til de "gamle" herinde

med gamle mener jeg de der er over den første pubertet

Jeg har en bror. Han har fundet sig en kærste der er noget så umoden trods sine 24 år. De har kendt hinanden i 3 år og jeg har hele tiden ventet tålmodigt på at kærsten blev voksen og at jeg følte at jeg kunne snakke med hende.

Problemet er at hun gør mig sur hver gang hun er her. Jeg fortæller hende det ikke og behandler hende pænt. Men er lettet når hun går. Hun er så sort/hvid at samtale næsten er umulig. Alle emner vi rører bliver lukket med tåbelige argumenter og himmelvendte øjne fordi hun alene mener at vide bedst. Jeg taler pænt til hende og lytter til hendes argumenter. Der er ingen ander grundt til hendes himmelvendte øjne end hendes umodenhed og ungdommelige arogance.
Der er selvfølgelig mange andre ting i det her som jeg ikke vil skrive her.

Jeg føler at jeg har mistet min bror lidt og at jeg bare går og venter på at hun blive rnemmere med tiden.
Nu er hun så blevet gravid og jeg har opdaget at jeg aldrig slipper af med hende. Så jeg må finde en måde at overleve hende på.

Hvordan gør jeg det bedst?

Åhh de svigerinder... De svigerinder...

Jeg har selv en lillebror, der fandt sig en kæreste, jeg ikke helt svingede med. Jeg følte mig konstant misforstået og min bror og hende forsvandt mere og mere fra hans og min familie. De fik også børn og der gik det helt galt. Altså så var det egentlig kun kontakt, når det var "pligt". Og sådan er det også den dag i dag. De har været sammen i ca 10 år nu. De har nogle fine børn, men jeg kender dem ikke rigtigt. Vi kan sagtens sidde til en "pligtet" kom-sammen en hel aften uden at sige eet ord til hinanden. Vi er bare såååå forskellige.

Det gjorde ondt i starten. Jeg føler jeg har kæmpet, men forgæves. Min bror og hans kæreste har nok i sig selv og hendes familie... Og med tiden har jeg accepteret dette. Svært, men man finder en vis ro, når man acceptere, at man bare er vokset fra hinanden.

Jeg ved godt, at når vores forældre ikke er her mere, har vi intet forhold tilbage. Men til gengæld har jeg et kanon godt forhold til min mands søster. Hun er som en søster for mig også.

Mit råd er, læg det døve øre til og vær tro mod dig selv. Tænk " kan jeg se mig selv i øjnene, når hun er gået". Det kan du, hvis du er den voksne og hvis du acceptere forskelligheder og acceptere at din bror har valgt hende i sit liv.

Ved ikke om du kan bruge det til noget...

 Kloster

sådan kan det altså også godt være med de gamle svigerinder sku jeg hilse og sige!! alle mine svigerinder og svogere er over de 40 - tættere på 50 faktisk og den allerslemmeste er faktisk snart 52 og HOLD NU KÆFT hvor er hun træls! hun ved alting bedst og hun ved ALT og mangler fuldkommen evnen til at se tingene fra andre sider end sin egen. jeg kan ikke udstå hende...og det kan Søren heller ikke, men det kan man jo blive nødt til det er dog altid i meget meget små bider og meget meget sjældent - og så er min anden svigerinde 8altså Sørens anden søster) heldigvis af samme opfattelse som os, nemlig at Mette er een man ikke orker bruge sin tid sammen med.

Kloster skriver:

Åhh de svigerinder... De svigerinder...

Jeg har selv en lillebror, der fandt sig en kæreste, jeg ikke helt svingede med. Jeg følte mig konstant misforstået og min bror og hende forsvandt mere og mere fra hans og min familie. De fik også børn og der gik det helt galt. Altså så var det egentlig kun kontakt, når det var "pligt". Og sådan er det også den dag i dag. De har været sammen i ca 10 år nu. De har nogle fine børn, men jeg kender dem ikke rigtigt. Vi kan sagtens sidde til en "pligtet" kom-sammen en hel aften uden at sige eet ord til hinanden. Vi er bare såååå forskellige.

