Hvad skal jeg gøre??

Nu kan jeg simpelt hen ikke mere, må ud med det hele nu.. Men ved ikke helt hvordan jeg skal starte...

Jo, det ligger sig sådan at jeg føler at min mor ikke har forstået at jeg er en voksen kvinde, og at jeg har fået barn- og det piner mig så meget.

Når jeg er hjemme hos hende sammen med min søn og kæreste, gør hun lige hvad der passer sig, mht min søn, inten tager hun tøjet af ham, eller også for han alt muligt at spise, så som chokolade, kager, ja alt det søde stas, jeg har intet han får et lille stykke chokolade, men beder jeg hende op at stoppe, blir hun alligevel ved, også prøver hun i stedet at lave sjov ud af det, men synes jo ikke det er sjovt, for når jeg siger stop er det sku stop..

Da jeg var barn var jeg for tyk, og er det stadig den dag i dag, og det vil jeg ikke ønske min søn blir, jeg holder meget øje med hvad han får at spise i løbet af dagen, men det er sku svært når hun ikke kan forstå et nej

Her forleden spurgte hun om han måtte få en banan, og ja det må han da godt, men jeg sagde en halv banan, men alligevel fik han en hel, og det endte med at han ikke kunne spise sin aftensmad, selv min mor's veninde var rystet over at hun gav ham en hel når jeg havde sagt en halv.

Så i lørdags var vi alle sammen hjemme hos hende og spise, rigtig hyggeligt, lige indtil hun bliv negativ, vi sad og så noget i tv, og hun sagde noget med at alle kunne da synge den sang, og jeg siger i sjov jamen så syng den da, hvor hun så svare hvorfor hun sku det, jeg svar igen tilbage i sjov jamen du siger alle kan da synge den, hvor hun så bare svare mig tilbage med et enkel ord: LUK!!!
Jeg blir selvfølgelig sur, og siger hun skal snakke pænt til mig, men hun savre ikke. Siden har vi skændtes over sms'er, om at jeg blir hurtig sur, og at man intet kan sige til mig, for så blir jeg bare sur, men det passer bare ikke, det er hende der hurtigt blir sur.

Nu har jeg så også fået af vide at hun bagtaler min kærste, om at han er doven, ikke gider noget, hjælper ikke med noget, og aldrig laver noget når han er med hjemme hos hende. Godt så, det passer bare slet ikke... Der er sku mange gange han har været sød at støvsuge, vaske gulv, vasket op efter maden.

Det hele er bare noget L..., og ved ikke hvad jeg skal gøre, for synes virkelig hun er for meget, hun brokker sig over ALT hvad hun kan komme i tanke om, og magter bare ikke at blive ved med at høre på det...

Nogen der kan hjælpe, og måske komme med et råd..?

sorry det lange indlæg, men måtte bare ud med det!

Sæt dig ned sammen med hende, alene, ansigt til ansigt og sig de ting ligeud til hende!

Jeg var småirriteret på min mor lige da jeg havde født, og op til barnedåben, fordi hun ville bestemme alt, hun ringede til mig og spurgte om jeg havde købt blomster til bordene og jeg sagde "jeps, 1 til hver" så siger hun "eeeeej ..." og så spurgte jeg jo selvfølgelig hvad der nu var galt og så sagde hun "jamen jeg ville altså gerne have haft 2 på hver" ..

Jeg blev så sur på hende, og sagde, nu lytter du altså lige efter engang, det er MIT barn, MIG der holder barnedåb og MIG der betaler for den!
Hvorefter hun så svare at det måtte jeg også undskylde, og at det var "svært" for hende, fordi det var hendes første barnebarn, ikke at se det som hendes eget ..

Og jeg kunne for sin vis godt se det, hun undskyldte også flere gange og det endte med at blive en rigtig god barnedåb ..

Min mor tog meget over, hvor jeg simpelthen sagde SLUT til sidst, og det virkede ..

Med hensyn til at hun bagtaler din mand/kæreste, det skal du selvfølgelig ikke finde dig i heller, og det skal hun også bare have at vide, at det ikke er okay!

 

- Sussie, med den skønneste lille datter på 3½ måned

Du bliver nødt til en gang for alle at fortælle hende at det er DIG der bestemmer over din søn og det må hun altså bare respektere!!!

Jeg har EN gang været oppe at markere for mine forældre, for de havde lige en overgang da min datter var under 1 år hvor de også mente hun skulle ha ditten og datten! Det endte faktisk med at jeg sagde til dem at så kunne de jo bare ikke passe hende mere, når jeg ikke kunne stole på de ikke gav hende noget af det jeg ikke ville ha hun fik! Og det hjalp altså!!!

