dårlig veninde?

Jeg er bange for jeg har taget en rigtig dum beslutning. Jeg er højgravid og står og kan føde når som helst. Jeg er alene og bor i en stor lejlighed. Min bedste veninde, som jeg virkelig virkelig holder meget af blev smidt ud af hendes kæreste, hun har en depression og hendes forældre bor på landet, jeg tilbød hende derfor et værelse ved mig til hun finder sin egen lejlighed. Nu har hun været her i 14 dage lige pånær juledagene, og jeg er ved at få grå hår. Jeg har boet alene i lang tid, og kan mærke jeg gør tingene på min egen måde, og bliver voldsomt irriteret når hun roder, stiller en talerken på bordet, zapper i tv'et, efterlader hendes skrabere i vinduet på badeværelset osv osv. Jeg er virkelig konfliktsky og kan simpelthen ikke finde ud af at sige det til hende, så går bare og bliver mere og mere irriteret på hende.

Hun har endnu ikke fået søgt nogen lejligheder, og virker ikke somom der sker noget forløbig. Hun snakker enormt meget om hendes eks og jeg er ved at blive sindsyg, mangler den ro jeg har vænnet mig til alene. Giiiider ikke tale/underholde en anden hele tiden. Og tvivler på det bliver bedre når jeg har født. Jeg er så sur og træt af mig selv fordi jeg ikke kunne forudse den her situation.

Hvordan fortæller man lige ens bedste veninde, som lige er blevet droppet, har en depression og som virkelig har behov for at blive hørt at man ikke kan overskue hende hele tiden, at hun bliver nød til finde en lejlighed SNART?

Kan jeg tillade mig at sætte en tidsramme på, altså hvor længe hun kan bo her?

Føler mig virkelig som en dårlig veninde, vil virkelig gerne hjælpe, men er bare så bange for at det at blive mor kommer til fylde så meget at jeg ikke kan rumme hende 24/7...

...

syns bestemt ikke du er en dårlig veninde, du har været venlig at åbne dit hjem for hende , det er en enorm stor ting at gøre,, men hvor synd det end er for hende så er det bare ikke dit job at skulle give hende tag over hovedet , du står og er på tippen til at føde og trust me du onsker intet end ro fred og orden når man kommer hjem med en lille bebs ,, : ) ( tilykke med det forresten )

syns sagtens at du kan sige til hende at hun skal være ude af din lejlighed 14 før du har termin , det er forståeligt .. og hvis hun bliver sur over det er der så vist heller ik så meget mere at samle på der ,, og hvis du ikke gør noget ender det med at du smider hende ud i et raserri anfald der er udviklet af mangel på søvn og små irretationer ..

for jeres venskabs skyld er det bedst hvis du sætter dig ned og forklare hende at du er rigtig ked af det men du bliver også nød til at tænke på dig selv og den lille ny bebs der kommer : ) og forhåbenlig kan hun 100% forstå dig ..

held og lykke med det hele

Uha ved ikke rigtigt hvordan du skal få det sagt. Men sige det, bliver du ski' nødt til, ellers er jeg bange for venskabet ryger.

Du bliver nødt til at sætte dig ned og tale med hende stille og roligt. Start med at fortælle hende hvor meget hun betyder for dig, og at du virkelig holder af hende, men at....

Jeg taler lidt af erfaring, fordi jeg selv har været ude for noget lignende. Da min datter var ca. tre uger gammel kom en gammel ven (af min kæreste) på "besøg" uanmeldt (eller dvs. han havde talt om det, men vi havde ikke aftalt noget).

Han ville nemlig gerne bo hos os i en kortere periode til han fandt en lejlighed her i byen. Han har kun hans bror, som han havde boet hos i et stykke tid, men så var det vist blevet for meget for broderens kæreste. Så pludselig stod han udenfor vores dør med stor bagage...

Vi blev jo nødt til at invitere ham ind, men ingen af os talte om at han skulle bo her. Jeg kunne bare mærke på mig selv at jeg i løbet af aftenen blev mere og mere irriteret på ham. Hvad i alverden bildte han sig ind at stille os i den situation, og så os som lige var blevet forældre, og bare havde lyst til at lære vores lille menneske at kende stille og roligt.

Jeg kunne bare slet ikke tage at han ikke sagde, hvad han forventede og hvad hans planer var. Til sidst gik jeg i seng, men Emma kunne jo mærke at jeg stressede over det, så hun græd meget mere end hun plejede. Til sidst sagde jeg til min kæreste, at han måtte sige at han altså ikke kunne bo her. Han kunne blive natten over men så måtte han finde ud af noget andet.

Han kom med en forklaring om at han skulle bo hos en anden ven, så ham ville han kontakte næste dag. Han kunne bare ikke få fat i hans anden ven.... Mystisk hvis de havde en aftale, men tiden gik og han var herhjemme sammen med mig og Emma, mens min kæreste var på job.

Da det blev midnat og vi stadig sad oppe, og han ikke havde fået fat i sin ven kunne jeg jo godt se, at det bare var noget han havde sagt. Han har en ven her i byen, men de havde bare aldrig aftalt noget... Så jeg fik et mindre flip inde i soveværelset og sagde til min kæreste at han skulle ud, og det skulle bare være nu... Jeg kunne simpelthen ikke have det mere.

 Det var nok lidt en voldsom reaktion, men jeg var lige blevet mor og var fyldt op at en masse nye følelser (plus en fødselsdepression, som jeg bare ikke vidste jeg havde dengang), så det endte med at min kæreste kørte vennen til Sønderjylland med det samme. Vi bor i Midtjylland, så der var et stykke vej...

Det var min kærestes ven, men han var osse blevet min ven, men det her ødelagde bare det vi havde sammen, nok især fordi jeg ikke havde sat mig ned og sagt det til ham med det samme. For min irritation voksede jo bare så meget, at jeg slet ikke kan finde de gamle venlige følelser frem igen... Super ærgeligt, men sådan er det desværre.

Så jeg vil råde dig til at få en stille og rolig snak med din veninde inden du risikerer at jeres venskab kommer til at lide under det.

Held og lykke med det.

Tror hellere jeg må tage en snak med hende, det er bare så svært når hun græder hele tiden, jeg har sagt til hende at hun skal tage på kommunen da hun egentlig er boligløs og intet sted har at være, så håber de kan hjælpe hende der, så må hun være ved hendes forældre indtil da, og så kun på besøg her...

Men puhh hvor er det altså svært..  især når jeg har "lovet" at hjælpe... men kan simpelthen ikke overskue det...