Eksperthjælp: Forvirret og bange

Trine Hostrup Dahl

"Forvirret og bange"

jeg håber ikke mit indlæg her bliver alt for kludret, og forvirrende... for som du kan læse i overskriften ja så er jeg forvirret...

jeg er forvirret omkring mit parforhold... det skal lige siges der ikke er børn blandet ind i det, så der er kun ham og mig selv at tage hensyn til i denne sag

jeg er på det seneste begyndt at overveje at gå fra min kæreste.... men jeg får så dårlig samvittighed når jeg gør det... fordi vi jo faktisk har det rigtig godt sammen, og han er en fantastisk kæreste på mange måder.... Men, jeg kan mærke at jeg på de 3 år vi har været sammen er begyndt at blive bremset i min personlighed, mere end jeg har udviklet mig... min kæreste har svært ved at jeg tager steder hen/besøger nogle eller overnatter et sted, fordi han synes jeg burde bruge tiden med ham... og det skal altså siges vi bor sammen... så når der er noget jeg gerne vil i forhold til veninderne eller andet, undlader jeg ofte at tage med og helt undlade diskussionen med min kæreste..... og der er så mange ting han gerne vil bestemme i forhold til MIN personlighed... hvad jeg må se i tv'et, hvad jeg må gå i osv... og det lyder faktisk ret voldsomt nu jeg skriver det til dig, men sådan har jeg ike følt det, før for et par måneder siden, fordi jeg bare har accepteret det... men nu er det virkelig gået op for mig, hvor jaloux han er... og jeg har svært ved at sætte mig imod ham... han er ikke voldelig eller noget, men han har virkelig sproget og ordene i sin magt, som jeg aldrig har haft ... og derfor virker han så overlegen når vi skændtes.... det er nok derfor jeg ikke har sagt ham i mod før...

Det værste af det hele ved det er han ikke ved hvordan jeg har det... i starten af vores forhold hvor vi skændtes over at jeg havde været til fest udelukkende med veninder... dvs intet at være jaloux over efter mit hovede... spurtge jeg hvorfor han begrænsede mig sådan, og vi havde et kæmpe skænderi, og han sagde "nu lyder du nøjagtig som alle de andre"... siden har vi ikke haft de diskussioner og han ved ikke det irritere mig så meget nu....

jeg kan mærke at jeg et eller andet sted ønsker at gøre det forbi, men jeg har slet ikke selvtilliden eller selvværdet til det lige for tiden, for jeg er så bange for hans reaktion, ikke at han vil slå mig eller noget, som nævnt tidligere.... men at han vil begynde at snakke rigtig grimt, og starte en diskussion om hvor tarvelig og løgnagtig jeg har været... fordi det vil komme bag på ham, eftersom vi har det rigtig 'godt' i hverdagene... ved jeg han vil have følt sig for nar... så jeg ved ærlig talt ikke hvordan jeg tager mig sammen til det ... ?

som du kan regne ud er og har jeg aktid været konfliktsky, især når jeg ved at jeg vil såre et andet menneske utrolig meget...,

jeg ved ikke hvad jeg skal gøre lige nu...

Trines svar

Kære forvirrede/bange!

Jeg kan da godt forstå, at du er bange for at gøre det forbi med din kæreste - måske slår han dig ikke fysisk, og jeg synes, at det lyder som om du er udsat for psykisk vold. Nedgøres man eller respekteres det man siger i en diskussion/skænderi ikke, så går den måske én eller 2 gange - sker det deriomod hver gang, så sker der skår i ens selvværd og selvtillid - du begynder at føle dig dum og underlegen og begynder desuden at tro på, at det han beskylder dig for, er sandt og at det er dig, der er et skidt menneske.

Jeg siger ikke, at din kæreste er sådan, og jeg mener, at der er nogle ting i jeres relation, som ikke er sunde og gode ting i et kærlighedsforhold.

Din dårlige samvittighed kan du ikke bruge til noget, du behøver ikke at føle sårlig samvittighed over, at du også gerne vil udvikle dig og have ting, som "er dine", som du kan have for dig selv, f.eks. venner, fritidsinteresser mm. Jeg synes, at du skal tage dig en snak med ham, om at han begrænser dig, ikke at du føler han begrænser, AT HAN BEGRÆNSER dig - og at det har du ikke længere lyst til at han skal. Du kan begynde samtalen med at fortælle ham, at du gerne vil fortælle ham noget OG at du på forhånd gerne vil fortælle ham, hvor bange du er for at sige det til ham, og at du er bange for, hvordan han reagerer. Begynder han allerede her at protestere, og mærkre du at han ikke vil lytte til dig og tage dig og hvordan du har det alvorligt, så må du nok sige til ham, at du gerne vil vente med at sige det til ham til han er klar til at se, høre og tage dig alvorligt.

Fornemmer du at han ikke ønsker samtalen kan du evt få din mor eller en god veninde til at være med næste gang, hvor du bringer emnet op - sig til ham, at første gang du gerne ville tale med ham, da blev du afvist og nu har du brug for samtalen og derfor har du inviteret én du har tillid til med, fordi du er utryg ved at sige det til ham.

Reagerer han første gang ved at være åben og gerne vil lytte til dig, så kan du jo fortælle ham, at du faktisk har ændret dig, du har ikke længere lyst til at sidde hjemme så meget, du vil gerne have mere frihed, og du ønsker at han har tilliden til dig aå du kan gå ud og nyde livet også uden ham- fortæl ham, at du faktisk gerne vil være sammen med ham, og han begrænser dig, kan han lade være med det, vil du gerne fortsætte (hvis du da vil det?) og ellers er du nok nødt til at overveje, at I ikke længere skal være kærester. Måske er han ikke klar over, at du føler at han brgrænser dig? I kunne også tale om, hvad han er bange for at der skal ske, hvis han slipper noget af kontrollen. Det kan være der er noget han går og kæmper med, som han måske er flov over at han har det på den måde, han vil da opleve en enorm kærlighed, hvis han får mulighed for at fortælle dig det - og give slip på skammen!

Alene dét at du skriver at du er "bange", fortæller mig at der er noget, der ikke er godt for dig.

Et kærlighedsforhold skal ikke være præget af frygt - de rkan være ting, man ikke synes der er rare at skulle fortælle sin kæreste/mand/hustru, og det er en anden sag.

Håber du har fået lidt mod til at tage snakken med dig kæreste og held og lykke med friheden!

Kærligst Trine