Når det er svært at sætte ord på følelser.

Hej kloge kvinder.

Jeg er lige anonym da jeg ikke har lyst til at min mand læser med og føler sig udstillet.

Sagen er den at han har svært ved at sige til mig når han bliver ked af det eller skuffet. Han lukker det inde i sig selv og bliver kold over for mig i stedet for at sige at det jeg har sagt tolkede han på den måde og derfor føler at han bliver svigtet eller hvad det nu kan være.

Dvs han kan lukke helt af i lang tid og jeg bliver mere og mere frustreret og ked af det og så ender det jo derude hvor jeg bliver virkelig ked og så bliver han ked af han er sådan.

Han ved godt selv at der er et problem og vi har talt om hvorfor det sker og hvad der sker og hvornår. Men han har bare svært ved at ændre sin adfærd i forhold til det. Og det gør jo mig bange for at det sker for det er slet ikke rart og så bliver det hele så kunstigt, synes jeg, at jeg går der og spørger ind og er bange for st sige noget.

Han har en baggrund som tydeligvis er skyld i hans måde at reagere på overfor følelser der påvirker negativt og gør ondt indeni. Han har aldrig været forelsket eller elsket nogen som mig før og tænker at det nok også giver den der sårbarhed som han har svært ved.

Men hvordan pokker kan man forebygge eller bryde dette dumme mønster som han har?

VH

Ano i dag.

Anonym skriver:

Hej kloge kvinder.

Jeg er lige anonym da jeg ikke har lyst til at min mand læser med og føler sig udstillet.

Sagen er den at han har svært ved at sige til mig når han bliver ked af det eller skuffet. Han lukker det inde i sig selv og bliver kold over for mig i stedet for at sige at det jeg har sagt tolkede han på den måde og derfor føler at han bliver svigtet eller hvad det nu kan være.

Dvs han kan lukke helt af i lang tid og jeg bliver mere og mere frustreret og ked af det og så ender det jo derude hvor jeg bliver virkelig ked og så bliver han ked af han er sådan.

Han ved godt selv at der er et problem og vi har talt om hvorfor det sker og hvad der sker og hvornår. Men han har bare svært ved at ændre sin adfærd i forhold til det. Og det gør jo mig bange for at det sker for det er slet ikke rart og så bliver det hele så kunstigt, synes jeg, at jeg går der og spørger ind og er bange for st sige noget.

Han har en baggrund som tydeligvis er skyld i hans måde at reagere på overfor følelser der påvirker negativt og gør ondt indeni. Han har aldrig været forelsket eller elsket nogen som mig før og tænker at det nok også giver den der sårbarhed som han har svært ved.

Men hvordan pokker kan man forebygge eller bryde dette dumme mønster som han har?

VH

Ano i dag.

Nu ved jeg ikke hvor længe i har været sammen?

Men vi havde nøjagtig samme problem, og jo længere tid vi var sammen, jo mere vi kendte til hinanden, jo mere åbnede han sig. Og fandt ud af, at for at alt skal være godt, og for at tingene skal kunne fungere, så er man to om at 'ændre' på disse sager.

Så det kom helt af sig selv, efter et gooooodt stykke tid.

Knus

Chritinap skriver:

Nu ved jeg ikke hvor længe i har været sammen?

Men vi havde nøjagtig samme problem, og jo længere tid vi var sammen, jo mere vi kendte til hinanden, jo mere åbnede han sig. Og fandt ud af, at for at alt skal være godt, og for at tingene skal kunne fungere, så er man to om at 'ændre' på disse sager.

Så det kom helt af sig selv, efter et gooooodt stykke tid.

 

Knus

Tak så er det nok tiden og smatale der skal ændre det. Men hvor er det svært, især fordi det ikke er en adfærd han vælger, men en måde han har tillært sig af nød.

Men tak for dit svar.

KH.

Anonym skriver:

Tak så er det nok tiden og smatale der skal ændre det. Men hvor er det svært, især fordi det ikke er en adfærd han vælger, men en måde han har tillært sig af nød.

Men tak for dit svar.

KH.

Og det samme var det her.

