Eksperthjælp: Fødselsangst

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

3.629 visninger
0 svar
0 synes godt om
23. november 2009

Karina Isolde Balslev

"Fødselsangst "

Hej Karina! Jeg er gravid, kun 8. uger henne, men bekymrer mig allerede nu om fødselsscenariet. Jeg har i tidligere, inden graviditet blev aktuelt for mig, gjort mig tanker om hvorvidt jeg overhovedet skulle have et barn når chancen bød sig eller om jeg skulle fravælge dette - alene på grund af fødslen! Jeg er og har altid været hundeangst for at skulle føde - min angst går til dels på smerterne naturligvis, men også at man måske sprækker/bliver klippet forneden, og bliver helt ødelagt og slap, og så også at man ingen kontrol har over situationen og der står folk, som naturligvis er der for at hjælpe en, men som jeg vil føle overskrider mine private grænser. Jeg bliver meget utilpas ved tanken, og det gør at jeg allerede så lang tid forinden bekymrer mig unødigt! Jeg har læst flere steder at flere og flere  vælger at få foretaget et planlagt kejsersnit, og lige netop dette er også mit store ønske når jeg når dertil!! Hvad angår smerterne, så findes de jo uanset om det er en naturlig fødsel eller et kejsersnit, men jeg føler bare, at med et kejsersnit så er det smerter jeg på sin vis selv er herre over og selv kan styre - og det beroliger mig! Jeg føler mig meget afklaret omkring mit valg - MEN er det reelt et valg man har, eller kan man blive nægtet det?? Jeg har læst en masse rundt om på nettet, og synes det virker som om at de der ønsker kejsersnit, uden medicinsk årsag, har skulle nærmest tigge og bede for at få deres ønske opfyldt, og det vil bare præge min graviditet i negativ retning, hvis jeg skal gå i usikkerheden og føle at mit ønske ikke bliver hørt. Ved du om der er visse hospitaler der efterkommer patienternes ønske om planlagt kejsersnit i højere grad end andre, og i så fald hvor? Jeg hører personligt under region hovedstaden, og skal formentligt føde på Rigshospitalet, men kan ikke finde svar på mit spørgsmål på deres hjemmeside. Håber du kan hjælpe mig!!



Karinas svar

Kære gravide

Rigtig stort tillykke med din graviditet.

Jeg vil allerførst anerkende dig for dit store mod; trods din livslange angst for at føde, har du truffet beslutningen om alligevel at få et barn. Det må virkelig ha krævet nogle dybe personlige overvejelser og opgør for dig.

Kejsersnit

Som udgangspunkt er proceduren på de forskellige fødesteder den, at kejsersnit på moderens ønske IKKE er et valg, medmindre der er medicinsk indikation herfor. Du er derfor nødt til at tale med jordemoder og evt. fødselslæger på de forskellige fødesteder. Du er ude i god tid og har derfor god tid til at finde et fødested hvor du føler dig tryg og godt taget imod. Der er imidlertid gode grunde til, at proceduren er som den er.

Bl.a. er der ved kejsersnit ulemper for kvinden som:

Øget risiko for flere kirurgiske indgreb, øget risiko for infektioner i underlivet, risiko for uønskede reaktioner på bedøvelsen, øget risiko for komplikationer ved kommende graviditeter, øget risiko for ammeproblemer, flere smerter og immobilitet de første måneder efter fødslen osv. osv.

For barnet er der bl.a. ulemper som:

Øget risiko for nedsat/dårlig tarmfunktion, øget risiko for luftvejs problemer, lavere apgar-score, nedsat evne til at søge, finde og tage brystet så amningen vanskeliggøres osv. osv.

Mit bedste råd til dig er at få professionel hjælp til at få skabt et overblik over hvad din angst går på, hvorfra den stammer, og hvad du selv kan gøre for at komme videre. Jeg ved, at de har gode erfaringer på Herlev Sygehus med at arrangere ekstra samtaler med gravide som er særligt angste.

Hvad du selv kan gøre i forhold til at skulle føde vaginalt

Du skriver at din angst til dels går på smerter, sprækning og at få overtrådt dine grænser.

