Puha kan vist godt sætte mig ind i det Tjuhl skriver.
Ved hvad jeg ikke vil - og det er at komme til at ligne mine forlædre på flere punkter. Min far har brugt meget at man var bange for ham, bange for hvornår han ville slå en i hovedet.. det vil jeg aldrig med mine børn. Har grædt så meget fordi jeg har følt mig uretfærdigt behandlet i forhold til min søster.
Har siden jeg blev gravid og stadig herefter jeg har født, været så bange for at mig og min kæreste skulle blive som mine forældre. Jeg har aldrig set mine forældre vise nogen følelser for hinanden og aldrig hørt dem sige de var glade for hinanden. De har heller aldrig sagt til os at de elsker os. Så det helt klart en meget stor frygt i mig som jeg nogen gange tror ødelægger noget hos mig og min kæreste, fordi jeg så gerne vil undgå at blive sådan. Så ja for alt i verden vil jeg bare gerne prøve at være en kærlig sød mor der fortæller min datter hver dag at jeg elsker hende.
Jeg vil gerne lære at snakke om tingene, det har vi aldrig gjort hjemme hos os - så derfor kan jeg slet ike finde ud af at snakke om noget der har med følelser at gøre, hvilket jeg tror min kæreste har meget svært ved at forstå nogen gange. Nu må det ikke lyde for slemt - elsker stadig mine forældre og ved at de også gør, selvom de ikke siger det. De viser det ved at hjælpe mig og min søster med alt hvad vi står og skal bruge - de mok sådan nogen der mere tror på at vise følelser gennem penge og ting, end med ord. Det jo bare deres måde at vise det på. Og synes selv de har fået en go datter ud af det - jeg da godt opdraget og god ved mine medmennesker.
Lyder som en go ide den med at sige til sine børn man ikke kan forstå hvad de vil, før de snakker normalt. Vil gerne høre flere ting fra folk - er da altid godt at få lidt ideer/råd.
Anmeld
