Svært ved at forstå det....

Hej tøser  

Ja vi har været igennem fertilitets behandling og jeg er endelig blevet gravid  weee, det har ski også været en hård tur...

Jeg er godt nok kun 4 uger henne, og har utrolig svært ved at forholde mig til det... Tænker, holder det mon? kan det virkelig passe vi endelig skal have vores ønskebarn?

Er utrolig bange for at glæde mig for tidligt, for hvis det nu går galt...

Andre der tænker sådan? Eller tænker jeg bare for meget?

Først og fremmest et stoooooort tillykke med spiren!

Dernæst vil jeg sige at det er helt normalt at tænke sådan og have svært ved at tro på det/glæde sig over det i starten. Vi har ikke været igennem fertilitetsbehandling, og jeg havde det sådan som du beskriver. Kan forestille mig den følelse blot bliver forstærket når man har kæmpet længe!

husk at nyde det, og glæde dig over det! Du ER gravid og du SKAL være moar! Det er ok at være bekymret, men det er vigtigt at du stadig giver dig selv lov til at glæde dig... Ikke tage sorgerne på forskud!

Endnu en gang tillykke!

Knus Caroline 28+4

åh hvor fantastisk!! tillykke

du skal bare glæde dig, for ingen ved hvad der sker og chancerne for at du får et sundt og velskabt barn er enormt meget højere end for at du skulle miste, så sats på det, og så lav en dejlig lun og velkomene krop til den lille ny, så den ved den gerne må blive (sådan tænker jeg selv hver gang jeg er blevet insemineret "tænk positivt, så kroppen er glad og babyen får lyst til at slå sig ned" )

Stort tillykke med graviditeten  Hvor må det føles ekstra fantastisk når man har prøvet så længe! Husk på at der er 80 % chance for at det hele går godt, så selvom du som alle os andre bekymrer dig, er chancerne gode

Stort tillykke med den lille spire .

Jeg blev gravid ved IVF efter at have forsøgt i 5 år og jeg havde det på samme måde. Kunne slet ikke forholde mig til det og var så bange for at blive skuffet igen igen. Efter et langt og opslidende behandlingsforløb var der en masse håb og drømme der var pakket godt og grundigt af vejen, som en slags beskyttelse af mig selv og det er rigtigt svært at skulle åbne op for den pose igen og turde tro på, at det virkelig sker.

Vi valgte at slå koldt vand i blodet de første 12 uger. Vi ville bare ikke udsætte os selv for et større slag end højst nødvendigt, hvis noget skulle gå galt i starten. Derfor har vi heller ikke købt noget babyudstyr endnu, men glæder os meget til at gøre det, hvilket vi har aftalt at starte med når jeg er halvvejs.

Er i dag i 18. uge og har stadig svært ved at forstå det. Tror bare det må have den tid der skal til og ser nu frem til at kunne mærke den lille sparke, for så bliver det hele måske mere virkeligt.

Men jo, jeg tror det er helt normalt at føle som du gør, men skal da gerne indrømme, at jeg også har følt mig meget "forkert" over ikke bare at være den super lykkelige "endelig" gravide.

Tak skal i have

Jeg tænker så positivt som muligt, og sender mange positive tanker ned i maven til rejen. Og holder så mine bekymringer for mig selv, ja dem sender jeg ikke ned i maven...

Men ja det er nok et skjold for at passe på mig selv, jeg har bygget op, for det har været en hård omgang, for at nå så langt, og vil jo nødig ende nede i det sorte hul igen...Men det gør jeg heller ikke denne gang  

Men tak for de opmuntrende ord

Tillykke....

Ej hvor skønt at høre, er selv li gået i gang med behandling, så det er så dejligt at høre det lykkedes...

Kan godt forstå du er bekymret, tror også jeg får det sådan, men som de andre skriver, der er jo langt større chance for det går godt...