Bund ulykkelig

Ja det er enlig hva jeg er selvom jeg har en enorm sød kæreste, min familie, min bebs i maven og en flytningen som står for døren.

Men alligevel sidder jeg og er dybt ulykkelig føler mig så meget alene kommer dårligt nok udover og hvis så er det kun hjem til mine forældre eller til kontrollerne på sygehuset.

Syns dit de venner som udgiver sig for at være der for mig li pludselig forsvinder eller jeg skal blive ved med at kontakte dem. Og det gider jeg simpelhen ikke Så må nogen føle jeg rammer dem eller ej. Jeg er blot ærlig.

Men for mig er min verden blevet en anden jeg gider ikk snakke om feste, fyre og druk og det har i forvejen aldrig været mig.
Men jeg trænger bare så meget at ku mødes med nogen og få snakket ud om alt hva jeg bærer rundt på

Jeg ved jeg altid kan komme til min mor men det er ikk det samme og vil ikk belaste hende med mere hun tager det tungt nok at hendes eneste barn flytter 180km fra dem

Jeg ved enlig ikk hvor jeg vil hen med det her tror bare jeg trænger til at lufte ud. Og håbe på bare lidt forståelse herinde..

du får lige

Sesse89 skriver:

Ja det er enlig hva jeg er selvom jeg har en enorm sød kæreste, min familie, min bebs i maven og en flytningen som står for døren.

Men alligevel sidder jeg og er dybt ulykkelig føler mig så meget alene kommer dårligt nok udover og hvis så er det kun hjem til mine forældre eller til kontrollerne på sygehuset.

Syns dit de venner som udgiver sig for at være der for mig li pludselig forsvinder eller jeg skal blive ved med at kontakte dem. Og det gider jeg simpelhen ikke Så må nogen føle jeg rammer dem eller ej. Jeg er blot ærlig.

Men for mig er min verden blevet en anden jeg gider ikk snakke om feste, fyre og druk og det har i forvejen aldrig været mig.
Men jeg trænger bare så meget at ku mødes med nogen og få snakket ud om alt hva jeg bærer rundt på

Jeg ved jeg altid kan komme til min mor men det er ikk det samme og vil ikk belaste hende med mere hun tager det tungt nok at hendes eneste barn flytter 180km fra dem

Jeg ved enlig ikk hvor jeg vil hen med det her tror bare jeg trænger til at lufte ud. Og håbe på bare lidt forståelse herinde..

 

øv øv det kender jeg godt...er flyttet over 400 km væk fra min forældre, bror og mine veninder og selvom jeg har fået 2 nye veninder herover, så kan jeg virkelig ha' dårlige perioder hvor jeg bare vil flytte tilbage

Jeg sender dig en masse positive tanker og et kæmpe kram

Hvor bor du?

LotteGabriella skriver:

 

øv øv det kender jeg godt...er flyttet over 400 km væk fra min forældre, bror og mine veninder og selvom jeg har fået 2 nye veninder herover, så kan jeg virkelig ha' dårlige perioder hvor jeg bare vil flytte tilbage

Jeg sender dig en masse positive tanker og et kæmpe kram

Hvor bor du?

Jeg bor i Aabenraa nu men flytter til Korsør her den 30.

Sesse89 skriver:

Jeg bor i Aabenraa nu men flytter til Korsør her den 30.

 

nåh ok, så bor jeg et stykke væk - jeg bor i Nykøbing M., det var  ærgeligt

Sesse89 skriver:

Syns dit de venner som udgiver sig for at være der for mig li pludselig forsvinder eller jeg skal blive ved med at kontakte dem. Og det gider jeg simpelhen ikke Så må nogen føle jeg rammer dem eller ej. Jeg er blot ærlig.

Jeg er så en af de venner du omtaler - og du har fuldstændig ret! I min graviditet led jeg af social angst, så undgik alle mine venner undtagens 1, som er den eneste jeg føler mig 100% tryg ved. Vi to har kendt hinanden i lang tid, men vi har ikke set hinanden i lang tid, så jeg var ikke 100% tryg ved at ses med dig, da jeg var gravid. Det har intet med dig at gøre, det handler kun om min angst. Jeg har det bedre nu efter jeg har født, men nu er jeg tilgengæld meget udkørt fordi Noah har vindkolik....

Jeg ved godt du er stoppet med at kontakte mig fordi du har følt dig stødt af at jeg ikke har kontaktet dig og ja, fravalgt at du skulle med til fødslen.. Men jeg har også fortalt dig hvorfor. Selvom du er en god veninde, så er du jo på en måde lidt fremmed også, fordi vi ikke har haft en god kontakt i laaang tid og det skal genoprettes, men nu flytter du så 180km væk...?

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke eller sige... Jeg ved godt du er skuffet over mig, men jeg er også lidt skuffet over at du bare har ladet være med at kontakte mig, når jeg har fortalt hvordan jeg havde det. Det er 2mdr siden jeg har født og du har ikke vist interesse i at se ham/mig... Desværre er jeg ikke typen der spørger efter at få besøg.. Og det ved du.. Med den viden må du så selv vurdere, om jeg er en veninde der er værd at genskabe en kontakt til eller ej..