Og man må jo bare tage det stille og roligt, selvom det er surt og irriterende. Giv ham tid, som sagt er det jo ikke noget han 'selv vælger'. Det er garanteret også meget træls for ham.

Knus

ja det var også nøjagtig det samme her til at starte med, og her tager det også bare tiiiiiiiidddd. Det er blevet bedre efter han er blevet far. Men ellers gjorde han jo det samme hvis jeg blev ked af det...han gik eller kunne ligefrem finde på at håne mig, simpelthen fordi han ikke anede hvad filan han skulle foretage sig....med vores lille pige har jeg sågar måtte sige til ham at han skulle trøste hende hvis hun blev ked af det, da hun var mindre....han stod bare og kiggede på hende og gik helt i baglås..eller gik væk fra hende..og har stadig tendens til det....og først blev jeg chokeret..siden virkelig ked af det på hans vegne, fordi det også er noget han har med i sin bagage. Og forstår ham ligesom dig så ganske udemærket.

og så vil jeg dertil sige at jeg synes man også selv har ansvar for at arbejde med tingene når man er voksen, og bl.a. selv får børn...det lyder det også til i gør, og især ham, og det er svært, mega svært....men det kan også være svært at være partneren der står og må tage over.....held og lykke...det lyder til det nok skal gå måske der altid vil være noget.....det har jeg da indset for mig og ham jeg lever sammen med..men det kan "ændres" så det er tåleligt at leve med.

knusog skønt i kan snakke om det....

Anonym skriver:

Hej kloge kvinder.

Jeg er lige anonym da jeg ikke har lyst til at min mand læser med og føler sig udstillet.

Sagen er den at han har svært ved at sige til mig når han bliver ked af det eller skuffet. Han lukker det inde i sig selv og bliver kold over for mig i stedet for at sige at det jeg har sagt tolkede han på den måde og derfor føler at han bliver svigtet eller hvad det nu kan være.

Dvs han kan lukke helt af i lang tid og jeg bliver mere og mere frustreret og ked af det og så ender det jo derude hvor jeg bliver virkelig ked og så bliver han ked af han er sådan.

Han ved godt selv at der er et problem og vi har talt om hvorfor det sker og hvad der sker og hvornår. Men han har bare svært ved at ændre sin adfærd i forhold til det. Og det gør jo mig bange for at det sker for det er slet ikke rart og så bliver det hele så kunstigt, synes jeg, at jeg går der og spørger ind og er bange for st sige noget.

Han har en baggrund som tydeligvis er skyld i hans måde at reagere på overfor følelser der påvirker negativt og gør ondt indeni. Han har aldrig været forelsket eller elsket nogen som mig før og tænker at det nok også giver den der sårbarhed som han har svært ved.

Men hvordan pokker kan man forebygge eller bryde dette dumme mønster som han har?

VH

Ano i dag.

Uha... Min kæreste havde også MEGET svært ved at tale om følelser i starten af vores forhold. Jeg gjorde det at jeg VILLE vide hvad han tænkte. Jeg startede så med at sige: "Jeg kan SE du er ked af det/vred. Hvad er der galt?" SÅ satte vi os og nogle gange kunne det tage op til en time for ham at få det sagt, men når han gang på gang opdagede at det ikke var farligt at sige det til mig åbnede han mere og mere op og i dag er han rigtig god til det. Nogle gange sagde jeg også til ham: "Jeg kan se du er ked af det og hvis du ikke vil snakke om det nu er det okay, men jeg vil gerne vide hvad der går dig på. Så hvis vi ikke får snakket om det i nu spørger jeg dig igen senere i dag når du er mere klar til det ellers snakker vi om det i morgen, for jeg VIL vide hvad der går dig på"

Håber det kan hjælpe dig.

Anonym skriver:

 

Tak så er det nok tiden og smatale der skal ændre det. Men hvor er det svært, især fordi det ikke er en adfærd han vælger, men en måde han har tillært sig af nød.

Men tak for dit svar.

KH.

