Er bange for at min datter ikke længer kan lide mig!!!

Ja jeg har valgt at være ano da dette enme er ret følsom for mig, og nok er lidt flov over det...

Min datter er ca. 1½ år og er ved at være en stor pige, hun er den dejligeste gladeste lille pige og jeg har som alle andre møder altid været meget tæt med mit barn...

De seneste par dage når jeg har afleverede hende i Dp har hun ikke engang har tid til at vinke farvel til mig og hopper direkte over til Dpéren så snart hun får chancen for det...

Om eftermiddagen når jeg henter bliver hun sur når jeg giver hende tøj på og hvis Dpéren lige går ud af øje syn i et kort øjeblik begynder hun at skrige (dette gør hun jo ikke engang ved mig)

Hun spiser rigtig godt i Dpéren men knap nær så godt her hjemme og nogen gange ingenting (har altid undskyldt det med at hun jo ikke får samme stimuli som hun gør i Dpéren + at der er andre børn hun kan kigge på på samme tid, men ved ikke længer om det holder?)

Men når vi så kommer hjem er der ikke noget, så kommer hun løbende giver knus og mys osv. Til at starte på var jeg glad for at hun ikke længer græd om morgen for så havde jeg jo den idé at hun var tryg ved at jeg kom igen men nu er jeg blevet voldsomt i tvivl måske hun beder kan lide at være deroppe? måske hun ikke er så glad for mig mere?

Håber i vil fortælle hvad i tænker ud fra det jeg skriver, og piger vær søde men ærlig for har det ret svært med dette enme det er ikke sjovt at tænke og føle sådan her, især ikke når mit barn er hele mit liv og hele min verden!

Din datter er bare inden i en helt alm face.. Det du beskriver var præcis den måde Lærke var på da hun var 1½ år. Hun gik fra at skrige som en gal om morgen, til slet ikke og gide kigge på mig når jeg gik..

I dp ÅD hun helt vildt.. Her hjemme indtog hun ganske lidt mad..

Din datter elsker dig stadig.. De har bare så mange forskellige stadier de skal igennem og det forsætter resten af livet ( ringe trøst ikke )

Så tag du det bare roligt.. det går over igen og du er ikke en dårlig mor...

Kh Pia...

jeg tror bare din lille pige er kommet i trods alderen.. hun elsker dig stadivæk betingelsløs, men hun er ved at blive mere selvstændig. hun er ved at finde ud af at hun sagtens kan ting selv. hun prøver grænser af. hun er ved at danne sit jeg (freuds teori)

knus tanja 21+2

hvis datter virkelig er i trodsalderen hun er 2,8 år..

Tak for alle de søde ord det har virklig hjulpet mig, og jeg som var ved at går i en håbløs panik her...

Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre hvis hun ikke længer kunne lide mig, det er jo alt jeg taber på gulvet så, og syntes virkelig at jeg gør alt for hende, råber aldrig (hæver dog stemme i panik når hun er henne og lege med komfur og oven) retter aldrig på hende, er på 24-7 når hun er hjemme osv. Så blev da ked af det da det da hun lige pludselig ændret adfærd...

Tak endnu engang, godt at høre at jeg ikke er den eneste der oplever dette.. Puha

God morgen:0)

Jeg vil også bare sige at din datter er helt helt normal:0)

Har selv haft en datter, som elskede at gå i dagpleje, hun sagde aldrig noget til at blive afleveret og gad aldrig med hjem. Ikke at hun sådan brokkede sig, men hun kunne hænge i dagplejemoderens fagn så jeg måtte lirke hende derfra:0) Hendes dagplejemor var en dame i starten af 60'erne. Sådan en rigtig bedstemor type, og det elskede Asta bare:0)

Da Asta var omkring de to år, blev jeg selv dagplejer( og passede hende derfra hjemme) Jeg så også mange børn, som i start var dybt ulykkelige, for så at vende på en tallreken og råbe og skrige og løbe hen til mig og putte og sige jeg vil ikke hjem. Så det er helt normalt.  Jeg har altid set det lidt som en protest fra børn til deres forældre og hvis jeg groft skal skære det ud så ville det lyde sådan her set ud fra barnets tanker: Nu har du efterladt mig her en hel dag og det jeg allerhelst vil er at have været sammen med dig. Så nu giver jeg dig lige lidt igen for at vise at jeg ikke helt syens det er i orden jeg skal være her HELE dagen:0)

Så nyd du din skønne datter, og nyd at hun er glad for at gå i dagpleje:0)

Knus

Christina

Anonym skriver:

Ja jeg har valgt at være ano da dette enme er ret følsom for mig, og nok er lidt flov over det...

Min datter er ca. 1½ år og er ved at være en stor pige, hun er den dejligeste gladeste lille pige og jeg har som alle andre møder altid været meget tæt med mit barn...

De seneste par dage når jeg har afleverede hende i Dp har hun ikke engang har tid til at vinke farvel til mig og hopper direkte over til Dpéren så snart hun får chancen for det...

Om eftermiddagen når jeg henter bliver hun sur når jeg giver hende tøj på og hvis Dpéren lige går ud af øje syn i et kort øjeblik begynder hun at skrige (dette gør hun jo ikke engang ved mig)

Hun spiser rigtig godt i Dpéren men knap nær så godt her hjemme og nogen gange ingenting (har altid undskyldt det med at hun jo ikke får samme stimuli som hun gør i Dpéren + at der er andre børn hun kan kigge på på samme tid, men ved ikke længer om det holder?)

Men når vi så kommer hjem er der ikke noget, så kommer hun løbende giver knus og mys osv. Til at starte på var jeg glad for at hun ikke længer græd om morgen for så havde jeg jo den idé at hun var tryg ved at jeg kom igen men nu er jeg blevet voldsomt i tvivl måske hun beder kan lide at være deroppe? måske hun ikke er så glad for mig mere?

Håber i vil fortælle hvad i tænker ud fra det jeg skriver, og piger vær søde men ærlig for har det ret svært med dette enme det er ikke sjovt at tænke og føle sådan her, især ikke når mit barn er hele mit liv og hele min verden!

 

Hej Ano.

Det er ganske normalt!! Sådan opførte min datter sig også omkring 1½ år!! Og så sent som i dag havde hun ikke engang tid til at sige farvel eller give mig et myz!!

Men det bliver bedre. Det er noget andet at være hos DP'eren end hjemme hos moar... Børnene prøver bevist vores grænser af. Alle de ting hvor hun virkeligt bliver gal herhjemme (ved fx. klipning af negle, temperatur måling, smøring af sår, og sågar når hun skal have sin astma medicin...), alle de episoder opfører hun sig som et lille wonderkid når vores DP'er gør det!!!   

Derfor ved jeg at det bare er alderen der trykker

Min datter vil heller ikke spise morgenmad herhjemme.... det er da klart mere hyggeligt for hende at spise sammen med de andre børn

Dit barn elsker dig uden tvang, og vil altid gøre det.

Så du er slet slet ikke alene om at have et barn der opfører sig sådan  Men jeg kan så hilse og sige at det bliver bedre

Knus Pernille