Smukkert skriver:

Jeg er så en af de venner du omtaler - og du har fuldstændig ret! I min graviditet led jeg af social angst, så undgik alle mine venner undtagens 1, som er den eneste jeg føler mig 100% tryg ved. Vi to har kendt hinanden i lang tid, men vi har ikke set hinanden i lang tid, så jeg var ikke 100% tryg ved at ses med dig, da jeg var gravid. Det har intet med dig at gøre, det handler kun om min angst. Jeg har det bedre nu efter jeg har født, men nu er jeg tilgengæld meget udkørt fordi Noah har vindkolik....

Jeg ved godt du er stoppet med at kontakte mig fordi du har følt dig stødt af at jeg ikke har kontaktet dig og ja, fravalgt at du skulle med til fødslen.. Men jeg har også fortalt dig hvorfor. Selvom du er en god veninde, så er du jo på en måde lidt fremmed også, fordi vi ikke har haft en god kontakt i laaang tid og det skal genoprettes, men nu flytter du så 180km væk...?

Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke eller sige... Jeg ved godt du er skuffet over mig, men jeg er også lidt skuffet over at du bare har ladet være med at kontakte mig, når jeg har fortalt hvordan jeg havde det. Det er 2mdr siden jeg har født og du har ikke vist interesse i at se ham/mig... Desværre er jeg ikke typen der spørger efter at få besøg.. Og det ved du.. Med den viden må du så selv vurdere, om jeg er en veninde der er værd at genskabe en kontakt til eller ej..

Det kan godt være at du mener jeg ik ville ses med dig eller noget men det er svært når jeg ikk selv ved om du ønsker det eller er klar til det derfor har jeg ladt være med at spørge. Og min tid er begrænset når jeg det meste af min tid nærmest er til kontroller på syghuset pga graviditeten og sukkersygen.

Også syns jeg faktisk det er træls at du bliver ved med at hænge mig op på at jeg flytter væk. For hvis et venskab virkelig er der gør afstanden ikk noget og det har det jo heller ikk gjort før med os.
For der findes internettet og telefoner m.m.

Og jeg hænger ikk længre i at du valgt fra at tage mig med til din fødsel for du bestemmer helt selv så det tænker jeg slet ikk over længre.

Men dette her handler ikk kun om dig men også i forhold til nogle andre jeg førhen har snakket med.

Det er bare træls sådan noget!

Da jeg flyttede fra Sjælland til Jylland (1. gang) mistede jeg RIGTIG mange "veninder". Folk som jeg har kendt hele livet og som svor at vi aldrig ville miste kontakten hørte jeg pludselig aldrig fra. Det er skide hamrende hårdt og man føler sig intet værd overhovedet når den slags sker

Jeg brugte rigtig lang tid på at dunke mig selv oven i hovedet og troede det var mig der var noget galt med - det viste det sig IKKE at være. De mennesker jeg troede var mine venner viste sig slet ikke at være det, og det fandt jeg ud af da jeg fik nye, rigtige, venner. Måske lyder det hårdt, men nogle mennesker er bare ikke hvad man tror de er, og derfor kan venskabet ikke holde til afstand eller ændringer.

Du skal nok finde nye dejlige mennesker. Og mon ikke også bebs bliver en fantastisk indgangsvinkel til nye bekendskaber?

Knus

Det er rigtig hårdt, især at flytte så langt væk... flyttede selv ca. 400 km, væk fra mine forældre, blev gift, fik børn... og alt det der de skulle være en del af... som de også var... men ikke på nært hold...! Jeg savnede alle mine venner og veninder... og man kan ikke ha dem på samme måde som før når man flytter så langt væk... det er umuligt... Men bibeholde kontakten kan man sagtens... Jeg er nu efter 11 år flyttet tilbage... og har stadig kontakt med de tætteste fra dengang... Og nogen gange har der været gået 1 år måske mere hvor man ikke lige har snakket... men rigtige venner lader sig ikke afskrække af det... og kan man snakke som var det igår med det samme... så ER det bare rigtige venner! Da jeg valgte at flytte tilbage igen, forlod jeg så igen nogle venner... specielt min aller bedste veninde fra min voksne tid...! og DET er hårdt, for vi så hinanden næsten hver dag til kaffe...! Men hun kommer og besøger mig næste weekend og det bliver rigtig dejligt! Så vi vil for evig og altid være hinandens.... bare med lidt afstand!

HELD OG LYKKE OG HA DET GODT!

Rikke

Jeg tror at mange falder fra når man bliver gravid/får børn, fordi man får helt nye intresser. Det er klart du føler dig frustreret!

Jeg har det sådan her: Når jeg er sammen med mine veninder der ikke er gravide/har børn, så snakker vi om alt andet en graviditet og børn, fordi jeg føler jeg belaster dem med min snak. Hvis jeg er sammen med de få jeg kender der har børn, så kan vi snakke om alle de ting. Jeg synes også det er træls, men jeg tror bare flertallet er sådan...

Men omvendt er jeg glad for de får mig lidt væk fra tankerne om børn og graviditet, så jeg også går op i alle de andre ting, som jeg lovede mig selv, ikke at glemme.

Men op med humøret, jeg sidder sgu også bare hjemme for tiden alene, jeg har ikke samme energi eller lyst til at komme ud for tiden. Nok også pga vejret! Nogle dage er jeg også virkelig ked af det, men det er mest pga humørsvingningerne tror jeg.