Sådan en adfærd er ALTID noget man vælger. Det er måske startet med at han har følt det nødvendigt for at beskytte sig selv, men har VÆLGER den aktivt hver gang han holder noget tilbage for dig.

Det er ikke på nogen måde ment negativt  - blot en konstatering og det er noget jeg synes du skal fortælle ham. Her er hvorfor:

Når det er en adfærd han vælger kan den ændres - det kræver en masse arbejde fra hans side - og tid...

Det kræver også at du holder op med at finde på undskyldninger for hvorfor han lukker dig ude - og begynder at kræve af ham at han gør en indsats for at ændre det. I er to i forholdet og det han reelt set gør, er at han sårer dig igen og igen, uden at gøre noget for at ændre det!

Jeg ved godt at jeg er lidt grov - det er med vilje, for du er nødt til at forstå at det er en urimelig adfærd overfor dig og han undlader at gøre noget ved den, selvom han ved du bliver såret.

Når DU så har forstået det, er det næste du er nødt til at få ham til at forstå det. Jeg er helt sikker på at han ikke gør det med vilje - han fortsætter bare som han altid har gjort, fordi det er svært og gør ondt at ændre på. Problemet er at det ikke er rimeligt overfor dig, og det slider på jeres forhold.

Derfor er han nødt til at indse konsekvenserne af hans handlinger - at han sårer dig gang op gang og at det i længden tærer på jeres forhold - og det gør han ikke så længe du bliver ved med at beskytte ham og komme med undskyldninger for ham.

For at ændre situationen er du nødt til - kærligt men bestemt - at forlange at han ændrer det. 

Jeg ville helt konkret hvis jeg var dig:

• Tage en snak med ham hvor du fortæller ham hvor såret og ked af det du bliver, når han trækker sig ind i sig selv. Du skal sige tingene stille og roligt og uden omsvøb. Vær sikker på at han forstår at det ikke er ment som et angreb på ham, men en oplysning om hvordan du har det. Hold samtalen kort og præcis, og forvent ikke at han skal svare dig - han skal bare lytte.
• Lad ham derefter tænke tingene igennem selv nogle dage og bed ham derefter fortælle hvordan han har det med det. Ti stille og lad ham tale - lad være med at afbryde! Tænk istedet over hvad han siger istedet for hvad du skal sige til ham.
• Lav derefter en plan sammen, fx at når du mærker at han trækker sig væk, gør du ham opmærksom på det. Han kan derefter tænke lidt over det og derefter tage fat i dig og forklare hvad der er galt, når det passer ham. Lad ham ikke vente for længe med at komme. Bliv ved med at holde ham fast på det - venligt men bestemt.
• Giv det tid - lad være med at forvente mirakler natten over og lad være med at forvente at han deler alle sine tanker og følelser med dig - det sker nok aldrig, men de ting der påvirker jeres forhold, SKAL han dele.
• Hold fast i fremskridtene og ros ham - det lyder lidt som en hund det ved jeg godt, og det er ikke det der er meningen, men fortæl ham hvor glad du bliver når han inkluderer dig i sine tanker og følelser.
• Styr dit temperament! Nogle af tingene kan være fordi han er irriteret på dig - og det skal han have lov til, bare han fortæller dig det. Det er aldrig rart at høre om sine egne fejl, men koncentrer dig om at LYTTE og FORSTÅ hvad han siger, tænk over det og svar ham derefter. 

Har du tænkt over hvor ofte vi kun hører den første halvdel af hvad folk siger til os, for derefter at bruge resten af tiden til at formulere et svar? Det er en rigtigt dårlig vane, som rigtigt mange mennesker har - vi lytter ikke efter hvad folk siger til os. Det er her også vigtigt at du prøver at lytte bag hans ord og forstå hvad han i virkeligheden prøver at sige. Hvis han er uvant med at udtrykke sine følelser, kommer det ofte også forkert ud. Lyt, tænk over hvad han mener og fortæl ham hvad du hørte ham sige...

Hvis du er når til vejs ende i denne besked, har du allerede bevist du har udholdenheden til at hjælpe ham med at ændre det.

