jeg kan simpelthen ikke...

jeg kan simpelthen ikke lade være med at græde idag...det er bare sådan lidt hist og pist og ikke stortudbrølende. Det løber ligesom bare. Idag er det et år siden vi kom ind til scanning og fik at vide jeg havde aborteret. hvilket jeg jo så ikke havde alligevel. jeg kan bare huske hvor ydmygende det var at ligge der og se på skærmen at min livmoder var tom. Jeg kan huske at jeg skammede mig utrolig meget i meget lang tid - først kan jeg ikke finde ud af at blive gravid, når jeg så bliver det, så kan jeg ikke finde ud af at blive det rigtigt! hvordan kom vi overhovedet igennem de fjorten dage fra scanning til operationen i uvished? og hvordan kom vi overhovedet igennem sorgen bagefter? det er så underligt at det er et år siden, for det føles både ligesom det var igår og ligesom det var for ti år siden. først om fjorten dage når vi til årsdagen...kan et hjerte heles hvis der for evigt mangler en bid?

Årh ven... Bliver enormt ked af det af at læse dit indlæg. Det gør sgu så ondt på mig at du skal have det sådan. Der er ikke noget at sige til du har ar på hjertet.... Det vil jo altid være der.

Men søde du må ikke bebrejde dig selv.... Hvis du kunne bestemme forløbet ville du jo ALDRIG vælge at lade barnet gå tabt... Det skal du altid huske på. Når kroppen bare virker er det jo ikke vores skyld og det er det jo heller ikke når den IKKE virker.. Det er vi ikke herre over. Håber altså snart I bliver de heldige vindere af et lille mirakel.

Ja Trine, dit hjerte kan heles, men der vil jo altid være et stort ar, men et ar mærker man ikke nær så meget som et friskt sår.

Så ja, du vil altid mangle en bid af dit hjerte, du har jo mistet en stor del af dig selv. Men med tiden bliver det nok lettere at leve med. Jeg kan godt forstå, at du græder, og det skal du give dig selv lov til. Det er med til at hele dit hjerte!

Jeg føler så meget med dig, og jeg håber du og Søren får jeres drøm opfyldt indenfor nærmeste fremtid!

Stort kram fra mig.