Det går endelig GODT (lang)

Hej alle jer der kigger med.

Ja jeg bliver simpelthen bare nødt til at skrive det her, lidt på samme måde som når man vil råbe noget til verden

Min kæreste og jeg har virkelig kæmpet hårdt for vores forhold, vi mødtes for snart 6 år siden og har været kærester sådan on and off i snart 4.

Inden vi fik vores søn var det ikke så seriøst, vi var kærester og vi havde det sjovt, men vi var alligevel frie. Vi gik fra hinanden flere gange, men endte altid med at være sammen fordi vi virkelig holder af hinanden.

For snart 2½ år siden blev jeg ved et uheld gravid. Det var helt forfærdeligt og jeg havde det rigtig skidt både psykisk og fysisk. Da jeg fortalte det til min kæreste gik der e klap ned for ham, han vidste slet ikke hvad han skulle gøre og ja det gjorde jeg jo faktisk heller ikke.
Vi blev enige om at jeg skulle have en abort fordi vi simpelthen slet ikke har klar og fordi jeg tog en masse medicin som kunne skade barnet.
Aborten var rigtig hårdt for os begge 2 ingen tvivl om det, men han ændrede sig så meget at jeg simpelthen slet ikke kunne klare at se på ham mere og jeg slog op. Efter 1 uge hvor han hver dag bare havde ringet og haft de vildeste humørsvingninger sagde jeg slut, jeg fik et andet nummer og gemte mig for alle, jeg begyndte at drikke en masse vodka bare for at glemme alting og sammen med de piller jeg tog ja så blev det hele meget værre. Samtidig var han indlagt på psyk med svære selvmordstanker, men det vidste jeg faktisk ikke før jeg selv blev indlagt (dog i en anden by ). Min mor kom ind til mig hver dag og en af de dage hun var der gav hun mig hendes telefon og i den anden ende af røret ja der var han så.
Vi snakkede i flere timer og blev enige om at vi skulle ses igen når vi begge havde det bedre, men at vi kun skulle snakke i telefon mens vi var i behandling.

Der gik 2 måneder før jeg så ham og waw!! Ja jeg kan stadig tude når jeg tænker på hvor lykkelig og ked af det jeg var.
Vi blev ikke kærester med det samme, men vi kunne ikke undværre hinanden.
Jeg blev gravid med Kristopher på trods af at jeg var på p-piller og har pco. Jeg kan huske at jeg virkelig bare tudede og slet ikke havde lydt til at fortælle det til min kæreste, men, ja jeg skulle jo gøre det.
Han sagde ikke rigtig noget andet end at det ikke lige passede ind i hans planer og at han ikke ville have noget med mig eller barnet at gøre hvis jeg fik det.
Vi snakkede ikke rigtig samme i 4 måneder, men så pludselig i en af vores ligegyldige samtaler siger han at han geren ville have en chance for at stå ved sit ansvar og det kunne jeg jo ikke sige nej til.

Vi fik Kristopher d. 31/03-09 og jeg troede virkelig at nu kunne alt bare komme jeg var ligeglad, jeg var mere lykkelig end jeg overhovedet troede jeg kunne være, men det varrede ikke mere end 14 dage så ramlede min verden sammen for mig. Kolik ramte vores lille dreng og ja det var for meget for den unge far. Han virkede bare så glad udadtil, men alene med mig og drengen var det noget andet og jeg tror virkelig han hadede mig nogle gange. Han flyttede ud da Kris var 5 måneder gammel og jeg stod alene med det hele i en alt for dyr lejelighed og ingen penge, men jeg klarede mig.

Da Kristopher var 7 måneder besluttede jeg mig igen for at hans far skulle have en chance, men der skulle andre boller på suppen og det kom der....

Nu bor vi i en helt ny by, i en super fed og billig lejlighed + at det ligger 10 minutters gang fra hans arbejde. Vi flyttede ind i midten af november og ja vi har aldrig haft det bedre. Jeg elsker ham virkelig og jeg ved at alle de ting vi er gået igennem har hjulpet os til at være bedre sammen.
Jeg kender ham 99% og ham det samme med mig. Jeg er ikke længere bange for fremtiden, jeg lever bare i nutiden

 Dejligt at "solen skinner"...og husk at alle forhold har deres regnvejrsdage. Jeres kærlighed må være stærk når I kan overkomme så mange forhindringer og stadig finde sammen. Synes det er dejligt at læse om nogen der kæmper for deres kærlighed og hvor det lykkes.

 Dejligt at "solen skinner"...og husk at alle forhold har deres regnvejrsdage. Jeres kærlighed må være stærk når I kan overkomme så mange forhindringer og stadig finde sammen. Synes det er dejligt at læse om nogen der kæmper for deres kærlighed og hvor det lykkes.

