i får lige en masse tanker herfra, må lige ud med noget af det
nu starter jo et helt nyt år, et år hvor jeg fylder 30 
hvor jeg skal være moster 
og hvor jeg skal sende min yngste afsted i skole
og det er så underligt, pludselig har jeg ingen små børn mere, ikke fordi jeg må kalde hende mors lillepige alligevel, for så er hun tøsefornærmet på mig i ca 1 time
men hvad så nu??? pga min søster graviditet har vi et par gange haft en efternøler oppe at vende, men da jeg fik sat klemmer på for 4 år siden, ja så er det udelukket
det havde det nu nok været alligevel, dog har jeg ikke kunne lade vær´med at undersøge muligheden for at få det lavet om
for jo jeg ville sgu gerne mærke livet på indersiden af maven igen, føle det der helt specielle nærvær man har og ja alt det der, i ved jo hvad jeg taler om.
men på den anden side, så er det måske heller ikke det som jeg ønsker.
Det måske bare mere frygten for at nu skal jeg give slip på min yngste, lade hende folde sig ud og tage et nyt skridt ind i sit liv, som skolebarn,
hvor hun ligesom den store hellere vil bruge en eftermiddag med sine venner end være sammen med mor, ikke fordi de ikke har brug for mig og ikke nyder at vi hygger os med en bog,film eller andet,
men deres behov er jo helt anderledes og kan jeg finde ud af det og hvad pokker skal jeg så når jeg pludselig bliver sat lidt ud på siden af begge børn, fordi de har brug for endnu mere plads at udvikle sig til selvstændige individer på
bliver jeg så gammel nu hvor begge mine børn så går i skole??
jeg føler mig dog ikke så gammel, jo når en af de der (unge) tøser fra min udd. siger at de håber at de også i min alder kan ......
så niver den sgu lidt, for hvornår er man reelt gammel??
det gør det så hellere ikke meget lettere at alle mine veninder først får børn nu, og de venner som har børn i samme alder som mine er jo så gerne 5-8 år ældre end mig, tror kun en enkelt sniger sig udenom
men hvor blev min små basser dog af,
jo de begge nået en alder hvor de har brug for mindre mor og mere egenansvar og hold da op hvor har jeg det godt nok svært ved det, hvordan pokker giver man slip på den sidste, for synes sguette det var sååå slemt med den store. og kan jeg overhovedet finde ud af at give slip??
hold da op hvor det hjalp lige at sætte ord på det, til andre end migselv, for hvor kan man godt nok tænke meget,
komme på nogle løsninger man ved ikke er holdbare alligevel og som man jo reelt for mange år siden gav afkald på af en grund,
hvor er det bare nogle gange super hårdt at være mor,