Det gjorde ondt i starten. Jeg føler jeg har kæmpet, men forgæves. Min bror og hans kæreste har nok i sig selv og hendes familie... Og med tiden har jeg accepteret dette. Svært, men man finder en vis ro, når man acceptere, at man bare er vokset fra hinanden.

Jeg ved godt, at når vores forældre ikke er her mere, har vi intet forhold tilbage. Men til gengæld har jeg et kanon godt forhold til min mands søster. Hun er som en søster for mig også.

Mit råd er, læg det døve øre til og vær tro mod dig selv. Tænk " kan jeg se mig selv i øjnene, når hun er gået". Det kan du, hvis du er den voksne og hvis du acceptere forskelligheder og acceptere at din bror har valgt hende i sit liv.

Ved ikke om du kan bruge det til noget...

 Kloster

Det er lige netop der jeg syntes jeg er på vej hen med min bror. Vi ses til fødselsdage og ikke andet. O jeg er ked af det. Min bror og jeg har altid været meget tætte, og han har været en fantastisk onkel for mine børn indtil han fik kærsten. Jeg vil aldrig kunne få det forhold til hans børn. Og det gør mig ked af det.

Pudsigt nok har jeg, som dig, også fået mig en ekstra søster i min mands søster. Min svigerfamilie regner jeg for lige så meget familie som min egen. Det var det jeg gerne ville ønske jeg kunne byde min bror og hans kærste.

Trine Trille skriver:

sådan kan det altså også godt være med de gamle svigerinder sku jeg hilse og sige!! alle mine svigerinder og svogere er over de 40 - tættere på 50 faktisk og den allerslemmeste er faktisk snart 52 og HOLD NU KÆFT hvor er hun træls! hun ved alting bedst og hun ved ALT og mangler fuldkommen evnen til at se tingene fra andre sider end sin egen. jeg kan ikke udstå hende...og det kan Søren heller ikke, men det kan man jo blive nødt til det er dog altid i meget meget små bider og meget meget sjældent - og så er min anden svigerinde 8altså Sørens anden søster) heldigvis af samme opfattelse som os, nemlig at Mette er een man ikke orker bruge sin tid sammen med.

åh nej, du tager jo håbet fra mig Jeg troede at hun/de ville vokse fra det.

Anonym skriver:

Det er lige netop der jeg syntes jeg er på vej hen med min bror. Vi ses til fødselsdage og ikke andet. O jeg er ked af det. Min bror og jeg har altid været meget tætte, og han har været en fantastisk onkel for mine børn indtil han fik kærsten. Jeg vil aldrig kunne få det forhold til hans børn. Og det gør mig ked af det.

Pudsigt nok har jeg, som dig, også fået mig en ekstra søster i min mands søster. Min svigerfamilie regner jeg for lige så meget familie som min egen. Det var det jeg gerne ville ønske jeg kunne byde min bror og hans kærste.

 

 

 

Fuldstændig som her.

Da min bror fik sin kæreste, blev alle traditioner og sammenhold i familien pludselig ikke værdsat mere og ikke brugt tid på. Vi kom bare så hurtigt så langt fra hinanden. Har skændtes så mange gange med ham, men intet hjælper. Men JEG fik ro, da jeg accepterede hans valg. Og jeg ved, at JEG i hvert fald har gjort alt hvad JEG kunne.

Men vi er blev som nat og dag. Total modsatte. Vi havde en fantastisk barndom. Der er kun 1½ år imellem os. Men vi har intet sammen som voksne. Sørgeligt, men sandt.

Min svigerinde er faktisk ret sjov og rar at tale med. Men vi får aldrig et forhold som en familie, som jeg ser det. Men ærligt, så tror jeg, vi har det familieforhold, som de rent faktisk ønsker det. Min bror ønsker ikke tingene anderledes også følger de jo hendes ønsker om, hvad og hvordan en familie skal være. Det er jo klart.

