man bliver alt for modtagelig som mor

Ingen tvivl, jeg elsker at være mor til mine 2 rødder.

Men på mange måder hader jeg det at være blevet mor...

Man føler ALT- kan sættte sig ind i mange flere ting man hellere havde været foruden. Det kan næsten være helt svært at håndtere tingene man bliver udsat for i hverdagen, nyhederne, ting man læser i avisen, ting man ser og hører generelt.

Hvordan filan lukker man det ude??????????

Jeg har aldrig været "følsom" som sådan. Jo jeg synes dengang det var synd hvos der skete noget med folk, forældre børn, død, krig osv, men slet ikke som nu.

Alle de indlæg der bliver postet herinde om mishandling af børn, død og lemlestelse, misbrug osv..det går lige i hjertet og jeg føler SÅ meget med dem. Det er næsten ikke til at holde ud at man skal sætte sig SÅ meget ind i andre smerte og sorg.

Dengang inden ungerne kunne jeg sagtens læse sådanne ting uden at tage det med mig i seng...det kan jeg ikke længere.

Og nej, lader ikke bare være med at læse om tingene, for man skal jo også leve i den virkelig verden.

Men hvordan kan man undgå at tage de lede tanker med i seng, med sig i uger efter nogle gange.

F.eks det med ungerne i den italienske institution..puha jeg fik det dårligt. Eller den kinesiske suppe???De udsultede børn fra Afrika man ser på tv...... eller at der hver uge dør et barn i Danmark fordi de bliver bakket over af deres egne forældre, drunker, dør i bilulykker, i brande osv.

Jeg tænker alt for mange negative tanker eefter jeg er blevet mor, om hvad der kan ske mine unger. Jeg HADER når min søn går over en rist fordi jeg forestiller mig han falder ned og drukner for an mig.

At vi kører galt og at han bliver kyld ud af stolen eller lign. At han skal løbe ud for an bil fordi jeg kigger væk 2 sek. At min datter bliver kvalt i sin mad eller andre ting hun stopper i munden...at hun skal æde et batteri ligesom han knægten..

Jamen altså. Der er bare så vildt latterligt mange følelser i det at være mor at det nogen gange kan være svært synes jeg.

Heldigvis overskygger alt det gode naturligvis og man elsker sine unger over alt på jorden. Nogle gange tænker man vist bare for meget....

kan alt for godt sætte mig ind i de følelser du beskriver. Inden jeg fik mit livs lys, græd jeg ALDRIG til f.eks. begravelser osv. ikke fordi jeg ikke er følsom men har bare altid været meget blufærdig hvad lige det angik.....nu hyler jeg fandme næsten bare af lykke når hun rokker til musik og griner eller af sorg når "barnet" endelig skal møde mor/far i SPORLØS!

og ser jeg en fødsel i fjernsynet m.v. så håber ham jeg bor sammen med at der er kleenex på tilbud !!!

Men du har ramt noget virkelig essentielt! For med den store kærlighed vi er så heldige at opleve følger også bekymringerne med, og en dag i sommers blev jeg nærmest helt depri, for lige der gik det rigtigt op for mig at de er altså den tro følgesvend til kærligheden, og vil være det resten af mit liv. Angsten for at hun bliver kvalt i et stykke gulerod eller andet mad.....angsten for at hun bliver alvorligt syg...angsten for at alt det der kan ramme....rammer også mig ind imellem med 110 i timen...og så skynder jeg mig at tænke at jeg må nyde det her øjeblik....

og at med den ubeskrivelige lykke følger også påmindelserne (tankerne) om at vi skal føle os heldige....(med det i mente at alle kan have en super shitty day, hvor ungen godt lige kunne hænges til tørre - bare et par minutter)

Jeg ved ikke om det er fordi vi tænker for meget, og tror bestemt ikke det skal lukkes ude...tror at man kan prøve at vende tankerne og den nyslåede "modtagelighed" til at lære noget mere om livet..og om sig selv....til dig

Er selv blevet enormt meget følsom, efter jeg har fået barn....

Det er jo helt vildt...

Jeg kan stå og sige til min kæreste, at jeg har en gave han skal have, og jeg bliver ked af det, hvis han ikke hænger det op, allerede der, kan jeg mærke tårene er på vej...

Hver gang jeg ser en, fødsel, whatever som er fælsom og går lige i hjertet... Ja, så kan jeg da godt sidde og fælde en tåre...

Jeg har en teori om, at man føler så meget, fordi man projekterer hændelserne over på ens egen familie/barn.

Hvis man ser/hører/læser om børn, der kommer til skade, så rammer tanker hurtigt én- hvis det nu var mit barn!? Og så gør det avs i hjertet!

Hvis voksne kommer til skade eller dør, så tænker man, hvad nu hvis det var mig?! Hvad skal der så ske ed mit barn? H*n kan jo ikke klare sig uden mig!

-------------------

Jeg er i hvert fald mere bange for død og ulykker nu end før, og det hele drejer sig om Mathias. enten at han oplever smerte eller at jeg ender med at dø fra ham, og hvad pokker skal der så ske med ham? Mit værste marreridt er, at jeg dør mens jeg har Mathias herhjemme- at jeg ikke vågner op imorgen tidlig. Hvor lang tid går der inden nogen opdager det? Og er Mathias død af dehydrering inden da? Hvor skal Mathias bo, hvis jeg er væk? Hos en bio-ting, han aldrig har mødt?

Ja det er underligt ikke..

Jeg er selv x-ryger... Men min mor ryger stadig og jeg kan blive helt sur på hende over at hun er ryger.

