeg blev gravid men de reagerede med at det selvfølgelig ikke var det rigtige tidspunkt og så var der ikke mere i det og de glædede sig og min mor købte lidt små tin gosv.

Frank var sikker på at hans mor vil græde af glæde fordi sdan er hun. Hun blev så skuffet over ham at de ikke snakkede i nogle mdr pga det, det var tidlig i vores forhold at jeg blev gravid og det behandlede os nærmest som teenager. Men efter et par mdr så var der ikke mere der.

Vi var 21 og 20, Davids far og jeg, da jeg blev gravid. Vi fortalte det bare! Tænkte ikke andet end at de ville blive glade  - og det blev de!!!

Tja, de fleste forældre liver da glade for sådan en besked

Det er da kun hvis de finder en dybt uansvarlig og umoden de kan have deres tvivl om det nu er en god ide, eller plejer de da at juble?:-)

Min mor skreg af glæde....men jeg mistede det og der gik 2 år inden der var gevinst igen, så hun var jo forberedt på at beskeden kom igen:-)

Jeg fortalte det på den mest latterlige måde man kunne... Via sms...

Folk var meget imod at vi skulle til at have en lille... Men senere hen, kom glæden fra de forskellige...

nikoline skriver:

hej alle.

mig og min kæreste går med tanker om en lille. vi er begge 22, snart 23 og min største bekymring er hvordan jeg skal få det fortalt til mine forældre og søskende, når det er sket. ikke at jeg er bange for hvordan de vil reagere, men jeg har simpelthen INGEN anelse om det, og det er rimelig skræmmende... jeg tænker tit på alle de forskellige muligheder der er... men jeg ved virkelig ikke hvad de vil sige...

jeg ved de glæder sig og at de 100 vil være der for os, men det er deres første reaktion der er lidt uhyggelig at tænke på

hvilke tanker havde i andre da I skulle fortælle det til jeres forældre??? var I også lidt nevøse for det???

 

Jeg var også lidt nervøs for at skulle fortælle det, det var dog mest fordi at vi ikke engang havde været sammen 1 år da jeg blev gravid. 
Min mor blev dog rigtig rigtig glad, min stedfar sagde ikke rigtig noget. Mine svigerforældre var vist noget overraskede og min ene svigerinde græd fordi hun var så glad på vores vegne Den sidste reaktion det er jo den man gerne vil have  

Reaktionen kommer an på forældrene og hvor man er henne i sit liv og forhold.

Min mor er typen der ikke lægger fingre imellem og siger sin mening og det kan godt såre engang imellem. Med min første søn var jeg ikke så gammel (19 år), og her blev jeg mødt af bebrejdelse og ord som at: "nu får du jo aldrig nogen uddannelse" og sådan. (det skal lige siges at jeg siden gennemførte både gymnasiet og læreruddannelsen, så jeg har bevist det modsatte).

Denne gang (godt 10 år efter) var reaktionen en helt anden, men jeg kan godt huske nervøsiteten i sommer, da vi fortalte dem det over en brunch. Jeg er sat til at føde her i januar, så vi startede med at fortælle at vi ikke skulle på skiferie til næste år, og så kom årsagen jo så bagefter og de blev meget glade på vores vegne.

Min svigermor derimod (det er hendes første barnebarn) var næsten ved at tude da jeg fortalte det. De blev meget glade og hun havde virkelig svært ved at vente med at fortælle det til resten af familien (vi fortalte det nemlig allerede i uge 9, men ville gerne vente til efter uge 12 med at fortælle det til hele verden, fordi jeg inden da havde haft en graviditet, der endte i en spontan abort allerede i uge 7, men den havde vi ikke nået at fortælle nogen om).

Min mor havde længe talt om, at vi skulle på hyggetur til Berlin til maj (i år) og jeg vidste jo godt, at vi ikke kom afsted (har termin 9/5).

Jeg var også nervøs og indledte med at sige, at jeg nok havde en lidt dårlig nyhed - at vi ikke kom til Berlin. Reaktionen var selvfølgelig "nå da, hvorfor det - hvor ærgerligt". Jeg svarede så, at forklaringen til gengæld var en god nyhed og så viste jeg skanningsbilledet fra NF skanningen. Og begge mine forældre blev meget glade!

Og så sidder hormonbomben mig, og får våde øjne af jeres historier....

Her tredje gang sendte jeg en sms til min søster, som bor i Libanon. Jeg skrev at jeg havde en god nyhed, at vi IKKE kom på besøg hos dem til sommer. Min søster blev rasende og sendte straks en sur besked om, hvad f..... der var godt ved det..

Så skrev jeg tilbage at jeg skulle føde til sommer.

Og så blev jeg bombet med tillykke sms'er og jubel og at så ville de komme til Danmark til sommer, og være her, når Lille kommer til verden

nikoline skriver:

hej alle.

mig og min kæreste går med tanker om en lille. vi er begge 22, snart 23 og min største bekymring er hvordan jeg skal få det fortalt til mine forældre og søskende, når det er sket. ikke at jeg er bange for hvordan de vil reagere, men jeg har simpelthen INGEN anelse om det, og det er rimelig skræmmende... jeg tænker tit på alle de forskellige muligheder der er... men jeg ved virkelig ikke hvad de vil sige...

jeg ved de glæder sig og at de 100 vil være der for os, men det er deres første reaktion der er lidt uhyggelig at tænke på

hvilke tanker havde i andre da I skulle fortælle det til jeres forældre??? var I også lidt nevøse for det???

 

De tanker du har kender jeg godt.

Jeg tænkte selv det samme hvordan fortæller jeg familien at jeg er gravid..... Det gjorde det ikk bedre at min søster næsten lige havde fortalt hun var gravid, eller det faktum at min familie d. 29 sep 07 havde fået afvide jeg havde en kæreste og i midt dec 07 skulle jeg fortælle jeg var gravid 2 mdr henne. Men de fleste reaktioner var gode, min fars var sikke hurtige vi var, men den fik min søster også....

Anden gang var straks værre, jeg fandt ud af jeg var gravid og var super glad, men vidste med det samme hvad min familie ville sige. De havde nemlig siden vi fik Cassandra snakket om vi burde flytte fordi vi ikk havde så meget plads og alt det. Men det skal lige siges at vi har ingen problemer med pladsen og synes selv vi har nok plads. Men vi fortalt det til min kærestes familie, da jeg var i uge 6 og de blev vildt glade, hans svigerinde sagde lige ud hvordan hun havde det, at hun synes det var tidligt igen, men at det var jo op til os. Det kan jeg tage og føle på og sige ok, men hun var stadigvæk vild glad.

Min familie fik det afvide på Cassandras 1 års fødselsdag, der var jeg 12 uger henne, og jeg havde desværre ret i hvad de ville sige, Det er da alt for tidligt, så vil der jo kun være 1½ år i mellem dem, ja min mormors FØRSTE kommentar var, så skal I jo flytte..... Men de blev stadigvæk glade.

Det sjove er nu er min søster også gravid igen, der vil så være 2 år og 1 mdr mellem hendes og jeg tror ikk de har sagt til hende at det var hurtigt igen, men sådan er min familie desværre.

Men hvis du føler din familie vil blive glad så fortæl dem det. Ellers vent til du selv har vænnet dig til tanken om at være gravid og skal være mor, så betyder det ikk helt så megethvis de ikk er helt glade for du er gravid.