Et opløst venskab.

Hej.

Jeg havde en veninde, jeg for et par måneder har opgivet et venskab med.

Grunden var, at jeg synes, venskabet kun gik den ene vej på. Vi har kendt hinanden i rigtig mange år og havde børn nogenlunde jævnaldrende. Hun har piger og jeg har drenge. Det var jo så npk der, det hele gik galt...

Mine aktive drenge og deres meget stille og "perfekte" piger. Når vi igennem tiderne self har snakket børn, har hun altid givet udtryk for, at hendes piger nærmest var perfekte. Ja hele familien var perfekte. Hun har også før sagt, at hun ikke ønskede sig drenge. Den gjorde virkelig ondt at høre.

Når vi har besøgt dem, har jeg altid haft følelsen af, at de virkelig ikke brød sig om vores drenge.

Vi har altid besøgt dem... Vel ca hver 3 mdr ca... Men de har nok kun været her højst 4 gange mens vi har boet her i 12 år. Og når de har været her, har de siddet i jakken og været her i højst et par timer, for enten sad den store af pigerne ude i bilen pga hun ikke ville med ind ell også skulle de hurtigt hjem pga de var hjemme.

De sagde de kedede sig pga vi kun havde drengelegetøj osv.

Vi har altid skrevet en del sms'er sammen, men jeg blev så træt af, at besøgene kun gik den ene vej, så jeg prøvede at snakke med hende en dag. Jeg prøvede virkelig pædagogisk at få hende til at forstå, hvad jeg følte og hvorfor.

Men hun kunne slet ikke sætte sig ind i det. Hun kunne kun se, at det var mig, der havde et problem med at det ikke var "nok" det vi havde sammen nu... Altså et venskab på sms.

Jeg sagde så til hende, at det vist ikke var nok for mig, så jeg synes, vi skulle droppe det lidt venskab vi havde også har vi ikke snakket sammen siden. Ikke uvenner, men jeg er skuffet over hendes egoisme og manglende forståelse for mig. Jeg sagde bla at jeg var ked af at de ikke ønskede at komme og besøge os og sagde at jeg virkelig havde et problem med, at venskabet kun var bygget over sms. Hun mente bestemt at det jo netop var mit problem. Hun kunne slet ikke se at "hun" var årsag til problemet og det faktisk var hende, der kunne løse det. Det var hun virkelig ikke interesseret i

Nu har de så fået pige nr 4 og jeg har så stadig ikke taget kontakt til hende. har alligevel lidt "dårlig" samvittighed.

Men er det hele bare mig, den er gal med ell ????

Venlig hilsen

Kloster

Kloster skriver:

Hej.

Jeg havde en veninde, jeg for et par måneder har opgivet et venskab med.

Grunden var, at jeg synes, venskabet kun gik den ene vej på. Vi har kendt hinanden i rigtig mange år og havde børn nogenlunde jævnaldrende. Hun har piger og jeg har drenge. Det var jo så npk der, det hele gik galt...

Mine aktive drenge og deres meget stille og "perfekte" piger. Når vi igennem tiderne self har snakket børn, har hun altid givet udtryk for, at hendes piger nærmest var perfekte. Ja hele familien var perfekte. Hun har også før sagt, at hun ikke ønskede sig drenge. Den gjorde virkelig ondt at høre.

Når vi har besøgt dem, har jeg altid haft følelsen af, at de virkelig ikke brød sig om vores drenge.

Vi har altid besøgt dem... Vel ca hver 3 mdr ca... Men de har nok kun været her højst 4 gange mens vi har boet her i 12 år. Og når de har været her, har de siddet i jakken og været her i højst et par timer, for enten sad den store af pigerne ude i bilen pga hun ikke ville med ind ell også skulle de hurtigt hjem pga de var hjemme.

De sagde de kedede sig pga vi kun havde drengelegetøj osv.

Vi har altid skrevet en del sms'er sammen, men jeg blev så træt af, at besøgene kun gik den ene vej, så jeg prøvede at snakke med hende en dag. Jeg prøvede virkelig pædagogisk at få hende til at forstå, hvad jeg følte og hvorfor.

Men hun kunne slet ikke sætte sig ind i det. Hun kunne kun se, at det var mig, der havde et problem med at det ikke var "nok" det vi havde sammen nu... Altså et venskab på sms.