  • Smerterne vil være der. Hvor ondt de gør, er et spørgsmål om hvordan du vælger at tackle dem. Bevægelse under fødslen er i sig selv smertelindrende, og det samme gælder dyb vejrtrækning. Derudover har varmt vand en lindrende effekt. Dog er det allermest afgørende at du føler dig tryg undervejs, og her vil en professionel fødselshjælper være en rigtig god investering. Hun vil være der for dig under hele fødslen, støtte dig til at forblive tryg og hjælpe dig med at finde, lytte til og stole på din egen kraft og styrke.

 

  • Klip foretages ikke længere i så vid udstrækning som før i tiden, da det har vist sig, at naturlig bristning heler hurtigere og derfor udgør et mindre traume. Dog kan du selv gøre en hel del for at mindske risikoen for at briste.

 Først og fremmest skal du se på fødestillinger. Som udgangspunkt nedsætter alle stillinger som udnytter tyngdekraften som knælende, stående og hugsiddende stillinger risikoen for bristninger, da presset på mellemkødet mindskes. Den mest ufordelagtige stilling at føde i præsenteres vi ærgerligt nok for i tide og utide (bl.a. i amerikanske film) nemlig den passiviserede rygliggende stilling. Desværre har det medført, at rigtig mange mennesker tror at det er sådan man føder. Heldigvis er det ikke sådan. Mange observationer viser, at kvinder som under fødslen føler sig trygge og bliver støttet i at følge deres iboende instinkter aldrig kunne drømme om at indtage en så ufordelagtig stilling som den rygliggende, de benytter sig tværtimod af tyngdekraften.

Dernæst kan du i pressefasen under fødslen selv mærke efter hvor meget/lidt du skal presse ved at holde og mærke på mellemkødet undervejs. Jordemoderen kan vise dig hvordan.

Kosttilskud som øger elasticiteten (bl.a. zink) er også en måde at forebygge bristninger på (spørg evt. kostvejleder Pia Birk som også er rådgiver her for yderligere detaljer).

 

  • At få overtrådt sine grænser er yderst ubehageligt, og det kan give dybe ar i sjælen. Derfor er det en god idé at få sat ord på dine grænser og melde det klart ud til din jordemoder til konsultationerne. Så kan hun skrive det hele ned. Når du er i fødsel vil det fremgå klart og tydeligt i journalen så personalet kan tage hensyn til dig og dine grænser.                                                                                                                          Det kan måske også hjælpe dig at finde et fødested med kendt jordemoder ordning. Herved er du sikret at føde med en jordemoder du kender og som kender dig og dine grænser. Det kan også være en privat jordemoder er noget for dig?

Erfaringer med fødsel

Ved at se på hvor dine erfaringer om fødsel stammer fra, kan du blive bevidst om hvor din angst stammer fra. Når du finder frem til det, vil du have mulighed for at vælge at skrive din egen historie. Det som andre, f.eks. din mor, familiemedlemmer og veninder, har oplevet er deres oplevelse. Det kræver en del arbejde og forberedelse at komme i dybden, og jeg er sikker på det er det værd.

Hvordan kom du f.eks. selv til verden?

Fødselsforberedelse er nøglen til en tryg fødselsoplevelse

Jeg vil på det varmeste anbefale dig at påbegynde et fødselsforberedelsesforløb hos én der kan hjælpe dig med at komme hele vejen rundt, dvs. én som både kommer omkring det fysiologiske og mentale samt inddrager kroppen. God fødselsforberedelse giver dig overblik over dine muligheder og giver dig mulighed for på egen krop at mærke hvad du og dit barn har brug for. På den måde kan du træffe de valg som er rigtige for dig og dit barn.

Bogidé: Aktiv Fødsel, af Janet Balaskas. Super inspirerende og tankevækkende.

Jeg håber ovenstående kan hjælpe dig et skridt på vejen. Du er velkommen til at skrive igen, hvis du har brug for det.

Kærlig hilsen

Karina



Karina tilbyder alternativ fødselsforberedelse med udgangspunkt i den sunde og naturlige fødsel som individuelle forløb i Gentofte og privat, hold og workshops i København og fødselshjælp i Københavnsområdet.

Se Karinas hjemmeside: TrygFoedsel.dk - her kan du også tilmelde dig nyhedsbrevet og få "3 tips til en tryg fødselsoplevelse" ganske gratis.

Anmeld

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.