Siden da har der aldrig været noget som helst.... Nu er hun så også snart 6 år og selvfølgelig må hun ting der som hun ikke må hjemme og det er helt ok:-) Men de spørger om det er ok... Fx havde hun en overgang hvor hun var vild med guldkorn... Noget jeg aldrig kunne drømme om at servere her, men min mor spurgte om hun måtte få en lille portion der og det må hun bestemt gerne:-) Hun spiser jo sundt og varieret ellers:-)

Tror også det er vigtigt når børnene bliver lidt større, at man giver sine forældre en smule frie hænder (med måde naturligvis) for jeg kan da selv huske fra da jeg var barn, at min bror og jeg måtte flere ting hos min mormor og morfar end hjemme og min mormor lavede lækkerier:-) Sådan skal det jo også være....

Så tag en snak med dit mutti og fortæl at sådan og sådan er det bare. Hun må respektere at det er DIN søn og DIG der bestemmer....

jamen vil give de andre helt ret.

det er tydeligt at din mor har svært ved at acceptere den fact at du nu er en voksen kvinde, som selv er blevet mor. og det er vigtigt at du, en gang for alle....får fortalt hende at det er DIG der bestemmer. jeg havde selv en svigermor der var utroligt dominerende....hvis jeg sagde nej til is, sku mine børn lige ha en is med i hånden....når jeg sagde nej til serpentiner på mit nye gulvtæppe...ja så gav hun dem serpentiner med hjem alligevel.

jeg lod ungerne puste serpentinerne ud i hendes gårdsplads, og fortalte hende at hvis hun ikke respekterede de regler jeg satte op....ja så kom vi simpelthen ikke længere på besøg hos hende. det er så vigtigt både for dig, men også for dine børn....at din mor lærer at respektere dig. og det gælder også din kæreste.

så op med hovedet, og frem med stoltheden. og fortæl hende hvor (moder)skabet skal stå

Lone

Kan kun give de andre ret og så give dig et  Jeg synes at du har været tålmodig, men din mor har slet ikke forstået at du mener det, og det bliver hun nød til, ellers bliver dit barn også forvirret.

 for dig.

Tusind tak for alle jeres svar, sender lige en til jer alle sammen..

Det hjælp at få det ud i går.

Men nu kommer det væreste så... At skulle snakke med min mor om det, for det hjælper sikkert ikke noget, ved godt jeg skal være stærk, men det er svært for det efter et stykke tid er vi tilbage til den samme rolle.!

Og er sikker på en hun blir rigtig stædig, og ville nægte at høre efter, det har hun gjort mange gange før, men det er meget meget slemmere efter jeg er blevet mor

hun "glemte" mig også da min storesøster gik bort, der kunne jeg ikke komme til hende, og snakke om hvad der var sket, hun lukkede sig selv inde, og lukkede mig ude, og det gør hun stadig den dag i dag.

Men jeg må bare stå fast, og holde ved min beslutning, men det skal nok blive svært at få hende til at rette sig, for hun er ikke så nem at bide skeer med.
Min far har også sagt til hende at hun ikke skal blande sig, i hvordan og hvorledes vi gør tingene, men ja det har heller ikke hjulpet.

Jeg har tit tænk på hvad hun får ud af at bagtale min kæreste, for folk kommer jo og spørger os om det er rigtigt, også må vi jo sige nej det passer ikke...

Vi må se hvad der sker, har overvejet at sende en sms, og høre hvad hun skal i morgen, også må jeg se hvordan hun tager det!!!!


Endnu engang tusind tak for jeres svar!!!

Jeg tror det er en klassiker...............den med mor-datter-voksen-selvbestemmelse........o.s.v.

Da jeg fik mit første baren, Jonas for 13 1/2 år siden,havde jeg et mega opgør med min mor. Tror du ikke konen kaldte sig selv for mor, over for ham............og hun rettede på alt hvad jeg gjorde, og kom med råd, hun ikke var bedt om. Desuden kom hun hele tiden rendende, og tog nærmest over.

Til sidst fik jeg skrevet et meget langt brev til hende, hvor jeg forklarede hende, hvordan jeg havde det, og at hun altså skulle holde sig lidt i baggrunden, så jeg selv kunne finde min rolle som mor.

Vi talte så ikke sammen i flere måneder...........men til sidst kom hun med en buket blomster, og en undskyldning.

Nu er jeg mor til 3 dejlige børn, og min mor er en skøn og hjælpsom mormor, som jeg slet ikke kan undvære. Hun har stadig noget af sin " jeg ved bedre" attitude...........men jeg er blevet mere rummelig med alderen, og føler mig mere erfaren i rollen som mor. Jeg siger KLART fra, hvis hun går over mine grænser, HVER gang..............og jeg synes at det går fint.

Så få talt med hende.................eller skrevet til hende, så i kan komme videre i jeres nye roller her i livet.

Mette

Anna-jonas skriver:

Jeg tror det er en klassiker...............den med mor-datter-voksen-selvbestemmelse........o.s.v.

