Har brug for råd...

Hej Piger.

Har ikke været så aktiv herinde, men lige nu er jeg virkelig i et dilemma.

Min historie kort:

Mødte Malucas far sidste år i april og i juni blev vi kærester. Vi havde for sjov snakket om at  få børn sammen, men allerede i August stod jeg med en posetiv test, ska siges at jeg på det tidspukt var på p sprøjte.
Nå men efter lang tids snakken frem og tilbage blev vi enige om at beholde barnet og d 4 april kom Maluca til verden.

I marts flyttede vi tilbage til odense hvilket vi begge to gerne ville, men derfra gik det virkelig ned af bakke. Vi havde skænderier og uoverensstemmelser før vi flyttede men slet ikke så slemt.

Men efter Maluca kom til verden er det blevet værre. Vi er to forskellige steder og vil noget forskelligt. Vi elsker begge hinanden,så det er ikke der skoen trygger.
Jeg har en sygdom, borderline (personligheds forstyrrelse) men kun en mild grad så jeg kan ingen hjælp få. Men han vil/kan ikke acceptere at jeg er syg og gider ikke sætte sig ind i min sygdom. Så det ender ud i at hvis jeg reagere anderledes på nogen ting fra hvordan andre reagere eller jeg har svært ved nogen ting blir han gal og forstår det ikke.

Eks, jeg passer Maluca til UG, sørger for hun er ren og pæn, har rent tøj på, får ordentlig mad, blir skiftet når hun skal, kommer i bad og blir aktiveret.
Men når det kommer til hjemmet går jeg i stå og det forstår han ikke. Jeg har svært ved at smide ud, har svært ved det huslige. Jeg sørger dog for alt vasketøjet, men det andet har jeg svært ved og det kan han slet ikke forstå at man kan ha svært ved.

Idag gik han så lige pludselig uden at sige hvorhen og hvorfor, så der sad jeg alene m maluca og amalie (min store datter). Han begyndte så at skrive at han ikke kom tilbage og ikke gad bo sammen med mig mere. Jeg brød fuldstændig sammen for jeg elsker ham virkelig utroligt højt og ønsker inderligt ikke at miste ham. Han kom dog tilbage men har været skide sur lige siden og skælder ud, bander og er grov verbalt overfor mig, bruger alt han kan finde mod og er ik særlig sød.
Han ved at jeg vil ha meget svært ved at kunne klare mig alene og det køre han meget på. For i hans verden findes sygdom ikke og alle mennesker kan klare selv de mindste problemer her i livet.

Jeg står i situation hvor jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre. Vil virkelig ikke miste ham, men vil herller ikke ha han ødelægger mig helt. Vil ikke igennem det hele én gang til. Bare tanken om at skulle være alene får mig til at græde og gør mig bange. 
Men hvad kan jeg gøre... ???

Knus en fortvivlet og ked af det møller82. 

Puha den er svær, men find ud hvor i begge er mest glade. Det er vist det bedste råd, nogle gange er kærligheden bare ikke nok, man skal også kunne arbejde sammen.

møller-82 skriver:

Hej Piger.

Har ikke været så aktiv herinde, men lige nu er jeg virkelig i et dilemma.

Min historie kort:

Mødte Malucas far sidste år i april og i juni blev vi kærester. Vi havde for sjov snakket om at  få børn sammen, men allerede i August stod jeg med en posetiv test, ska siges at jeg på det tidspukt var på p sprøjte.
Nå men efter lang tids snakken frem og tilbage blev vi enige om at beholde barnet og d 4 april kom Maluca til verden.

I marts flyttede vi tilbage til odense hvilket vi begge to gerne ville, men derfra gik det virkelig ned af bakke. Vi havde skænderier og uoverensstemmelser før vi flyttede men slet ikke så slemt.