 

Hvor er det dejligt at høre, at der er nogen der virkelig kæmper for deres forhold. Jeg tror også at de nedture man har i løbet af livet er med til at gøre én stærkere

Ønsker jer al mulig held og lykke

K.h. Linda

Sikken en dejligt slutning... Ønsker det virkelig det bedste for jer, og så flot i har kæmpet så meget for at nå kærligheden, og at du ikke længere er bange for fremtiden.

Når jeg læser din lille historie her fra dit personlig liv får jeg lysten til og fortælle min egen.

Jeg mødte min nuværende mand den 26 april 2008, blot en måned efter blev jeg gravid med vores datter Silje. Vi blev så gift den 11 juli 2009. Det var et rigtigt dejligt bryllup og jeg sang for ham foran 60 mennesker med sangen "det bedst til sidst". En lykkelig dag, hvor vores lille datter også blev døbt.

Vi har haft mange problemer, vi flyttede hurtigt sammen, og alting gik bare så hurtigt. Vi fik fælles konto og ny møbler og det hele... Jo jo vi kunne alt, og vi havde gang i mange ting... Vi slappe ikke rigtigt af, men vi tænke ikke over det, vi havde bare fart på, og vi var nok det store tale emne i familie på begge sider. Men vi blev alligevel gift trods mange skænderi og voldsomme episoder, jeg ikke ønsker udtryk i dybere her.

Tiden efter vores bryllup var ikke meget bedre end før, vi havde det stadigvæk som før. Travlt og meget og se til, og vi kunne skændes om, hvem der skulle gøre dit og dat, og ingen sex ingen ting.. Bare diskutioner selv på bryllupsnatten blev vi uvenner.

Mange ville nok tænke, jamen forsøren da i passer jo bare slet ikke sammen. I skændes jo hele tiden. Vi har siden vi mødte hinanden været gode til og skjule for vores omverden, at vi havde problemer i vores ægteskab. Nogen fik jeg talt med det om, men da så blev for meget for deres øre, ja så måtte man gå med det selv. Og det gjorde ikke tingene bedre...

Med tiden blev det bedre, men hurtigt var den gal igen, og sådan har der være oppe og nedture i vores ægteskab. Vi har ikke rigtigt se hinanden s ønsker og behov, og det hele har været hårdt og at det hele måske bare skulle virke godt ud ad til.

Vi blev ramt af krisen sådan personligt, da jeg mistede mit arbejde i oktober 2009, og nu skulle økonomi så sætte yderligere diskutioner i gang, og det gjorde ikke tingene for vores ægteskab bedre.

Men vi holdte sammen og vi lod ikke folk mærke, at det dybt inden i os var ganske forfærdeligt, og jeg var som jeg plejede. Lyttende til andres liv og hvad de havde på hjertet selvom, jeg nok burde have lyttet mere til vores eget liv end, hvad alle andre ville med deres og havde af planer. Men ingen af os vil længere dele ud, af vi faktisk ikke var glade. Vi har været på rande til og gå fra hinanden så mange gange, men hvergang er vi blevet gode venner igen og igen.

Nu er det gået op for os begge 2, at vi vil hinanden så meget, at vi begge 2 bare tog om hinanden og så græd vi sammen for kort tid siden. Vi sattes os ned, og snakkede om, hvorfor vores liv har været som det har været indtil nu, og vi fandt begge 2 ud, at vi har prøvet at leve, som andre gerne ville have, vi skulle leve, og ikke som vi selv ønskede og leve. Vi har haft meget mellem ørene, og jeg har mistet mit arbejde, hvilket har betydet mere for mig psykisk end jeg endeligt selv anede det gjorde. Mit selværd røg sig lige en tur inden i mig selv, og en masse andre ting også.

Men jeg tør godt stå frem og sige, at hele vejen i gemmen har jeg kæmpet og det har min mand også. Vi vil ikke give op, og vi giver ikke op. Vi har 2 års dag den 26 april 2010, og den dag ser vi begge frem til. Det skal være en dag for os helt alene.

Kærligheden kan sejere, hvis man selv brænder for den skal sejere, det kræver sin kvinde og mand. Men elsker man hinanden, så kan man leve sig i gemmen de problemer livet volder en.

Vi elsker hinanden, og vi ved bare vi høre sammen, og vi skal bare huske på vi har hinanden. Vi har talt sammen om det hele, og lovet hinanden, at nu det os selv og ikke alle andre det det handler om, men os og vores egen lille familie. Vi er sammen fast fast besluttet på, at vores kærlighed skal nok sejre for vi elsker sku hinanden inderligt højt og vores 2 dejlige piger fortjener gode sunde og glade forældre. Vi er blevet stærke sammen, og vi kan kun sige begge 2, man lære af modgang, og vi er heller ikke længere bange for fremtiden nu. Det så nemt at give op, men det større og vise, at man ikke er perfekt, og så kæmpe.

Susanne 28 og mor til silje 10 mdr og  Tiffany 7 år.