Fornuft eller følelser

Tja nu søger jeg igen jeres gode råd mht det at få et barn...
Jeg føler at der er en kæmpe kamp igang mellem min fornuft og mine følelser:(
Min kæreste og mig har jo planlagt at gå igang med projekt baby til sep./okt. Vi glæder os begge ufatteligt meget og bare jeg tænker på at vi skal have et barn sammen, får jeg et dejligt sug i maven(L)

Mit problem er så, at min fornuft (eller hvad det nu er) prøver at fortælle mig at jeg burde at tage min uddannelse færdig først (færdig om 6år ca.), og burde også at købe et stort hus først osv. Og hvad nu når min kæreste nogle gange arbejder ude hele ugen....
Men samtidig kan jeg slet ikke forholde mig til, at vi skal vente så længe på vores ønskebarn.

Så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre(?) Skal jeg lade følelserne eller fornuften vinde???

(H)Mathilde

Hvis alle stillede de spørgsmål som du stiller Søde Mathilde, så var der ikke mange børn til ;)

Har vi råd? har vi plads, er bilen stor nok, skal jeg læse først, skal jeg være ældre og meget meget mere... ??? spørgsmål efter spørgsmål, som bestemt også er gode at stille inden man sætter børn til verden...

Men ved du hvad alt det skal du skyde en hvid pil efter, I skal få jeres børn når I er klar til det og der mener jeg når jeres forhold som kærster er klar til at blive mor og far....

Så her stemmer jeg for at lade følselserne vinde

Nu er der jo ingen der kan side og sige hvornår DU skal få børn.

Personligt ville jeg vælge at gøre det i så ung en alder som muligt (med måde naturligvis *ss*) af den simble grund at jeg ønsker at have kræfterne, energien til mine unger og ikke være alt for langt væk fra teenagerårene når de står der (et håb om at jeg ikke glemmer hvordan det var, ikke fordi det gør man jo nok alligevel) men også fordi jeg ønsker at have et liv efter mine unger hvor jeg kan nå nogle af alle de ting man ikke kan med børn i skørterne, jeg ønsker ikke at side som 55-årig og tænke tilbage... det var dog ærgeligt at jeg ikke xxx, og nu er jeg alt for gammel og/eller slit.

Jeg har en lille drøm om at tage til udlandet og stikke en hånd i nødsiturationer, men det kan være dødsens farligt, og kan tage måneder før jeg er hjemme igen, så for at kunne gøre det skal mine unger altså have en hvis alder før jeg kan tillade mig at tage fra dem på den måde, desuden kræver det noget udd.
Jeg er 46 når den yngste bliver 18, jeg har massere af tid til at gå og tage det udd der kræves og lidt til, samt få erfaring inden for det jeg gerne vil, mens jeg venter på at hun bliver så stor at jeg kan tillade mig at sige: "hvis der sker mig noget, kan du klare dig selv" Samtidig er jeg ikke ældre end at jeg stadig har energi til at kunne det jeg skulle kunne fysisk.
Jeg ville sangetns kunne vælge at tonse der ud af nu og så tage af sted om 2-3 år uden at tage hensyn til min familie, men jeg ville skulle bruge ALT for meget tid på at uddanne mig, bruge mange aftner og weekender på det, og samtidig stå med videnen om at jeg kan resikere at dø fra mine børn allerede inden de er fyldt 7 år, og hvor de i det 7 år stort set ikke vil have set deres mor, og så er der lige den med erfaringen, klart vil jeg have mere erfaring på alle måder som 46-årig end jeg har nu, hvilklet klart højner sikkerheden.

Jo for mig passer det bedst med børn i en rimlig ung alder, både for min skyld, men så sandlig også for børnenes, og så tage den med ro på andre områder, dem kan jeg udleve når mine unger er gamle nok til at klare sig selv.

For dit vedkommende er valget nok mere om du vil studere mens du har små børn og tage slidet der så du bedre kan tillade dig at gøre kariere (kravle hurtigere op af rangstigen) når du er fertig med at læse, eller om du helere vil være en "gulvmand" og så få små børn der hvor du ellers ville gøre kariere, der må du tage stilling til hvad der passer bedst ind i dit (jeres) liv og hvad du mener er bedst for dine børn.

Jeg syntes du skal lade fornuften råde, se ud i fremtiden hvad ønsker du for dig selv din familie som helehed og for dine børn, fornuften handler nemlig ikke om hvordan det ser ud lige nu, men hvordan det ser ud fra ungerne er kommet til de flytter hjemmefra. Men på den anden side ved man af gode grunde ikke hvordan livet arter sig der kan ske så meget, men så må vi jo løse den så godt vi nu kan, overordtnet syntes jeg det er godt at have et punkt at gå efter, at vejen der til så ikke altid er så lige til, og punktet måske må vlive flyttet med tiden, må man altså bare tage hen af vejen.

At jeg syntes som jeg gør, skal jeg jo sige, for det er jo det jeg selv har valgt *ss* og det behøver jo ikke være det rigtige for dig, nogle mennesker har det bedst med at gå efter den helt lige snor hele vejen til målet, mens andre gerne tager nogle svinggerninger og andre gentagende gange flytter deres mål til andre ting, hvad man er for et mennesker har naturligvis også en betydning for hvilken taktik der er den rigtige for den enktle.