Men efter Maluca kom til verden er det blevet værre. Vi er to forskellige steder og vil noget forskelligt. Vi elsker begge hinanden,så det er ikke der skoen trygger.
Jeg har en sygdom, borderline (personligheds forstyrrelse) men kun en mild grad så jeg kan ingen hjælp få. Men han vil/kan ikke acceptere at jeg er syg og gider ikke sætte sig ind i min sygdom. Så det ender ud i at hvis jeg reagere anderledes på nogen ting fra hvordan andre reagere eller jeg har svært ved nogen ting blir han gal og forstår det ikke.

Eks, jeg passer Maluca til UG, sørger for hun er ren og pæn, har rent tøj på, får ordentlig mad, blir skiftet når hun skal, kommer i bad og blir aktiveret.
Men når det kommer til hjemmet går jeg i stå og det forstår han ikke. Jeg har svært ved at smide ud, har svært ved det huslige. Jeg sørger dog for alt vasketøjet, men det andet har jeg svært ved og det kan han slet ikke forstå at man kan ha svært ved.

Idag gik han så lige pludselig uden at sige hvorhen og hvorfor, så der sad jeg alene m maluca og amalie (min store datter). Han begyndte så at skrive at han ikke kom tilbage og ikke gad bo sammen med mig mere. Jeg brød fuldstændig sammen for jeg elsker ham virkelig utroligt højt og ønsker inderligt ikke at miste ham. Han kom dog tilbage men har været skide sur lige siden og skælder ud, bander og er grov verbalt overfor mig, bruger alt han kan finde mod og er ik særlig sød.
Han ved at jeg vil ha meget svært ved at kunne klare mig alene og det køre han meget på. For i hans verden findes sygdom ikke og alle mennesker kan klare selv de mindste problemer her i livet.

Jeg står i situation hvor jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre. Vil virkelig ikke miste ham, men vil herller ikke ha han ødelægger mig helt. Vil ikke igennem det hele én gang til. Bare tanken om at skulle være alene får mig til at græde og gør mig bange. 
Men hvad kan jeg gøre... ???

Knus en fortvivlet og ked af det møller82. 

du skriver til sidst at tanken om at være alene gør dig ked af det. Er det bare at du skal bo alene eller er det alene uden ham du er sammen med nu.

Det er måske det du skal tænke lidt over. Og husk bare send en sms hvis det er

møller-82 skriver:

Hej Piger.

Har ikke været så aktiv herinde, men lige nu er jeg virkelig i et dilemma.

Min historie kort:

Mødte Malucas far sidste år i april og i juni blev vi kærester. Vi havde for sjov snakket om at  få børn sammen, men allerede i August stod jeg med en posetiv test, ska siges at jeg på det tidspukt var på p sprøjte.
Nå men efter lang tids snakken frem og tilbage blev vi enige om at beholde barnet og d 4 april kom Maluca til verden.

I marts flyttede vi tilbage til odense hvilket vi begge to gerne ville, men derfra gik det virkelig ned af bakke. Vi havde skænderier og uoverensstemmelser før vi flyttede men slet ikke så slemt.

Men efter Maluca kom til verden er det blevet værre. Vi er to forskellige steder og vil noget forskelligt. Vi elsker begge hinanden,så det er ikke der skoen trygger.
Jeg har en sygdom, borderline (personligheds forstyrrelse) men kun en mild grad så jeg kan ingen hjælp få. Men han vil/kan ikke acceptere at jeg er syg og gider ikke sætte sig ind i min sygdom. Så det ender ud i at hvis jeg reagere anderledes på nogen ting fra hvordan andre reagere eller jeg har svært ved nogen ting blir han gal og forstår det ikke.

Eks, jeg passer Maluca til UG, sørger for hun er ren og pæn, har rent tøj på, får ordentlig mad, blir skiftet når hun skal, kommer i bad og blir aktiveret.
Men når det kommer til hjemmet går jeg i stå og det forstår han ikke. Jeg har svært ved at smide ud, har svært ved det huslige. Jeg sørger dog for alt vasketøjet, men det andet har jeg svært ved og det kan han slet ikke forstå at man kan ha svært ved.

