Er I tilfreds med jeres opdragelse?

Anonym skriver:

Min datter på snart 6 år, har jeg forsøgt at opdrage, så hun får mest mulig selvværd. Men alligevel fremstår hun ofte meget usikker på sig selv. Er det ikke perfekt det hun har lavet, har hun fejlet (synes hun selv) Hun vil ikke starte i skole, for hun er bange for, at hun ikke kan finde ud af det. Hun vil ikke gå til gymnastik, da hun har meget svært ved det. Jeg kan ikke overbevise hende om, at det er rigtig godt for hende at gå til et eller andet, og at hun nærmest selv må vælge. Men det vil hun ikke. I børnehaven knytter hun sig meget til en max to piger, og hvis de ikke er der eller ikke vil lege, går hun rundt for sig selv. Hun er ret lav, og allerede som knap 6 år er det begyndt at blive et problem for hende, og det gør bare så ondt så ondt! Jeg bliver bare så ked af det, for har virkelig prøvet at anerkende hende på hendes person og ikke for det hun gør. Er det mon noget med alderen at gøre, eller har jeg bare en meget usikker datter - som i øvrigt har sin egen mening om ALT. Hun tør at sige fra og er meget velformulerende.

åh det er svært.... Jeg arbejder som pædagog og har passet børn som hende. Jeg vil sige at jo flere erfaringer de gør sig med at der ikke sker noget ved at de ikke er perfekte hele tiden og at alle fejler jo bedre går det. Jeg tror det samfund vi lever i i dag er med til at give børn en forestilling om at man skal være helt igennem perfekt før man dur. Nogle børn opfanger det hurtigere end andre. Men jeg synes altså det plejer at blive bedre når de kommer i skole og i sfo og de oplever at andre heller ikke er helt perfekte og at det er OK at lave fejl. SÅ længe du så bliver ved med at støtte hende derhjemme og fortælle hende hun er god nok som hun er så skal hun nok komme igennem det.

Roser du hende meget?? Jeg kom nemlig til at tænke på at så føler nogle børn de skal præstere en masse for at blive anerkendt og hvis hun så laver noget som ikke (i hendes verden) bliver pænt eller godt nok er hun måske bange for ikke at få ros/kærlighed.

Vores dreng på 5 er også perfektionist og det er ret belastende. Han har det vildeste sprog-øre, og han talte ikke et ord, for han kunne tale helt rent, og kunne bøje alle ord korrekt. Det var virkelig vildt at opleve, at han nærmest fra ikke at kunne sige noget, pludselig talte i lange korrekte sætninger.

Nu behøver han jo ikke at kunne stave, han går jo slet ikke i skole endnu, men det med sprog tiltrækker ham i den grad, Han vil gerne prøve men tør ikke. Det var første efter at han et par gange havde oplevet at jeg stavede forkert og at det skete der ikke noget ved, at han turde kaste sig ud i det (og så staver han selvfølgelig helt fantastik. Alle små ord på 2 og 3 bogstaver staver han korrekt (med undtagelse af ordet 'se', han er overbevist om at det staves 'ce' for man siger jo 'c'. )

Forleden dag skrev han 'stempelstænger' på computeren, det var dog stavet helt forkert (stembl staenger) men jeg undertregede blot at jeg da sagents kunne læse hvad det var han havde skrevet, så pyt med at det var stavet forkert. Det gav ham lidt mere mod til at kaste sig ud i nye ord. Bagefter skrev han sommerhus med et m (somerhus), men det synes jeg stadig er godt klaret af en 5 årige.

tilgengæld kan jeg næsten ikke drive en blyant i hans hånd! Han nægter at tegne, for det kan han jo ikke, og derfor kan han heller ikke skrive bogstaver. Han vil ikke male i malebøger, for han kan ikke ramme inden for stregerne osv. -og det tror jeg bliver et kæmpe problem når han kommer i skole!!! Man er jo nød til at skrive!!! og man lære det kun ved at øve sig.

