For tidlig fødsel traumatiserer forældrene

Fra fpn.dk

Hver femte af mødrene har symptomer på posttraumatisk stress, viser ny dansk forskning. Eksperter foreslår tidigere hjælp.

Når de bliver født, vejer de under et kilo. De overlever kun ved hjælp af kuvøser, ilttilførsel og medicinering og er nogle gange indlagt i månedsvis.

Imens ser forældrene til fulde af bekymring og håb om, at deres småbitte børn vil overleve og undgå alvorlige handicap.

Og det kan have store omkostninger for forældrene at få et barn født ekstremt for tidligt. Ny dansk forskning viser, at hver tredje mor efterfølgende får symptomer på posttraumatisk stress.

Læs mere her

-Det undre så mig, at der skulle en forsker til at sætte ord på dette.

Det er ekstremt hårdt, at føde et barn og leve de første mdr. på neonaltal afd. med et lille barn. -Og kun kan se en time frem af gangen. -Om det brister eller bære med det lille pus. Når man så er over den bekymrig, er der mange andre kampe der skal tages op.

Fx. omgangskredsen der ikke forstår, hvordan det er at ha´et ftf barn. -Og når man endelig kommer hjem, først skal til at lære sit barn at kende, skal til at tænke selv igen. "venner" der IKKE forstår, man ikke kan tage sit barn med til div. sammenkomster osv osv osv.......

Jeg synes der skal flere oplysninger på banen mht. ftf. børn. Da der er en stigende antal første gange fødende der føder før tid. -Og også ekstremt ftf. (før uge 30)

Hilsen Trine, mor til Malucca der vejede 1395g og 38 cm. ved fødslen.

Jeg syntes dte er helt vildt at selvom man oplever noget så hårdt så er der ingen hjælp at hente...

Jeg oplever ikke at jheg ikke kunne knytte mig til barnet men efter nogens mening knytter jeg mig for meget til vores lille pige kna ikke give slip, er bange for at nogen tager hende fra mig, er bange for at miste hende (at hun dør f.eks af en sygedom) jeg føler mig som en dårlig mor (har dog været indlagt pga. der engang var en læge der sagde at det var vores skyld Daniella ikke tog på og fik bevist at vi var forældre ud over alle forventninger, faktisk for gode og at hvis folk ikke kunne se det gik de med skyklapper på) og føler altid at jeg kan gøre lidt ekstre for Daniella, jeg føler jeg hele tiden skal rette op på det at jeg fødte for tidligt og har det rigtig skidt med at hun er født for tidligt, føler folk hakker ned på mig af den grund mm.

Og hold da op hvor har vi været tæt på at hun døde så mange gange, men heldigvis lever hun i sit bedste velgående idag dog med en del senfølger...

Men så sent som igår sagde jeg til min mand JEG ER EN GO MOR og det er der INGEN der skal tvivle på.. Og jeg syntes jeg er den bedste mor der eksister men så alligevel er der alle de andre følelser men tror også lidt det er dem der gør mig til en god mor...

Har mistet alt hvad man kan kalde for omgangs kreds, jeg har fået et helt andet forhold til min familie, Jeg kan ikke klare min mands familie og syntes ikke om at de skal være en del af Daniella´s liv for de er ikke stabile og de er ikke særlige søde og kan mærke at det køre lidt på mig...

og vi fik to former for psykolog den ene var på skejby men ham talte vi kun med en gang ham følte jeg mig ellers tryg ved, også snakkede vi med en på randers der hele tiden kørte på mig og sagde noget a la "det er IKKE dit barn men ALLES barn, du skal give lidt slip mm.) til sidst var jeg helt ødelagt over at snakke med hende...

Så betalte vi selv for en psykolog fordi frank fik en deprision men hun gjorde at vi næsten gik fra hinanden så vi har ikke haft meget held...

Syntes hele tiden man skal kæmpe på den ene eller den anden måde med kommunen og nu skal Daniella til at have ny briller så nu starter kampen forfra...

Og vi var indlagt uafbrudt i 2½ månede hvor vi så kom hjem men var ikke hjemme en uge af gangen inden vi blev indlagt igen og sådan var det det meste af hendes første år, nu skla vi så indlægges igen på torsdag

Hilsen Stina, Mor til Daniella der vejede 970g ved fødsels og var 35 cm

At født for tidligt, i mit tilfælde i 31+5, så er det em ENORM svær start. Jeg fik AKS pga svær svangerskabsforgiftning, var meget syg og kan ikke huske jeg så min datter før hun var knap 2 dage. At man ikke må være sammen med sit barn 24/7 er svært. Jeg føler ikke at jeg blev mor, før en vi kom på mor/barn afsnit ca 4 uger efter fødslen. Først her kunne jeg bestemme - skulle ikke fortælle en ny sygeplejeske hver eller hveranden dag. De sidste 2 uger på Neo i Skejby, havde vi ikke mindre end 15 forskellige sygeplejesker tilknyttet, og inden af dem en af vores 3 kontakt sygesplejesker................... Vi fik aldrig tilbudt hjælp, til at få det snakket igennem, måske fordi hun var så stor.......

Heldigvis har vi en skøn familie og venner der var til stor hjælp, de kom bl.a med aftensmad, strikkede huer og små undertrøjer(hendes første tøj), vaskede tøj mm.

Vi arbejder på en mere, og jeg er nervøs for at føde for tideligt en gang til. Men vi er enige om, at vi nok skal klare det igen, hvis det skulle ske igen.