Eksperthjælp: Sashas mor

Trine Hostrup Dahl

"Sashas mor"

Hej Trine. Jeg har en lille pige på 12 dage. Og siden vi kom hjem med hende fra sygehuset har jeg været så bange for at der skal ske hende noget. Min største frygt er vuggedøden. Når hun sover går der ikke 5 min uden at jeg tjekker om hun nu også trækker vejret. Jeg får ikke selv sovet ordenligt med mindre jeg får min kæreste til at sidde og våge over hende hele natten. Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan andre nybagte mødre har det, men jeg tror måske at mine bekymringer tager overhånd for mig. Jeg er simpelthen rædselslagen for at hun ikke er vågen næste morgen. Hver dag trygler jeg Gud om han ikke nok vil holde hende i live, og når vi snakker om alle de ting vi skal med hende i fremtiden tænker jeg hver gang; ja hvis hun lever så længe. Hun er sund og rask, og både graviditit og fødsel gik godt. Jeg ammer fint og det hele går rigtig godt. Bortset fra det. Og selvom jeg godt ved at det er en rigtig skidt idé læser jeg stolpe op og stolpe ned om den forbandede vuggedød.

Hjælp mig!

Kærligst Sashas mor

Trines svar

Kære Sashas mor

Tillykke med jeres lille datter.

Når vi står med et lille nyfødt barn i vores arme, da rammes vi både af den største glæde og også den største uro - det er som om alle de ord som vi normalt er trygge ved og som kan forklare, hvad vi mener, og hvordan vi har det - de slår slet ikke til længere. Det sker godt nok hver eneste dag, at der fødes børn overalt på kloden - ikke desto mindre så er det et lille mirakel, et lille under hver gang det sker - der står du nu med en sprællevende hilsen fra livet selv - og du rammes af en sårbarhed, som du ikke tideligere har mærket - og du bliver overvældet og begynder pludselig at frygte alle de ting, som der kan ske for det. Verden var lige så vidunderlig og hæslig og barsk som før du fik barn - livet får bare et andet skær den dag man bliver mor.

Jeg tror de fleste mødre kender den følelse du har - jeg blev selv mor for 2. gang men med 8½ års mellemrum i august måned, og jeg var også bekymret og kunne få de frygteligste tanker omkring, hvad der kunne tilske min lille datter.

Det som det handler om det er, at kunne tale sig selv til fornuft, så angsten og frygten ikke får overtaget - for så bliver "dødsangsten" også til en angst for livet, og i værste fald kommer det til at begrænse én i livsudfoldelse og glæde. Din lille datter skal jo lære, at der er ting, der er farlige her i livet, og at verden også er et trygt og godt sted at være, fordi mor og far passer på én. Du skal vise hende verden, åbne den op for hende, lære hende om kærlighed og tillid, og samle hende op og kysse tårerne væk fra hendes øjne når hun falder og livet smerter.

Din datter er heldig for hun har en mor, der så gerne vil være mor for hende med al den kærlighed som det indebærer. Giv hende den, og stol på at du er den bedste mor i verden.

Så kan du rent praktisk sørge for at hun sover køligt, at der ikke bliver røget indenfor, at hun ligger på ryggen mm.

Du er nødt til at få lidt søvn, for ellers bliver du alt for skrøbelig og sårbar, hvis du heller ingen søvn får.

Det som dig og din kæreste naturligvis bør være opmærksomme på er, at du ikke er ved at få en fødselsdepression - de fleste tror, at det betyder at man ikke vil kendes ved barnet, at det ikke interesserer én. Man kan faktisk også have det som du har det: være bekymret, angst for alt det der kan ske osv.

Et lille råd kunne være at når den lille pige sover, så vente med at gå ind til hende, og langsomt give dig selv længere og længere intervaller før du chekker op på hende. Tror du at det kunne være muligt for dig?

Du er velkommen til at skrive til mig igen, håber at denne mail kunne hjælpe dig lidt.

Kærligst Trine