Eksperthjælp: F#ucked up på følelser

Trine Hostrup Dahl

"F#ucked up på følelser"

Hej Trine.

Jeg er så fuld af følelser at jeg ikke længere kan gennemskue eller overskue mig selv. Jeg har haft nogle ret så turbulente år, hvor der er sket en masse uforudsete ting der skulle håndteres lige nu og her, og jeg har nok ikke fået det hele håndteret godt nok. Either way så fandt jeg ud af i sommers at jeg var blevet gravid. Faderen er en gut der er 3 år yngre end mig selv, og som jeg har kendt i en del år da han er venner med min bror. Vi havde kun været sammen 3 gange da jeg fandt ud af det, og det var stadig meget sådan på 'begynder-stadiet'. Jeg var ikke i tvivl om at jeg IKKE skulle have en abort, og da jeg fortalte ham om det var han først overrasket over at jeg ikke bare ville have en abort, men sagde at beslutningen var jo min, da det var min krop, men at han dog syntes det var en meget stor ting og at han ikke lige følte han var klar til så stor en ting.

Nå, tiden gik og jeg vidste jo godt jeg skulle være alene-mor siden jeg ikke hørte fra ham, og var også fint tilfreds med det, så længe han i det mindste ville være far for sit barn. Jeg lod ham få noget tid til at sluge beskeden inden jeg begyndte at spørge for meget om hvor meget far han ville være osv osv.. Faktisk gik der 3 måneder fra jeg fandt ud af jeg var gravid til vi talte sammen igen. Han kiggede forbi en lørdag og vi havde en rigtig hyggelig dag, og han viste oprigtig interesse for barnet, og jeg var jo bare glad, jeg havde fået det jeg ville have, at han ville være der for sin lille guldklump. Nogle dage efter sender han mig en sms hvor han skriver at han altså har følelser for mig, og ikke har turde sige noget af frygt for min reaktion, og siden den dag har jeg bare ikke kunne finde hoved og hale i noget som helst! Jeg tænkte allerførst: "YES! Jeg får min lille lykkelige familie alle går og drømmer om" Men vidste også godt jeg skulle tage det roligt. Vi så hinanden 3 gange efterfølgende og det var super akavet, både pga. vores fortid, men også vores nu fælles fremtid, men ikke desto mindre super hyggeligt. Jeg skulle så til MD-scanning og spurgte om ikke han ville med og se sit barn for første gang? Og han sagde han lige skulle tjekke han ikke havde andre planer, og ville give besked. Jeg hørte bare ikke noget.. I 14 dage hørte jeg ikke et ord fra ham.. Han var samtidig super svær at få fat i da han ikke har nogle telefon, så jeg endte med at kontakte ham over nettet hvor alle følelser lige blev afsløret overfor ham for første gang. Og det er endt med nu at jeg har spurgt ham hvor meget han overhovedet mente det, og han er blevet ved med at sige han virkelig mener det, og jeg bare skal give ham en chance for at bevise det, men han beviste det bare aldrig og vi er nu blevet 'enige' om at tales ved når lillepigen er kommet til verden, men jeg tænker på ham konstant!! hvorfor skulle han skrive den sms, jeg havde det fint uden nogle forhåbninger, og nu:Er jeg så bare fuldstændig forvirret pga følelserne + graviditet, og vil jeg ham overhovedet? Hvis ikke hans barn var i min mave, ville jeg så tænke på ham..?

Ved ikke om det giver nogle mening eller om du kan komme med nogle råd, men alt er brugbart ligenu, for jeg kan ikke holde ud at tude mere!!

Trines svar

Kæmpe tillykke med at du venter dig - og tillykke med at du vidste at det her barn skulle du beholde. Der vakler du ikke, og det er ret vigtigt!

 Der er nogle ting, som falder mig i øjnene i det, som du skriver. Det første er din "kærestes" reaktion, da du fortæller ham, at du er gravid. Han er her meget ærlig synes jeg. Han siger, at det var ikke lige, hvad han havde regnet med, og at det er din krop, så han respekterer dit valg, og at han i 1. omgang lige må sunde sig og finde ud af, hvor han står i det her. Og i hvilket omfang han vil være far. Det fortæller mig, at han i hvert fald er en ærlig fyr, der nok er meget usikker og som ikke foregiver at være noget han ikke er.

Tiden går og så læser jeg at det er dig der tager kontakten - det forstår jeg godt du gør, spørgsmålet er blot om hvor vidt han er klar. Han har følelser for dig og dem kommer han ud med, og dernæst trækker han sig - og godt nok er han lidt uklar/uærlig, idet han siger han skal chekke sin kalender - det klares ofte på under 14 dage :-) Alligevel fortæller det mig, at han virker til at have de gode intentioner, han er blot lidt umoden, bange, usikker. Og du fortæller mig at han er yngre end dig - måske er han flov over at han ikke kan leve op til dig.

Noget siger mig, at han mener det- at han gerne vil jer, og han behøver tid og han behøver at han får lov at komme til dig.

Omvendt forstår jeg godt dig, du står og skal være mor for sørste gang - og har brug for omsorg og kærlighed, én at glæde sig sammen med mm. Dét skal du bare ikke forvente med ham her i første omgang. Der er intet i vejen med at du kunne ønske dig det anderledes, jeg tror bare du må væbne dig med tålmodighed og spørge dig selv om du er i stand til det. Det giver ikke så meget mening at spørge om dyu gad være sammen med ham, hvis du ikke var gravid - for sagen er at DU ER GRAVID, og det er det du skal forholde dig til. Kan du vente på ham, kan du give ham tid? Måske du kan nu, og når han så kommer, viser det sig at situationen er en anden  - det ved du ikke, jeg tror at du lige nu og her må tage en dag ad gangen - nyde det lille liv i din mave, og som udgangspunkt tænke: skal vi være familie, der bor sammen er det dejligt, ellers finder vi en anden måde at være familie på.

Du kan evt. i et brev fortælle ham, at du trækker dig lidt og lader være med at presse på, det gør du for at give ham tid og vise ham respekt - fortæl ham at du savner ham og forstår han er bange, og at du tror på jer - hvad enten I vælger kernefamilieudgaven eller "skilsmissemodellen".

Og sig så til ham at han er velkommen til atkontakte dig, når han er klar og din manglende kontakt til ham ikke skyldes at du ikke tænker på ham.

Og prøv så at være noget mere i dig selv og ikke så meget ovre i ham - du virker selvstændig og i stand til at stå på egne ben, hvad andre vælger er vi ikke herre over alligevel - og du kan vælge, hvad du vil være med til i forhold til dig og din datter. Brug energien på at finde ud af hvad det - og lad de andre bøvle med deres.

Held og lykke

Kærligst Trine