Jeg ved egentlig ikke helt hvad det er jeg vil med det her indlæg, men har bare så mange tanker der presser sig på for tiden, tanker om min fortid, i går aftes fik jeg et skriveflip og skrev et lang brev til min mor, nu skal jeg bare have fundet modet til at få det sendt til hende, da jeg ved hun ofte læser med herinde bliver det jer der må lægge ører til i første omgang, jeg ved at hun er klar over at det er til hende hvis hun ser det.
Kære mor.
Lad os sige det som det er; nogle mennesker er født til at have børn, mens andre skulle have forbud mod nogensinde at være i nærheden af dem. Jeg må desværre indrømme at jeg hører til blandt den sidste gruppe, ikke som forælder, men som barn af sådanne forældre.
Med en far der var alkoholiker og en mor der virkede mere interesseret i at realisere sig selv, var jeg et af de børn der fra starten var tvunget til at kæmpe sig igennem tilværelsen og et af de børn der higede efter kærlighed, opmærksomhed og accept.
alligevel ender det med at man tager hvad man kan få og i sidste ende står man som voksen og tænker over alle de ting man egentlig havde fortrængt, ting man bare ønskede at glemme og ting man helst ville skjule for omverdenen for ikke at vise svaghed, for det var denne svaghed der i begyndelsen fik folk til at kue en, folk som min mor der levede sit liv gennem mig, min mor der gang på gang benægtede og stadig benægter de svigt der var, både fra hende og fra mange andre, min mor der gang på gang fortalte mig, at det jeg sagde var det pure opspind, et udslag af min fantasi, fordi jeg bare ville have opmærksomhed, min mor der slog selvmordstakner- og forsøg, hen som teenagenøkker og endnu et krav på opmærksomhed.
Men teenagere tænker ikke på selvmord bare for at få opmærksomhed, som oftest er det et råb om hjælp, en bøn om at blive hørt, lyttet til, forstået, holdt om.
Når man gang på gang finder ud af at dét aldrig vil ske er det lettere at rejse ind i sin egen verden og lukke alt det onde ude og kun tænke på det gode, det er bare svært når det gode der faktisk er sket er pga. ens alkoholiserede far der villeofre alt for sin datter, en far der lærte hende bare lidt om liets besværligheder og som tog hende ind til sig og lyttede når der var brug for det.
En far der, som så mange andre, afskyede tanken om en stedfar, der tvang sine perverse tanker ud i verden, gennem den pige der havde valgt at kalde ham far, hende der stolede på ham og betroede sig til ham når det hele brændte på.
Alt det smed han over bord den dag det skete første gang, den dag han fortalte at det var vigtigt at lære ingene tidligt, det må man sige ja til, Jeg var 6 år!
han fortalt mig at det var helt normalt, jeg troede på ham og først efter 3 år gi jeg til bekendelse over for min mor, hvis eneste svar var "Det tror jeg ikke på, andre har set dig lægge op til ham flere gange, så det må være din egen skyld." jeg var 9 år!
I årene fremover blev jeg ekspert i at lade tankerne flyve når det stod på, min krop var ikke min, den var en tom skal, tom fordi alle følelser var lukket ude, tom fordi jeg ønskede det og tom fordi, jeg gemte mig for mig selv, lukkede mig selv ude og lod andre bestemme for mig, det var lettere, så gjorde det ikke så ondt når folk svigtede og hvis det endelig gjorde ondt har jeg ikke lagt mærke til det.
nu står jeg som voksen og tænker mit liv igennem, tager det op til revision, overvejer hvem der skal have lov at blive og hvem der skal ud, de to der holdt det hele sammen for mig, er væk, men de er blevet erstattet af en ny.
En der elsker mig ubetinget, en der elsker vores datter ubetinget, en der forsøger at skubbe mig i den rigtige retning, en der ikke lader folk trampe på mig.
Han elsker mig for det jeg er, lytter, hører mig og accepterer mig.
han tager mine fejl med og tilgiver dem, han giver mig en styrke jeg aldrig før har vidst at jeg havde.
Han lader mig tale
Han lader mig rase og være vred
Han trøster mig.
men vigtigst af alt, han støtter mig i ikke at blive som den mor der svigtede mig, hans familie er min familie, de elsker mig og jeg dem.
Nu ved jeg hvad sammenhold og familiekærlighed er.
Jeg kan ikke takke ham nok, men kan kun give ham min ubetingede kærlighed, en kærlighed jeg ville dø for.
Jeg vil finde min indre løvinde, for jeg ved hun er der og en dag, når hun er klar, vil hun komme frem i lyset og vise hvem hun er og hvad hun står for.
En dag er hun klar
En dag er jeg klar
Klar til at tage skridtet og blive min egen lykkes smed, sige farvel til dem der alligevel modarbejder og trykker mig og klar til at tage imod de der accepterer mig for det jeg er, og vigtigst af alt, blive klar til at modtage mig selv og acceptere hvem jeg er.
Jeg vil det her
Jeg vil klare livet
Jeg vil
jeg kan
Jeg gør det!!!!
Hilsen din datter.
