Min voksne datter irriterer mig

Meget sårbart emne.
Jeg ved, at det er mit ansvar at gøre noget ved dette, og at jeg ikke kan være det bekendt. Men min voksne datter, som jeg selvfølgelig elsker, går mig ofte på nerverne. Der er bare en dårlig dynamik, som er svær at ændre. 
Hun fylder meget - snakker meget om sig selv og spørger sjældent til andre. Gentager sig selv, lytter ikke, er meget intens. Hun har ADHD, og det spiller sikkert ind, men der er også noget med, at jeg helt klart kan genkende nogle af mine egne “værste” sider i hende, og det trigger mig. Så “kommer jeg til” at sige noget hårdt til hende, og hun bliver såret, og jeg siger undskyld. Og så gentager det sig. 
Vigtigt: Der er en million gode ting at sige om hende - det fortæller jeg hende også og roser og anerkender hende. 

Men hvad gør man, når man er ved at bide tungen af sig selv og alligevel simpelthen ikke kan bremse en syrlig eller irriteret kommentar, fordi hun har talt uafbrudt i tyve minutter? For man kan jo godt bremse den. Det  skal jeg kunne.

Vi skal på ferie sammen, hele vores familie med tre voksne børn, svigerbørn, barnebarn og min gamle mor, og jeg gruer faktisk for, at jeg kommer til at snappe af hende og gøre hende ked af det. Er der et eller andet helt enkelt trick til at stoppe op, før jeg bliver hård ved hende? 

Der er også noget med, at jeg tror, jeg skal få tingene til at glide og forhindre, at hun irriterer andre ved at fylde det hele - men alle på nær barnebarnet er voksne, så det er faktisk ikke længere min rolle at være den, der styrer og glatter ud og opdrager og … 

Din datter er som hun er. Kan du ikke øve dig i at sige pyt og lade det glide hen over hovedet på dig? Når du mærker irritationen i din krop så tag nogle dybe vejrtrækninger og hvis den er helt gal, så forlad lokalet eller noget. 

Vi kan ikke ændre på andre folk, men vi kan enten sætte grænser eller ændre vores forhold til personen eller situationen. Hvis det påvirker dig så meget som du beskriver her, kan du også overveje at tage en snak med hende om at du elsker hende højt, samtidig med at du ofte oplever at hun (indsæt problem) og hvordan det påvirker dig og sig hvad du har brug for. Men den samtale er ret sårbar fordi du er hendes mor og selvom man er voksen, så ønsker børn mest af alt at deres mødre elsker og accepterer dem for den de er. Måske hun fylder meget og snakker meget om sig selv, men det er en del af hende og hendes væremåde. 

Det bedste er hvis du kan lære at bevare roen i dig selv, sige pyt og måske forlade situationen hvis du ryger helt op i det røde felt, inden det er for sent. 

Normalt ville man jo begrænse kontakten med en person man så ofte bliver triggeret af, men det er din datter så den er svær. 

Tænker også du nok lige er nogle år for sent på den.

Det var noget man kunne have guidet hende i som barn, at spørge ind til andre osv

Det løb er kørt nu

Fortvivlet skriver:

Tænker også du nok lige er nogle år for sent på den.

Det var noget man kunne have guidet hende i som barn, at spørge ind til andre osv

Det løb er kørt nu

Jeg skriver intet om at ville ændre på hende eller genopdrage hende. Jeg spørger til, hvordan jeg kan ændre mine egne reaktioner. Og hvem ved - måske har hun faktisk modtaget opdragelse og guidning som barn, og måske udvikler vi os ikke altid 1:1 som vores forældre har opdraget eller forsøgt at opdrage os til? 

Jeg bliver nok ikke populær, men jeg tænker: konsekvens-  forstået på den måde, at jeg ville prøve at bryde mønstret med, at voksen datter opfører sig grænseoverskridende, du bliver sur, hun såret, hvorfor du undskylder og det hele starter forfra. Jeg tænker, at vejen frem kunne være at formidle, at du faktisk mener det, når du siger fra overfor en bestemt adfærd (ikke din datter som person eller relationen). Selvfølgelig skal du gøre det på en ordentlig måde, men så skal hun også justere sin opførsel derefter. Jeg tænker slet ikke, at det er det samme som at genopdrage eller grundlæggende lave hende om, men rimelige grænser overfor et voksent menneske (som din datter jo er nu). 

Når nu du siger at du kan genkende nogle af hendes værste sider og det trigger dig, er det så fordi du ikke føler der ikke er plads til 2 personer med kæmpe egoer og hun tager opmærksomheden fra dig? Det lyder som nogle meget usympatiske træk du beskriver - uanset om der er diagnoser involveret eller ej. Måske du bare må trykke på pyt knappen og være dig selv og så må der bare være to der fylder (for) meget i rummet når i er sammen. 

Anonym skriver:

Når nu du siger at du kan genkende nogle af hendes værste sider og det trigger dig, er det så fordi du ikke føler der ikke er plads til 2 personer med kæmpe egoer og hun tager opmærksomheden fra dig? Det lyder som nogle meget usympatiske træk du beskriver - uanset om der er diagnoser involveret eller ej. Måske du bare må trykke på pyt knappen og være dig selv og så må der bare være to der fylder (for) meget i rummet når i er sammen. 

Bingo! Jeg har et kæmpe ego og kan ikke klare, at opmærksomheden ikke hele tiden er på mig. 

- tror jeg ikke, nogen nogensinde ville sige eller skrive. Måske Snehvides stedmor. 

Meget ofte er der netop ikke tale om kæmpe egoer, når folk agerer sådan, men tværtimod om usikkerhed og lavt selvværd og et gigantisk behov for bekræftelse. 