Idag gik han så lige pludselig uden at sige hvorhen og hvorfor, så der sad jeg alene m maluca og amalie (min store datter). Han begyndte så at skrive at han ikke kom tilbage og ikke gad bo sammen med mig mere. Jeg brød fuldstændig sammen for jeg elsker ham virkelig utroligt højt og ønsker inderligt ikke at miste ham. Han kom dog tilbage men har været skide sur lige siden og skælder ud, bander og er grov verbalt overfor mig, bruger alt han kan finde mod og er ik særlig sød.
Han ved at jeg vil ha meget svært ved at kunne klare mig alene og det køre han meget på. For i hans verden findes sygdom ikke og alle mennesker kan klare selv de mindste problemer her i livet.

Jeg står i situation hvor jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre. Vil virkelig ikke miste ham, men vil herller ikke ha han ødelægger mig helt. Vil ikke igennem det hele én gang til. Bare tanken om at skulle være alene får mig til at græde og gør mig bange. 
Men hvad kan jeg gøre... ???

Knus en fortvivlet og ked af det møller82. 

Puha det lyder slet ikke sjovt - du får lige en stoooor

Jeg tænker lidt, hvad med at få ham med til lægen, så kan lægen måske forklarer ham lidt om din sygdom...

Måske han ikke vil acceptere du er syg, fordi han er bange? Jeg ved det ikke, var bare et spørgsmål der dukkede op...

Håber alt går vel og at I klare den sammen som en familie

 Beck

Stort til dig. Jeg synes den er rigtig svær.

Hvis har virkelig ikke vil sætte sig ind i din sygdom ej heller forstå den. Bliver det jo rigtig rigtig svært for jer. For det er jo en ting der IKKE kan ændres.

Jeg ville svarer dit indlæg, men synes ikke det er så kvalificeret.¨Men ønsker dig ALT held og lykke i denne sværer tid, og håber du finder nogle guldkorn herinde.

Knuz Mette

Han lyder godt nok ikke som om han er særlig sød mod dig. Slet ikke, når han bruger alt det, han ved han kan ramme dig med.

Du siger, at du elsker ham, men nogle gange kan kærlighed forveksles med tryghed, når man er bange for at være alene.

Kender det fra mig selv før i tiden. Jeg havde nemlig en kæreste som bare var så grum imod mig, og til sidst blev jeg nødt til (for ikke at blive helt nedbrudt) at gå fra ham.

Jeg var rædselsslagen for at forlade ham, da jeg så skulle være alene med min angst (som jeg havde dengang, og stadig lidt indimellem) og et eller andet sted elskede jeg ham osse. Men jeg fandt ud af, at jeg godt kunne klare mig selv og min angst blev mindre, fordi (tror jeg) der ikke var ham til at træde på mig, og faktisk gøre mig utryg.

Du skal tro på dig selv, og du kan godt bo alene hvis det er, det er jeg sikker på. Du kan meget mere end du tror. Din kæreste piller din selvtillid af dig og det er synd. Jeg tror han gør det mere, fordi han ved han kan (ligesom min eks), men du skal tro på dig selv, så du kan begynde at sige fra overfor ham. Så kan det være han får mere respekt for dig, og hvis ikke, så er du måske bedre tjent uden ham.

Det lyder vist lidt hårdt, kan jeg godt se, men det er ikke ment så hårdt. For jeg kender jer jo ikke, så jeg taler bare ud fra mine egne erfaringer. Jeg ønsker bare ikke du mister dig selv i det her, for jo længere tid en mand får lov at nedbryde én, jo sværere bliver det at gå...

Stort kram håber du finder ud af, hvad der er bedst for dig og dine børn!!! OG at du kan få din mand med til lægen, så han kan få noget af vide om din sygdom!!! Jeg har selv det man kalder en ængstelig personlighedsforstyrrelse....