"Spørgsmål fra Mie vedr. datters flyvetur alene"
Jeg har et spørgsmål om hvordan jeg bedst kan støtte min datter i at flyve alene med ledsager og tage børneguide toget. Hun fløj for første gang alene med ledsager i går. Afleveringen til ledsagerne, gik super godt. Fik både kys og kram til farvel. Men da hun er kommet hjem til sin far ringer hun til mig, og siger, at hun ikke var så glad for at flyve alene. Hun var til at snakke med, og jeg prøvede at forklare hende, at alt nyt godt kan virke skræmmende, og at det jo så er heldig nok, at flyturen ikke tager så lang tid. Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå på søndag når hun skal hjem igen. Det skal lige siges at hun er vant til at flyve sammen med mig, det er en tur vi har tage rigtig mange gang sammen, så det er ikke nyt for hende at flyve.
Trines svar
Kære Mie
Tak for din mail.
Jeg synes det lyder som du håndterer din datters reaktion rigtigt fint. Det er helt naturligt, at din datter er utryg over, at skulle flyve alene - det vil hun være et par gange endnu, og I skal bare støtte hende i, at I godt forstår hun synes det er stort og lidt farligt, og at I synes hun klarer det rigtig fint. Hendes følelser er jo reele og "rene", og det er grænseoverskridende at hænge der i luften helt alene uden mor og far. Jeg kan huske, at jeg gav min egen datter det råd den gang, hvor hun skulle begynde at flyve alene over til sin far (og hun reagerede på nøjagtig samme måde som din pige) - jeg sagde til hende, at når hun mærkede, at hun blev bange og savnede og var ked af det, så at holde sin hånd hen over sit hjerte og mærke det slå og så vide, at jeg gjorde det samme - på den måde er vi sammen, selvom vi er hver for sig. Det hjalp min datter meget. Og selvom hun i dag er snart 9 år, så ved jeg hun gør det samme hver gang hun står overfor noget som gør hende bange eller utryg eller, hvor hun har brug for lidt ekstra styrke.
Jeg synes, at det er ok, at børn skal noget, de ikke er helt vilde med at de skal. Din datters vilkår er, at hun skal flyve for at være sammen med sin far - Det er den mulighed I har, og den skal hun nok finde sig til rette med, og lære at have det ok med. Det er utroligt, så langt vi når med vores børn og hvor meget vi hjælper dem med, hvad der måtte være svært, når bare vi er tydeligt. Så længe din datter mærker, at både du og hendes far godt kan forstå hun synes det er ubehageligt, at I ser hende, hører hende og tager hende alvorligt, og hjælper hende med at tackle det ubehagelige, så vil I opleve en tryg pige, en sej pige, der ved at det her det kan jeg for jeg er ikke alene, min mor og far er er med mig...
Håber det var lidt hjælp til jer begge/ alle 3.
Kærligst Trine
Trine tilbyder individuel terapi, parterapi - sorgbearbejdelse. Supervision samt coaching.
Se Trines hjemmeside: TrineDahl.dk