Held og lykke til jer begge 2  

Skouboe skriver:

Sådan en adfærd er ALTID noget man vælger. Det er måske startet med at han har følt det nødvendigt for at beskytte sig selv, men har VÆLGER den aktivt hver gang han holder noget tilbage for dig.

Det er ikke på nogen måde ment negativt  - blot en konstatering og det er noget jeg synes du skal fortælle ham. Her er hvorfor:

Når det er en adfærd han vælger kan den ændres - det kræver en masse arbejde fra hans side - og tid...

Det kræver også at du holder op med at finde på undskyldninger for hvorfor han lukker dig ude - og begynder at kræve af ham at han gør en indsats for at ændre det. I er to i forholdet og det han reelt set gør, er at han sårer dig igen og igen, uden at gøre noget for at ændre det!

Jeg ved godt at jeg er lidt grov - det er med vilje, for du er nødt til at forstå at det er en urimelig adfærd overfor dig og han undlader at gøre noget ved den, selvom han ved du bliver såret.

Når DU så har forstået det, er det næste du er nødt til at få ham til at forstå det. Jeg er helt sikker på at han ikke gør det med vilje - han fortsætter bare som han altid har gjort, fordi det er svært og gør ondt at ændre på. Problemet er at det ikke er rimeligt overfor dig, og det slider på jeres forhold.

Derfor er han nødt til at indse konsekvenserne af hans handlinger - at han sårer dig gang op gang og at det i længden tærer på jeres forhold - og det gør han ikke så længe du bliver ved med at beskytte ham og komme med undskyldninger for ham.

For at ændre situationen er du nødt til - kærligt men bestemt - at forlange at han ændrer det. 

Jeg ville helt konkret hvis jeg var dig:

• Tage en snak med ham hvor du fortæller ham hvor såret og ked af det du bliver, når han trækker sig ind i sig selv. Du skal sige tingene stille og roligt og uden omsvøb. Vær sikker på at han forstår at det ikke er ment som et angreb på ham, men en oplysning om hvordan du har det. Hold samtalen kort og præcis, og forvent ikke at han skal svare dig - han skal bare lytte.
• Lad ham derefter tænke tingene igennem selv nogle dage og bed ham derefter fortælle hvordan han har det med det. Ti stille og lad ham tale - lad være med at afbryde! Tænk istedet over hvad han siger istedet for hvad du skal sige til ham.
• Lav derefter en plan sammen, fx at når du mærker at han trækker sig væk, gør du ham opmærksom på det. Han kan derefter tænke lidt over det og derefter tage fat i dig og forklare hvad der er galt, når det passer ham. Lad ham ikke vente for længe med at komme. Bliv ved med at holde ham fast på det - venligt men bestemt.
• Giv det tid - lad være med at forvente mirakler natten over og lad være med at forvente at han deler alle sine tanker og følelser med dig - det sker nok aldrig, men de ting der påvirker jeres forhold, SKAL han dele.
• Hold fast i fremskridtene og ros ham - det lyder lidt som en hund det ved jeg godt, og det er ikke det der er meningen, men fortæl ham hvor glad du bliver når han inkluderer dig i sine tanker og følelser.
• Styr dit temperament! Nogle af tingene kan være fordi han er irriteret på dig - og det skal han have lov til, bare han fortæller dig det. Det er aldrig rart at høre om sine egne fejl, men koncentrer dig om at LYTTE og FORSTÅ hvad han siger, tænk over det og svar ham derefter. 

Har du tænkt over hvor ofte vi kun hører den første halvdel af hvad folk siger til os, for derefter at bruge resten af tiden til at formulere et svar? Det er en rigtigt dårlig vane, som rigtigt mange mennesker har - vi lytter ikke efter hvad folk siger til os. Det er her også vigtigt at du prøver at lytte bag hans ord og forstå hvad han i virkeligheden prøver at sige. Hvis han er uvant med at udtrykke sine følelser, kommer det ofte også forkert ud. Lyt, tænk over hvad han mener og fortæl ham hvad du hørte ham sige...

Hvis du er når til vejs ende i denne besked, har du allerede bevist du har udholdenheden til at hjælpe ham med at ændre det.

