Puha så er det min tur til at lette hjertet..
Jeg har for noget tid siden fået et fantastisk lille barn sammen med min kæreste gennem 4 ½ år. Han kommer fra en alkoholisk familie, og har selv nemt ved at falde i. Han blev arbejdsløs efter fødslen af vores barn, hvilket vil sige vi har været sammen herhjemme om vores lille barn den første tid.. Et privilege ville mange mene incl. jeg, men han er gået mere og mere i hundene.
Selvfølgelig elsker jeg denne mand, men mindre og mindre for hver gang han svigter os. Jeg er selv skilsmissebarn og det har ikke altid være lige nemt, og ønsker da ikke at mit kæreste lille eje skal gå igennem de samme dilemmaer som jeg, men på den anden side er det måske bedre at mor og far ike er sammen, hvis de ikke laver andet end at gøre hinanden ondt.
Lige nu kan jeg bare ikke magte at skulle stå alene med så lille et barn, for det var slet ikke sådan jeg forestillede mig livet skulle være.. Åhhhh hvor er det frustrerende! Ved egentlig ikke hvor jeg vil hen med dette indlæg, måtte bare ud med det mens jeg sidde her alene tilbage i en tom lejlighed med et barn der græder og bare er ensom, alene og knust!
Anmeld