Da jeg fik mit første baren, Jonas for 13 1/2 år siden,havde jeg et mega opgør med min mor. Tror du ikke konen kaldte sig selv for mor, over for ham............og hun rettede på alt hvad jeg gjorde, og kom med råd, hun ikke var bedt om. Desuden kom hun hele tiden rendende, og tog nærmest over.

Til sidst fik jeg skrevet et meget langt brev til hende, hvor jeg forklarede hende, hvordan jeg havde det, og at hun altså skulle holde sig lidt i baggrunden, så jeg selv kunne finde min rolle som mor.

Vi talte så ikke sammen i flere måneder...........men til sidst kom hun med en buket blomster, og en undskyldning.

Nu er jeg mor til 3 dejlige børn, og min mor er en skøn og hjælpsom mormor, som jeg slet ikke kan undvære. Hun har stadig noget af sin " jeg ved bedre" attitude...........men jeg er blevet mere rummelig med alderen, og føler mig mere erfaren i rollen som mor. Jeg siger KLART fra, hvis hun går over mine grænser, HVER gang..............og jeg synes at det går fint.

Så få talt med hende.................eller skrevet til hende, så i kan komme videre i jeres nye roller her i livet.

Mette

Ja jeg tror ogdå det er en klassiker.

Ja det er jo så det opgør jeg har med min mor nu, hun prøver at styre alt, når vi er sammen, og jeg kan bare ikke have det mere - hun har dog aldrig sagt mor til min søn..

Min mor er meget god til at komme med råd, når jeg spørger hende, også kan jeg bruge dem eller ej. men hun kommer dog i rende hele tiden.

Men det kunne godt være jeg skulle prøve at skrive et brev til hende, og se om det vil hjælpe, men må så sige at det tror jeg ikke det gør, for når jeg har sagt det til hende får holder hun det en md eller 2 også kan jeg starte forfra igen.

Lige nøjagtig i dag har jeg ikke snakket med min mor i 1 uge, kun sms'er, men alt hvad jeg skriver/siger til hende, nægter hun, hun giver mig skylden, det er mig der hurtigt bliver sur, og er hele tiden negativ, men nej det er hende, man kan ikke lave sjov med hende, uden hun bliver sur. Er så træt af det..


jeg må prøve at skrive et brev til hende, og se om jeg får et svar!

Takker for dit svar...

 

Ja jeg tror ogdå det er en klassiker.

Ja det er jo så det opgør jeg har med min mor nu, hun prøver at styre alt, når vi er sammen, og jeg kan bare ikke have det mere - hun har dog aldrig sagt mor til min søn..

Min mor er meget god til at komme med råd, når jeg spørger hende, også kan jeg bruge dem eller ej. men hun kommer dog i rende hele tiden.

Men det kunne godt være jeg skulle prøve at skrive et brev til hende, og se om det vil hjælpe, men må så sige at det tror jeg ikke det gør, for når jeg har sagt det til hende får holder hun det en md eller 2 også kan jeg starte forfra igen.

Lige nøjagtig i dag har jeg ikke snakket med min mor i 1 uge, kun sms'er, men alt hvad jeg skriver/siger til hende, nægter hun, hun giver mig skylden, det er mig der hurtigt bliver sur, og er hele tiden negativ, men nej det er hende, man kan ikke lave sjov med hende, uden hun bliver sur. Er så træt af det..


jeg må prøve at skrive et brev til hende, og se om jeg får et svar!

Takker for dit svar...

Hejsa! :9 jeg ville sige at det skulle være face to face eller brev, det der med sms ender altid galt.. I brevet kan du ikke komme til at sige noget forkert.. der kan du lettere lade det være en envejs kommunikation så begynder hun ikke at forsvare eller lign.

Jeg havde en konflikt med min far for et stykke tid siden fordi han altid har travlt med hvordan jeg gør mit liv og at jeg nærmest skulle tage hensyn til hans lille familie i langbortistand (han bor udlandet) Og at jeg var selvoptaget! blev stjernetosset og skrev et langt brev til ham at han skulle tage sig sammen at det var f.. ikke min skyld at manden flytter væk fra mig, og at det var mere ham som var selvoptaget og hvis han ikke droppede evig altid at snakke til mig på den måde så kunne han bare helt droppe ideen om at snakke med mig, for jeg gad da virkeligt ikke spilde mere tid på det (der var selvfølgelig mere i det end det men så bliver det for langt)

Nogle gange skal de forældre bare lære at man har sit ejet liv!

 Herfra

ved måske ikke om det hjælper men det gjorde med min mor..

jeg havde også spurgt om gode råd på et site om hvordan jeg skulle klare de problemer jeg havde med hende og de kom da med nogle fine råd men jeg valgte så at vise hende den hjemme side og det jeg havde skrevet... min mor læste det og blev ekstremt ked af at hun havde gjort mig så fortvivlet og undskyldte...