Min mor er super god til hele tiden at fortælle Kasper at hun er god til dit og dat, fordi hun har øve sig i mange år, og at hun ikke kunne i starten. Det er uanset om hun binde snørrebånd, skræller gulerødder eller hvad hun laver. Det kan jeg mærke også har en positiv indflydelse på Kasper. Det giver ham mod til også at prøve at skrælle gulerødder, eller hvad det nu måtte være.

Altså nu er selvværdet, hvor selvtillid og selvfølelse er i ordentlig balance med hinanden ekstrem vigtig for hvordan ens børn formår at klare sig i den verden de skal agere i når de bliver ældre, ja og allerede nu..  Derfor syntes jeg det er rigtig godt at du er opmærksom på det allerede nu, da det selvfølgelig godt kan gå hen og blive et endnu større problem..

Altså jeg tænker et par indlysende årsager og løsninger, men man skal også huske at alle børn er forskellige...

Først og fremmest kan det godt lyde som om hun ikke altid føler hun er nok i sig selv, forstået sådan at hendes selvfølelse, der er bygget omkring at hun tænker at hun er helt fantastisk fordi hun er den hun er, men at hendes selvopfattelse istedet bygger på hendes (selvtillid)præstationer, at hun bliver rost for det hun kan, har på, det hun gør.. det gør at hendes tanker om sig selv bunder i hvad hun kan og ikke hvem hun er..  her er det jo muligt at prøve at styrke hendes selvfølelse, men ikke kun ved ord, men også ved handling, hvis hun kan mærke at I vil hende, og ikke fordi hun gør noget bestemt (tegner eller leger med dukker eller hvad det nu må være) prøve at have en legedag på hendes primisser.. og så forsøge at holde igen i hverdagen med ros omkring hendes præstationer og lign.. 

Det andet er at når et barn, der er seks ikke vil give sig i kast med ting fordi hun er bange for at fejle, eller ikke at kunne tingene, så handler det nogengange om at barnet ikke føler sig tryg, det er til store dele også samfundsbetinget og er meget typisk for tiden i dag, men så er det os som forældre der skal prøve at gøre endnu mere for at de blive trygge, give os i kast sammen med dem, eller gå op i en rutjebane med vores børn selvom vi lige har fortalt at vi måske ikke er helt trygge ved det, hvis de så føler at de kan støtte os og at vi også kan blive utrygge, så kan det hjælpe.. altså det handler egentlig bare om at blive bedre til at udtrykke følelser og at afstemme sit barns følelser - meget vigtigt at de føler der er plads til deres følelser også selvom de bliver sure over noget, der bare er sådan, hvis man så som forældre anerkender de følelser barnet står med, anerkender man samtidigt barnet (hvem det er - selvfølelsen) og det kan jo være noget så simpel som hvis min datter får at vide at hun altså ikke skal have en is nu, fordi et eller andet, hun bliver sur og ked af det, så skal jeg være med til at sætte ord på hendes følelser, og anerkende dem. Skat jeg kan godt se at du bliver rigtig ked af det og vred, men der bliver altså ingen id nu, men du kan få et kram eller kommer hen til mor og sidde lidt.. altså sagt lidt udpenslet..

'

Jeg tror du er en fantastisk mor, bare det at du rigtig gerne vil hjælpe din datter er et vidne herom, og det kan selvfølgelig også være at din datter bare har en personlighed, der gør at hun skal have lidt ekstra opmundtrende ord fra mor og far end andre børn, jeg ved at min datter er en del mere temperamentsfuld end jeg selv og derfor kommer det også nok til at være noget jeg skal kæmpe lidt ekstra med.. hvis du vil læse lidt om det med styrkelse af selvværdet og børns udvikling vil jeg foreslå at du låner "Anvendelse af nyere psykologi" af Peter Clausen, den er nem at gå til og har de fleste af de nyere teorier og forklaringer på hvorfor det er endnu sværere at være barn i dag og i fremtiden end før, specielt kap. 2 tror jeg vil være rigtig hjælpsom.. ellers kan man altså henvende sig til børnehaven og prøve og høre dem og I ikke kan lave en slagplan for at have lidt ekstra fokus på netop det din datter går og tumler med, for det er også dem der skal på banen.. 

Håber alt det bedste for jeres familie..

Knuz fra Jane og hendes lille temperamentsfulde lille prinsesse..