Jeg ser min bror som ret ligeglad, passiv og en lukket person. Han ønsker ikke tingene skal være anderledes. Hvis han virkelig ønskede det, v ille han kæmpe for det.

Jeg har haft lange snakke med mig selv dagen igennem. OG jeg har besluttet at jeg må stoppe med at kæmpe. Jeg bliver nødt til at acceptere at hun/de aldrig bliver anderledes og så må jeg acceptere at han har valgt hende og har tænkt sig at beholde hende

Jeg tror godt jeg kan finde ro i at have mistet ham. Jeg skal bare beslutte mig til at det er sådan det skal være og lære at aceptere at det ikke bliver anderledes.
Jeg ved de er glade for hinanden og jeg ville selv være ked af det hvis min familie ikke kunne lide min mand.

Anonym skriver:

Jeg har haft lange snakke med mig selv dagen igennem. OG jeg har besluttet at jeg må stoppe med at kæmpe. Jeg bliver nødt til at acceptere at hun/de aldrig bliver anderledes og så må jeg acceptere at han har valgt hende og har tænkt sig at beholde hende

Jeg tror godt jeg kan finde ro i at have mistet ham. Jeg skal bare beslutte mig til at det er sådan det skal være og lære at aceptere at det ikke bliver anderledes.
Jeg ved de er glade for hinanden og jeg ville selv være ked af det hvis min familie ikke kunne lide min mand.

Kom lige i tanke om noget...

Da jeg var allermest frustreret over min svigerinde og min bror, skrev jeg et brev til dem. Jeg skrev ALLE mine frustretioner ned. Flere sider  Jeg gemte det i et par dage - læste det igennem hundredevis af gange. Bandede og lynede over dem/det også brændte jeg det i brændeovnen.

Det var en fantastisk "terapi" for mig.

Kloster skriver:

Fuldstændig som her.

Da min bror fik sin kæreste, blev alle traditioner og sammenhold i familien pludselig ikke værdsat mere og ikke brugt tid på. Vi kom bare så hurtigt så langt fra hinanden. Har skændtes så mange gange med ham, men intet hjælper. Men JEG fik ro, da jeg accepterede hans valg. Og jeg ved, at JEG i hvert fald har gjort alt hvad JEG kunne.

Men vi er blev som nat og dag. Total modsatte. Vi havde en fantastisk barndom. Der er kun 1½ år imellem os. Men vi har intet sammen som voksne. Sørgeligt, men sandt.

Min svigerinde er faktisk ret sjov og rar at tale med. Men vi får aldrig et forhold som en familie, som jeg ser det. Men ærligt, så tror jeg, vi har det familieforhold, som de rent faktisk ønsker det. Min bror ønsker ikke tingene anderledes også følger de jo hendes ønsker om, hvad og hvordan en familie skal være. Det er jo klart.

Jeg ser min bror som ret ligeglad, passiv og en lukket person. Han ønsker ikke tingene skal være anderledes. Hvis han virkelig ønskede det, v ille han kæmpe for det.

 

Utroligt som det ligner min situation.
Det mærkelige er at da jeg først mødte kærsten syntes jeg at hun var rigtig sød. Vi læser de samme bøger, har de samme interesser, næsten samme arbejdsområde og har faktisk rigtig mange ting til fælles. Og alligevel er det som om vi ikke er på bølgelængde.

Det er som om hun lukker alt det han havde før ude. f.eks. fortalte hun fornyligt at han da aldrig har spist and juleaften. Hvor jeg har lyst til at minde hende om at hun måske har kendt han i 3 år, men jeg har kendt ham i 27 og fejret alle juleaftner med ham også med hende! Jeg ved at han spiser and. Men jeg gider jo ikke gå ind i en diskussion om and  
Jeg syntes ikke selv at jeg stille spørgsmål til deres forhold. Men alligevel har hun meget brug for at markere at hun kender ham bedre end vi andre. Selvfølgelig er hun den der kender hans inderste tanker, men hun kan sgu da ikke ignorere at jeg og vores mor har været der i 24 år før hun kom til.