Min mand og jeg snakkede også meget om nummer 2 inden vi rent faktisk gik igang. Jeg er færdig til næste sommer og han om 2 år så vi var enige i, at vi skulle vente med projekt baby til januar i år. Men da min svigerinde pludselig blev gravid sidste år i marts begyndte mine æggestokke at vibrere og jeg tog igen emnet op. Jeg er nu 9 mdr henne og termin om 14 dage og jeg må indrømme, at hvis min fornuft alene skulle råde så havde vi ventet. Nu er det sådan, at når man først har haft en lille en i sine arme efter en masse venten og skal til at være mor så er der pludselig en masse andre ting der ikke er så vigtige længere (i hvert fald for mit vedkommende) og derfor kunne jeg ikke bare overlade fornuften råde denne gang. Så denne gang var det en blanding af fornuft og følelser der bestemte. Vi ventede et par måneder inden vi gik igang så det måske ville passe med sommerferier osv så der var fornuften og følelserne, tja de bestemte alt andet :D Hvis fornuften alene skulle bestemme så havde vi ventet til vi var færdige, at vi havde et hus, at vi havde råd til en bil.. men hehe :D

Hej Mathilde.

Jeg er fuldstændig enig med Pia!

Jeg stod lidt i en omvendt situation da jeg blev uventet gravid.
Er man klar? Burde man blive ældre? Hvad med den uddannelse osv.

Jeg er sikker på at jeg nok skal nå det hele engang!! Bare i en lidt anden rækkefølge end det jeg først havde tænkt på.

Hvis I føler jer klar (For det er noget af en omvæltning ;) ), så synes jeg bare at I skal springe ud i det!

Jeg har aldrig været en person der har valgt mit liv efter hvad der er fornuftigt, men bare gjort hvad jeg følte for lige nu!
Alt kan (Og behøves) ikke planlægges.

Det var mit syn på sagen :)

God dag til dig!

Trine

Slap af og lad tiden gå...så finder du nok ud af hvad der er det rigtige for dig.
Ja, man finder ud af det når børnene kommer, men der er altså meget der er nemmere når ikke man har børn, men det kommer jo også an på hvilke ønsker man har for sit liv.

Knus..

Tak for de rigtig gode svar:)

Min plan er, at jeg vil tage uddannelse samtidig med jeg har små børn. Jeg har det nemlig sådan, som MUTT3 også skriver, at jeg gerne vil være ung med mine børn(jeg når at blive 25år inden, hvis alt går som planlagt) og jeg vil gerne have et liv bagefter hvor jeg bare kan nyde at jeg har nået mine mål og så sætte nye mål...

Det der plager mig lidt er, at jeg ikke kan planlægge alt 100%, men det kan man jo aldrig og det bliver jo ikke anderledes hvis jeg venter 5år....
Uddannelse, karriere og ydre værdier er ikke det vigtigste i mit liv. Det vigtigste er, at jeg får en dejlig familie, så kommer alt det andet egentlig i anden række. Økonomisk er der ingen problemer, da min kæreste er udlært til november og er garanteret en god løn + andre goder:D

Jeg tror mest jeg er skræmt af det store ansvar der følger med, men det er nok helt naturligt(?)
Min kæreste og mig har et fantastisk forhold og han vil gifte sig med mig engang(L) men man kan jo aldrig vide, om man pludselig står med ansvaret selv...

Jeg tror måske at de bekymringer jeg har er helt normale og sunde at have. Nu sludrer jeg vidst bare:$
Det med at få et barn føles helt rigtigt, så jeg skal nok bare slappe af, som Eva også skriver:)

Og ja, PiaR, Anja og Tynen....i har ret:)

(H)Mathilde

Altså for mit eget vedkommende var jeg selv totalt skruk (Lige indtil jeg rent faktisk stod med håret i postkassen - Så fik jeg pludselig kolde fødder :) ) før jeg blev gravid.
De følelser er altså virkelig svære at nedkæmpe!

Jeg kunne tit gå i panik, netop fordi jeg ikke havde en udd. jeg kunne bruge til noget - Skulle jeg vente med at få børn til jeg havde fundet det jeg egentlig ville? Og hvad nu hvis jeg slet ikke kunne blive gravid, og jeg først opdagede det om 4-5 år?!

Da jeg så endelig blev gravid - Og chokket havde lagt sig - Fandt jeg ud af at det var det helt rigtige valg for mig!

For mig er et godt job, rejser, fester osv. ikke noget jeg forbinder med at være lykkelig.
Derimod er en (stor, gerne :) ) familie med masser af kærlighed og overskud noget jeg hellere vil satse på.

Så kan jeg altid læse videre når ungerne er blevet store - Man er jo stadig "Ung" endnu på det tidpunkt :)

Jeg håber for dig at I træffer det rigtige valg for JER!
Det er en stor ting at have en kæreste/mand der støtter op om det!
Jeg er sikker på at man kan klare alt, hvis man virkelig vil det!

Trine