Jeg har brugt at fortælle historier. Jeg digtede skøre historier om dansende hajer og sure blæksprutter - og aftalen var at man skulle åbne munden og sidde stille før man fik en historie. Det har været et stort hit - og er slet ikke nødvendigt mere (bare hyggeligt)
Da Lukas var ca. 18 mdr. ville han heller ikke - og jeg gav alt for let efter. Han fik selv lov til at børste eller de blev børstet meget overfladisk, og det er så ham der betaler prisen idag. Jeg er ved at tude hver gang han skal til tandlæge (og det er tit) fordi jeg ved at det er mit sløseri og eftergivenhed der er skyld i hans dårlige tænder.
Så herhjemme er lunten meget kort. Man får et tilbud om en historie eller en sang - og hvis der er noget bøvl så lægger jeg dem mellem mine ben og holder deres arme med mine ben - og så får de børstet tænder. Jeg synes det så frygteligt ud da jeg så det i tv, men jeg synes faktisk det er mere synd at se hvordan Lukas' tænder ser ud idag fordi jeg ikke magtede kampen.
Nu er de på vej til at blive fine, han var til tandlæge i onsdags og skal først igen til juni - første gang der går så lang tid. Og så håber jeg at han snart får nogle rokketænder så han kan blive fin at se på igen.
Det er selvfølgelig synd at de skal være kede af det - men hvis det er det der skal til, så må det være sådan....
(og jeg er flov! Totalt flov hver gang vi er til tandlæge og hvergang jeg kigger på hans tænder eller se et foto hvor tænderne skæmmer....jeg er heldigvis blevet en bedre mor siden da)
Anmeld