Får sådan lyst til at fortælle hende at hver cigaret forkorter hendes liv med 7 min i gennemsnit..og at det er 7 min mindre hun vil leve sammen med mig for hver gang. Kan blive helt ked af at hun forkorter sit liv for hun betyder ligesom mine børn, alt i livet for mig.

Og ja, tror også det er fordi vi straks sætter vores familie ind i billedet. alle de ting der sker kunne jo ske for os og ikke kun naboen.

Men alt i alt er kærligheden jo det værd...det er bare mange følelser der bliver lukket op for

Øjs Maria hvor er jeg glad for du har startet denne tråd  Jeg troede jo kun det var mig der havde det sådan , troede jeg var ved at få en dep eller noget ..  Jeg går helt i panik hvis jeg begynder at tænke på der kunne ske mine børn noget , kan ind i mellem blive helt nervøs når jeg kører på motor trafikvejen ,,  Kan også få alle mulige tanker om alt muligt og er selv så bange for at skulle dø fra mine børn ,,,,     Det hjalp self. ikke på det at de store børns far døede for 1 års tid siden i en ulykke ,,   Pludselig ser jeg mig selv som eneste forældre til mine store børn og har til med fundet ud af vi som forældre slet ikke er udødelige   Han var jo ligepludselig bare væk ,,, fik ikke engang sagt farvel ,,,

Mammi ,,, skriver:

Øjs Maria hvor er jeg glad for du har startet denne tråd  Jeg troede jo kun det var mig der havde det sådan , troede jeg var ved at få en dep eller noget ..  Jeg går helt i panik hvis jeg begynder at tænke på der kunne ske mine børn noget , kan ind i mellem blive helt nervøs når jeg kører på motor trafikvejen ,,  Kan også få alle mulige tanker om alt muligt og er selv så bange for at skulle dø fra mine børn ,,,,     Det hjalp self. ikke på det at de store børns far døede for 1 års tid siden i en ulykke ,,   Pludselig ser jeg mig selv som eneste forældre til mine store børn og har til med fundet ud af vi som forældre slet ikke er udødelige   Han var jo ligepludselig bare væk ,,, fik ikke engang sagt farvel ,,,

Nej, livet er noget underligt noget.

Man ved i virkeligheden godt det er skrøbeligt, men man bliver lige overrasket over det hver gang.

Oj, vi ved godt forældre ikke er udødelige, men alligevel tænker jeg tit at mine forældre simpelthen bliver nødt til at leve for evigt, andet dur bare ikke.

Det har jeg også sagt til min bio-far der bor langt væk og er alkoholoiker...at han bare har at leve super mange år endnu, for det kan da godt være han kan blive træt af livet, men jeg har da stadig brug for ham i mit liv. Ikke at han ser sine børnebørn, for vi besøger ham ikke så tit da han kæderyger 24/7 og bor som sagt langt væk. Og han kan ikke rejse mere.

Men vi holder da kontakt mindst 1 gang i ugen og tit mere, for han SKAL bare være der på en eller anden måde

Men kan godt forstå du må føle du dødelig nu hvor du har oplevet den ene forældre forsvinde på et sekund. Det må være så underligt tomt.

Jeg har det på samme måde.. og jeg tjekker STADIG om min datter trækker vejret indimellem.. jeg har arbejdet med nogle store børn med nogle meget horrible skæbner og har også arbejdet på plejehjem og haft døden meget tæt inde på livet, men dengang var det blot en del af jobbet og man bliver lidt mere "kold" ellers er det jo umuligt at arbejde, men nu aldrig har jeg været så frygtsom hele tiden, jeg bliver nødt til for at kunne overleve at lade være med at se nyhederne eller springer tråde over med frygtelige skæbner ellers fylder det alt for meget i resten af min dag.. jeg er begyndt hver aften at sige 3 ting som jeg har været taknemmelig for i løbet af dagen.. det hjælper en smule.. 

Jeg har fået Tue (Nikitas far) til at love at han vil genoverveje sin beslutning om at være i sit barns liv hvis der skulle ske mig noget.. altså helt ærligt, jeg er sund og rask og har ingen jeg fik hende altid tænkt, den dag kommer når den kommer, sådan er det bare - slut, men nu ih hvad nu hvis jeg pludselig ikke er her mere.. jeg kan slet ikke holde de tanker ud.. 

Så super god tråd.. 

åh det kender jeg godt!!!! Jeg kan ikke længere klare at læse om mishandlede børn og lignende. Jeg bliver SÅ ked af det, men det er fordi jeg tænker på hvis det var min lille datter det var gået ud over. Hvis der er et barn på 3mdr der er blevet mishandlet tænker jeg på hvor lille min datter var på det tidspunkt og hvordan jeg ALDRIG ville kunne gøre hende noget ondt.

Fødsler på tv hyler jeg også over nu fordi jeg lige kan sætte mig ind i hvordan det er og sådan har jeg jo altså ikke haft det før

Senest fik jeg det helt dårligt da jeg så sidste afsnit af Desperate Housewives. Susans søn MJ sad bag i en bil som med vilje skulle køre ud foran en anden så han døde og Susan sad bagbundet og skulle se til at hendes søn blev dræbt. Jeg var helt knust over det selvom det BARE var en serie. Jeg kunne føle panikken i kroppen over hvis det nu var MIT barn. Det har kørt så meget i mit hoved at jeg havde mareridt om det om natten.....

Ja man bliver bare mere følsom når man er blevet mor for der er SÅ STORE følelser involveret.

årh, ja, det afsnit var sgu da også bare vildt..sad og slugte det hele mand

Også den del af det med uheldet..kors mand jeg tror jeg havde revet mine arme af for at komme fri.