Held og lykke til jer begge 2  

Først tak for svar.

Jeg er helt enig i det du skriver og jeg har faktisk gjort som du har skrevet inden jeg skrev herinde, men ville ligehøre hvad I mente.

Jeg har fortalt hvordan hans adfærd virker og han har fortalt mig hvad der sker og hvordan han ser det fra hans side. Han har aldrig været i et forhold før, på den måde her og da det er meget nyt mellem os, er det jo selvfølgelig også noget han skal vænne sig til. Det vi er nået frem til fælles er at jeg siger til ham når jeg mærker han trækker sig og ikke mindst så har vi talt om vigtigheden af at sætte ord på også når det gør ondt indeni og det er der det er svært for ham. Han har været vant til at følelser som gjorde ondt ikke blev "hørt" eller set af andre og derfor reagerer han helt automatisk og glemmer at stoppe op. I går var der en situation hvor han faktisk sagde hvad han følte når jeg gjorde noget og jeg har også presset lidt ved at sige tingene ligeud og så lade ham reagere ud fra det. Jeg tror godt på den kan vendes og som du også skriver, netop fordi han kan se det er uhensigtsmæssigt at reagere som han gør og også fordi han ved hvad der sker i ham og hvorfor det sker. Indeni sidder der et barn på to år som svigtes og lærer at overleve, det barn er han så nu igang med at tale til fornuft når han mærker følelser der gør ked.

Håber det giver mening det her..

VH.

Anonym skriver:

Hej kloge kvinder.

Jeg er lige anonym da jeg ikke har lyst til at min mand læser med og føler sig udstillet.

Sagen er den at han har svært ved at sige til mig når han bliver ked af det eller skuffet. Han lukker det inde i sig selv og bliver kold over for mig i stedet for at sige at det jeg har sagt tolkede han på den måde og derfor føler at han bliver svigtet eller hvad det nu kan være.

Dvs han kan lukke helt af i lang tid og jeg bliver mere og mere frustreret og ked af det og så ender det jo derude hvor jeg bliver virkelig ked og så bliver han ked af han er sådan.

Han ved godt selv at der er et problem og vi har talt om hvorfor det sker og hvad der sker og hvornår. Men han har bare svært ved at ændre sin adfærd i forhold til det. Og det gør jo mig bange for at det sker for det er slet ikke rart og så bliver det hele så kunstigt, synes jeg, at jeg går der og spørger ind og er bange for st sige noget.

Han har en baggrund som tydeligvis er skyld i hans måde at reagere på overfor følelser der påvirker negativt og gør ondt indeni. Han har aldrig været forelsket eller elsket nogen som mig før og tænker at det nok også giver den der sårbarhed som han har svært ved.

Men hvordan pokker kan man forebygge eller bryde dette dumme mønster som han har?

VH

Ano i dag.

Utroligt.............det kunne være mig, der havde skrevet dette indlæg, min mand gør nemlig også sådan.........og det resultere i, at jeg altid lige pejler ham, når han kommer hjem fra arbejde eller lign. Det er ret anstrengende i længden............og jeg har da været brudt sammen flere gange, og har grædt og truet med bål og brand. Det skal siges, at jeg har en god mand, der på ingen måder vil mig det ondt.

Så følger lige med i denne tråd, og ser om du får nogle kloge råd.

Helt ærligt så tror jeg mange mænd har det sådan... Også fordi det blandt mænd stadig ikke altid er godkendt at vise følelser. Havde en mandlig ven engang der sagde at han var glad for han havde mig for ellers havde han ikke nogen at snakke med om ting der gjorde ondt indeni ham for sådan noget snakkede man ikke om mænd imellem. Tror virkelig det må være hårdt at være mand engang imellem for de tror altid de skal være så stærke og de har lært at vende det hele indad. Jeg tror det er meget svært at ændre den adfærd. Prøv at tænk hvis vi fik at vide at vi IKKE måtte fortælle hvordan vi havde det (ligesom mændende i vores liv får at vide at de SKAL fortælle os hvordan de har det). Tror sgu ikke det er så nemt igen...