Eksperthjælp: Til Trille

Trine Hostrup Dahl

"Til Trille"

Hej Trine,

Jeg har et spm til dig vedr. følelser omkring graviditet. Jeg har for nylig fundet ud af, at jeg er gravid og det med en mand, som jeg kun har været sammen med i 5 md og er meget i tvivl om jeg har lyst til at være sammen med i længden. Vi svinger på mange måder godt sammen, men er meget forskellige. Og nu hvor jeg er blevet gravid, så oplever jeg en tristhed over, at det ikke blev med drømmefyren. Jeg mærker længslen efter "det rigtige" forhold, hvor det er kærligheden, der binder en sammen.

Men jeg har været alene i mange år og havde opgivet af finde "den rette fyr". Ja havde faktisk også mistet troen på, at han eksisterer. Og på at jeg overhovedet skulle møde en igen, som jeg ku dele mit liv med. Så på mange måder værdsætter jeg min nuværende kæreste rigtig meget. Han er en god fyr og en god støtte og vi er supergode til at kommunikere og være ærlige overfor hinanden, så vi begge ved, hvor vi har hinanden. Vi er begge rigtig meget i tvivl om langtidsperspektivet i vores forhold, men har taget det for det, det var. At vi hygger os sammen og har det rart sammen.

Men nu hvor jeg er blevet gravid, har det sat følelserne lidt på spidsen og jeg føler en trang til at skubbe ham væk fra mig. Det gør mig lidt ked af det, for jeg vil også nødigt være alene om dette her og vil fra en fornufts side gerne ha' at han er her.

Ved nærmere eftertanke havde jeg det faktisk også sådan, da jeg blev gravid for 10 år siden. Også med en fyr, som jeg var meget i tvivl om perspektivet i, men af helt andre grunde. Til gengæld var jeg smaskforelsket dengang. Men da jeg blev gravid ved et uheld, så vendte mine følelser og jeg kunne ikke klare at have ham i nærheden og fik kvalme ved hans kropslugt. Da jeg valgte at få en abort, forsvandt disse følelser som dug for solen og jeg var atter smaskforelsket. Meget underligt.

Er det nogle reaktioner, du kender til og kan give en forklaring på ? Er det hormonelt betinget ? Og hvad er det der sker ?

Trines svar

Kære Trille

tak for dit brev.

Kroppen reagerer meget forskelligt på graviditet og på de hormoner, som der kommer gang i under en graviditet - om din reaktion mht kæresten skyldes din graviditet ved jeg ikke, og det er da lidt interessant at du havde det på samme måde for 10 år siden.

Jeg tror imidlertid at dine tanker om din kæreste er meget naturlige. Vi tænker måske: Var det så min prins på den hvide hest? Ser på ham og synes måske ikke, der er så meget machoprins over ham, som vi kunne have ønsket os, som vi havde forestillet ham i vores drømme, da vi var yngre og tænkte på alle de muligheder, der lå foran os.

Det tror jeg er meget naturligt, særligt nu, hvor "bordet fanger", og du er gravid med ham - så er I på en eller måde forbundet i de næste mange år ud i fremtiden.

Nu er det forskelligt fra person til person, om det er nødvendigt at være smaskhamrende forelsket for at lade sig involvere. Og jeg mener, at der sagtens kan have været kærligheder, der var vildere, mere lyserødssky- agtige mm end den du oplever med din nuværende kæreste, og at dette ikke nødvendigvis behøver, at være et dårligt tegn.

Du skriver at I har det godt sammen - måske kan det vise sig, at det I har sammen er noget solidt, noget der vil bringe jer tættere og tættere sammen, at I bliver super forældre sammen, og at jeg kærlighed er af den mere stille af slagsen - den hvor I kommer til at elske hinanden fremfor den vilde og stormfulde forelskelse?!

Jeg synes under alle omstændigheder, at du skal lade ham være en del af barnets liv - og have en god relation med ham som forældre, også selvom I vælger ikke at blive sammen.

Tillykke med graviditeten. Og held og lykke.

Kærligst Trine