Jeg sagde så til hende, at det vist ikke var nok for mig, så jeg synes, vi skulle droppe det lidt venskab vi havde også har vi ikke snakket sammen siden. Ikke uvenner, men jeg er skuffet over hendes egoisme og manglende forståelse for mig. Jeg sagde bla at jeg var ked af at de ikke ønskede at komme og besøge os og sagde at jeg virkelig havde et problem med, at venskabet kun var bygget over sms. Hun mente bestemt at det jo netop var mit problem. Hun kunne slet ikke se at "hun" var årsag til problemet og det faktisk var hende, der kunne løse det. Det var hun virkelig ikke interesseret i

Nu har de så fået pige nr 4 og jeg har så stadig ikke taget kontakt til hende. har alligevel lidt "dårlig" samvittighed.

Men er det hele bare mig, den er gal med ell ????

Venlig hilsen

Kloster

Hvad ville du gerne hun havde sagt dengang du konfronterede hende med din din utilfredshed omkring jeres venskab?

Kunne hun haft gjort noget som havde ændret din opfattelse af venskabet?

qp skriver:

Hvad ville du gerne hun havde sagt dengang du konfronterede hende med din din utilfredshed omkring jeres venskab?

Kunne hun haft gjort noget som havde ændret din opfattelse af venskabet?

Jeg ville rigtig gerne have haft, at hun kunne se, at det måske ikke var min fejl, at venskabet gik i stykker. Jeg gad godt, hun ville bruge tid og kæmpe/PLEJE vores venskab.

Det vi havde tilbage var helt klart efter hendes ønske. Vi har besøgt dem tonsvis af gange, men det var slet ikke gengældt. For det ønskede hun ikke. Hun havde ikke lyst til at være sammen med os... Kun når vi havde spurgt om de fx gav kaffe. Så ville de gerne, men det gik aldrig den anden vej.

Tankevækkende....

Føj vi må være nogle ubehagelige mennesker, der har nogle virkelig belastende drenge, når de ikke ønsker at bruge tid sammen med os

Det er smadder ærgerligt, at hun ikke kan se sin andel i, at jeres venskab er gået i opløsning. Men i ens liv, kommer og går folk.........man vokser fra nogle, og møder nye venner. Der er nogle få, der holder ved altid..........og det er ægte venner.

Synes bestemt ikke du har gjort noget galt. Jeg synes at din "venindes" opførsel og ikke mindst kommentarer m.h.t drengebørn, og at hun lader deres pige sidde ude i bilen fordi jeres hjem er for "kedeligt", fortæller meget om, hvad hun syntes om jeres selskab. Er bange for at hun ikke var så dedikeret til venskabet som du var................så hun fortjener heller ikke at have dig som ven.

Mette

Kloster skriver:

Jeg ville rigtig gerne have haft, at hun kunne se, at det måske ikke var min fejl, at venskabet gik i stykker. Jeg gad godt, hun ville bruge tid og kæmpe/PLEJE vores venskab.

Det vi havde tilbage var helt klart efter hendes ønske. Vi har besøgt dem tonsvis af gange, men det var slet ikke gengældt. For det ønskede hun ikke. Hun havde ikke lyst til at være sammen med os... Kun når vi havde spurgt om de fx gav kaffe. Så ville de gerne, men det gik aldrig den anden vej.

Tankevækkende....

Føj vi må være nogle ubehagelige mennesker, der har nogle virkelig belastende drenge, når de ikke ønsker at bruge tid sammen med os

Som du beskriver det lyder det ikke som om det kunne haft været anderledes, desværre. Men lad være med at gør dig selv til "offer" for det er du absolut ikke - du er den der tog sagen i egne hænder og konfronterede hende, du valgte selv ikke at ville være med til det venskab der var tilbage... Og ved du hvad, det ER stort!

Man skal aldrig lade sig undertrykke af andre - hverken på den ene eller anden måde!

Knus qp

Jeg havde en veninde der igennem 15 år pludselig sagde stop, vi gjorde alt sammen og snakkede sammen hver dag.

En dag kommer der så penge imellem os, hvilket jeg stadig den dag idag, tror er grunden til hun stoppede vores såkaldte venskab.

Hun skylder mig stadig 30.000 for at det ikke skal være løgn, men trods det, har jeg prøvet at kontakte hende flere gange fordi jeg har savnet hende i mit liv, sendte hende billeder af min datter osv, men intet svar.

Jeg fik så at vide den anden dag, fra en ven som havde hørt at hun havde læst mine mails, men ikke gad rode op i den del af hendes liv igen.

Hmm .. nej, 15 års venskab ud af vinduet, for "sølle" 30.000 .. man tror man kender folk og ved hvor man har dem, men jeg har så bare lært nu, at det kan man åbenbart ikke vide.