Jeg reagerer med særlig irritation, fordi dét med at fylde det hele er noget, jeg selv som ung blev bevidst om, at jeg havde tendens til, og lige siden har jeg været hyperopmærksom på ikke at være sådan.
“If you spot it - you got it” - særligt i relation til vores børn har vi mennesker det med at reagere med stærk modvilje, når vi genkender træk fra os selv, vi ikke er glade for. Det er jo helt klassisk - og vel også udtryk for, at vi bevidst eller ubevidst ønsker, vores børn bliver “bedre”, end vi selv er. 

Andre bærer over med min datter og synes, hun er charmerende og sjov. Og så er der selvfølgelig kæmpe forskel på, hvordan hun er “på hjemmebane”, altså sammen med familien, og i andre sammenhænge. Hun er for eksempel dygtig, empatisk og omsorgsfuld i sit arbejde. 

Så jeg fastholder, at det primært er mig, der har et problem her, fordi jeg er så hurtig på aftrækkeren. 

Ekko skriver:

Jeg bliver nok ikke populær, men jeg tænker: konsekvens-  forstået på den måde, at jeg ville prøve at bryde mønstret med, at voksen datter opfører sig grænseoverskridende, du bliver sur, hun såret, hvorfor du undskylder og det hele starter forfra. Jeg tænker, at vejen frem kunne være at formidle, at du faktisk mener det, når du siger fra overfor en bestemt adfærd (ikke din datter som person eller relationen). Selvfølgelig skal du gøre det på en ordentlig måde, men så skal hun også justere sin opførsel derefter. Jeg tænker slet ikke, at det er det samme som at genopdrage eller grundlæggende lave hende om, men rimelige grænser overfor et voksent menneske (som din datter jo er nu). 

Helt afgjort skal mønsteret brydes. Jeg har forsøgt at tale med hende om det nogle gange, men hun bliver helt forfærdeligt såret og oplever det, som om hun er “forkert”. Jeg kender selv til skammen, når jeg vurderer, jeg har været “for meget”, og den er næsten ubærlig. 
Så jeg er nok den sidste i verden, der skal tage det op med hende - hun er meget følsom over for kritik fra min side. Min mand og hendes brødre kan meget lettere håndtere det i situationen med en humoristisk og overbærende bemærkning. 

Det er mig, der er for hurtig på aftrækkeren og “kommer til” at være hård ved hende. Det vil jeg gerne kunne bremse. 

Anonym skriver:

Meget sårbart emne.
Jeg ved, at det er mit ansvar at gøre noget ved dette, og at jeg ikke kan være det bekendt. Men min voksne datter, som jeg selvfølgelig elsker, går mig ofte på nerverne. Der er bare en dårlig dynamik, som er svær at ændre. 
Hun fylder meget - snakker meget om sig selv og spørger sjældent til andre. Gentager sig selv, lytter ikke, er meget intens. Hun har ADHD, og det spiller sikkert ind, men der er også noget med, at jeg helt klart kan genkende nogle af mine egne “værste” sider i hende, og det trigger mig. Så “kommer jeg til” at sige noget hårdt til hende, og hun bliver såret, og jeg siger undskyld. Og så gentager det sig. 
Vigtigt: Der er en million gode ting at sige om hende - det fortæller jeg hende også og roser og anerkender hende. 

Men hvad gør man, når man er ved at bide tungen af sig selv og alligevel simpelthen ikke kan bremse en syrlig eller irriteret kommentar, fordi hun har talt uafbrudt i tyve minutter? For man kan jo godt bremse den. Det  skal jeg kunne.

Vi skal på ferie sammen, hele vores familie med tre voksne børn, svigerbørn, barnebarn og min gamle mor, og jeg gruer faktisk for, at jeg kommer til at snappe af hende og gøre hende ked af det. Er der et eller andet helt enkelt trick til at stoppe op, før jeg bliver hård ved hende? 

Der er også noget med, at jeg tror, jeg skal få tingene til at glide og forhindre, at hun irriterer andre ved at fylde det hele - men alle på nær barnebarnet er voksne, så det er faktisk ikke længere min rolle at være den, der styrer og glatter ud og opdrager og … 

 

 

Jeg har også ADHD, og fik kun konstateret det som voksen. Jeg fik lavet en bemærkning omkring tanketog, og siden er vi begyndt at bruge "tog-udtryk" til at fange/stoppe mig. F.eks. "hov, toget kørte uden mig" hvis jeg skifter emne for hurtigt til at min far (eller andre) kan følge med. Min favorit er stadig da min far spurgte "mangler du kul?" som en måde at sige at nu snakker jeg for meget.

Måske du kunne sætte dig ned med din datter og fortælle ligesom her, at du holder af hende og glæder dig til ferien, men samtidig er du bekymret fordi hun kan komme til at fylde meget. Så kunne I i fællesskab komme på nogle ideer til hvad du kan sige/gøre for at bremse hendes talestrøm?

Men er det reelt et problem at hun ‘fylder’ meget? Hvorfor må hun ikke det? kan forstå det er uhøfligt at tale andre over hovedet osv, men det kan du ikke gøre så meget ved. 
Måske du skal undersøge i dig selv, hvorfor hun ikke må fylde meget. Vi er jo alle forskellige og her er plads til alle. 

Også kan jeg anbefale meditation. Det kan træne dig i at øve opmærksomheden i dig når du får en reaktion, det træner dig i at have afstand til din reaktion og ikke at reagere. Så du tænker ‘nå, nu mærker jeg at hjertet banker hurtigere og jeg er triggeret. Jeg må hellere trække mig nu’. Alternativt måske en psykolog så du kan arbejde dybere med det og få flere redskaber. Og lad din datter være som hun er, men sæt grænser for dig selv. Og overvej at tag snakken hvis det fylder så meget.