Og hold da op hvor gør det ondt hun ikke engang kunne skrive så meget som et tillykke til mig, det ville jeg sku have gjort efter alt det vi har delt sammen, uanset hvad der var imellem os, synes jeg det er det mest anstændige at gøre, men det må være hendes tab nu.

Så dette qoute passer meget godt på mig.

"Misfortune shows those who are not really friends."

Hvis du har det skidt, så skriv endelig tillykke, for jeg har det elendigt over at hun ikke engang har kunne skrive et så simpelt ord til mig, selvom vi ikke er "venner" mere ...

Men det skal lige siges, at jeg nu heller ikke synes din venindes opførsel har været ok.

Kloster skriver:

Hej.

Jeg havde en veninde, jeg for et par måneder har opgivet et venskab med.

Grunden var, at jeg synes, venskabet kun gik den ene vej på. Vi har kendt hinanden i rigtig mange år og havde børn nogenlunde jævnaldrende. Hun har piger og jeg har drenge. Det var jo så npk der, det hele gik galt...

Mine aktive drenge og deres meget stille og "perfekte" piger. Når vi igennem tiderne self har snakket børn, har hun altid givet udtryk for, at hendes piger nærmest var perfekte. Ja hele familien var perfekte. Hun har også før sagt, at hun ikke ønskede sig drenge. Den gjorde virkelig ondt at høre.

Når vi har besøgt dem, har jeg altid haft følelsen af, at de virkelig ikke brød sig om vores drenge.

Vi har altid besøgt dem... Vel ca hver 3 mdr ca... Men de har nok kun været her højst 4 gange mens vi har boet her i 12 år. Og når de har været her, har de siddet i jakken og været her i højst et par timer, for enten sad den store af pigerne ude i bilen pga hun ikke ville med ind ell også skulle de hurtigt hjem pga de var hjemme.

De sagde de kedede sig pga vi kun havde drengelegetøj osv.

Vi har altid skrevet en del sms'er sammen, men jeg blev så træt af, at besøgene kun gik den ene vej, så jeg prøvede at snakke med hende en dag. Jeg prøvede virkelig pædagogisk at få hende til at forstå, hvad jeg følte og hvorfor.

Men hun kunne slet ikke sætte sig ind i det. Hun kunne kun se, at det var mig, der havde et problem med at det ikke var "nok" det vi havde sammen nu... Altså et venskab på sms.

Jeg sagde så til hende, at det vist ikke var nok for mig, så jeg synes, vi skulle droppe det lidt venskab vi havde også har vi ikke snakket sammen siden. Ikke uvenner, men jeg er skuffet over hendes egoisme og manglende forståelse for mig. Jeg sagde bla at jeg var ked af at de ikke ønskede at komme og besøge os og sagde at jeg virkelig havde et problem med, at venskabet kun var bygget over sms. Hun mente bestemt at det jo netop var mit problem. Hun kunne slet ikke se at "hun" var årsag til problemet og det faktisk var hende, der kunne løse det. Det var hun virkelig ikke interesseret i

Nu har de så fået pige nr 4 og jeg har så stadig ikke taget kontakt til hende. har alligevel lidt "dårlig" samvittighed.

Men er det hele bare mig, den er gal med ell ????

Venlig hilsen

Kloster

Altså som man siger også i andre sammen hænge, der skal 2 til at danse en tango...

Jeg synes kun du skal kontakte hende igen hvis du virkelig dybt inde savner hende og vil kunne leve med at de ikke besøger dig så tit, og ikke bryder sig synderligt meget om dine børn...

Hvis det var mig ville jeg ikke kontakte hende igen- tror virkelig ikke det hjælper... Og I vil aldrig få et godt forhold (igen).....

Har selv droppet et par veninde jeg har haft i rigtig mange år af forskellige årsager... Selvfølgelig gør det ondt i starten, ingen tvivl om det. Men efter lidt tid, så havde jeg det bare SÅ godt med det!

Langt de fleste af mine nuværende veninder har jeg fået efter jeg fik børn, og jeg er SÅ glad for dem...! Har et par stykker tilbage fra barndommen, men de fleste har jeg fået over de sidste 6-7 år og det er virkelig veninder jeg har det rigtig godt med....

Hun lyder som en rigtig træls type, synes jeg... Faktisk synes jeg du er ALT for god til hende, og hvorfor skal du gå og være ked af det- og hvordan I har det, når hun ikke gengælder venskabet?

Op med hovedet, Kloster!  Du er sgu for god til en som hende