Bliver jeg lykkelig, uden flere børn?

Jeg sidder med vores skønne datter på nu 4 uger uger. Vi har to større børn. Et lykkeligt ægteskab med min skønne mand, der er en vidunderlig far til vores børn... Udefra ser alt jo fantastisk ud.

Men indeni er jeg fuldstændig knust. Over at vi faktisk havde aftalt, at dette var sidste baby. 

Jeg var ret afklaret indtil den sidste uge inden fødslen. Nu er jeg ét stort følelsesmæssigt trafikuheld. Jeg savner pludselig ALT ved projekt baby. Graviditeten. Scanninger. Jordemoder besøg. Sparkene. Tosomheden og spændingen mellem min mand og jeg. Fødslen. Min man var en fantastisk fødselshjælper. Og min jordemoder ligeså. At møde min baby for første gang. De første uger med en helt nyfødt.

Jeg er fuldstændigt i mine følelsers vold, og er irrationelt ulykkelig på forhånd. Jeg kan slet slet ikke være i det, og bliver "paranoid" - kan jeg nogensinde slippe den skrukhed og ulykkelighed om, at jeg ikke skal opleve det igen? Det er kommet SÅ meget bag på mig, at jeg har det så frygteligt med tanken. 

Den følelse har ikke været der med de to store børn. Men der var jo heller ingen aftale om, at det var dét... Nogle dage er bedre end andre, og jeg når lige at tænke at jeg ikke har tænkt over det i x timer/dage, og pludselig vælter korthuset igen... Jeg er bange for at jeg kunne føde 10 børn, og stadig ønske en mere...

Please sig, at I har oplevet en sorg over at det er forbi, men er kommet ud på den anden side. Det føles uvirkeligt for mig, lige nu. 

Samtidig kan min mand slet slet ikke forstå det, og har svært ved at tale med mig om det, så jeg føler mig samtidig ualmindeligt alene med det.. 

Hilsen en lykkelig og ulykkelig mor.

Du skal ikke træffe nogen beslutninger 4 uger efter en fødsel. Dine hormoner er skudt i vejret, dit nervesystem arbejder for 2, du sover mindre og alt det. 

Nyd din baby og din familie og gem de store samtaler lidt endnu. I skal lige finde jer til rette i det hele alle sammen.

Tror at uagtet man ikke ønsker flere børn, så kommer der en sorg over alle sidsterne. Og den kan nemt komme til at fylde mere enf glæden over alle barnets førster især i den første hormonfyldte tid.

Oplevede det også selv, men er endt fuldt ud lykkelig. Måske giv dig selv lov til at føle sorgen, og er den stadig stor og overvældende om 8-10 måneder, så tag en snak med manden.

Søde ven. Du vælter rundt i hormoner. Det ved du jo godt, nu hvor det er tredje gang. Ingen beslutninger lige nu... overhovedet!

Og det vil finde en balance over tid. Lad ikke det stjæle og overskygge den magiske tid du er i lige nu. Tillad dig selv at sætte pause på det, og tage det op igen om tre måneder.

Jeg har en efternøler på 10 måneder. Og jeg er sgu ked af at det er den sidste. Ærligt. Og det har jeg været siden jeg blev gravid. Var jeg fem år yngre, og havde jeg plads og penge, så tog jeg en mere. Men det ville ikke ændre følelsen, tror jeg. Så jeg får ikke det hele. Det er for det meste ok. Og det bliver det også for dig

Altså, jeg er allerede børnebørn-skruk  

Vi har fået vores nøler, som nu er 4år. Jeg drømmer stadig om forventningens glæde, fødslen, spædbarnet osv. Men vi skal ikke have flere. Nogen dage kan jeg føle mig helt trist over det. Men det er ok. Den følelse må gerne være der. Nogle gange i hvertfald.

Jeg siger det ikke for at løfte en pegefinger, men jeg synes, at du skal fokusere på din lille baby og hvis du kan udskyde beslutningen og tankerne om én til. Det vil være synd, hvis du ikke når at nyde baby/barsel fuldt ud, fordi du allerede sørger over ikke at skulle have flere. 

Som en anden skriver har jeg også forliget mig med, at jeg må være børnebørn skruk, men at jeg ikke får flere børn selv. Da mit eneste barn kun er omkring 16, håber jeg dog, at jeg ikke bliver farmor i nær fremtid 

Vi har nummer 4 på vej, og det bliver sidste. Jeg vil steriliseres efter fødslen. 
Og på trods af det, kan jeg da godt have det lidt ambivalent omkring det er sidste graviditet nu, sidste lille baby osv.. der er noget lidt sørgmodigt over det også, trods jeg er afklaret omkring jeg ikke vil have flere børn nu. 
husker mig selv på at nyde hvert eneste øjeblik, og så nyde fordelene ved at de bliver større og alt det man så kan lave med børnene.

og at kunne se ind i at på et tidspunkt vil vi nå til hvor børnene er store og vi så kan leve et voksen liv sammen uden madpakker, bleer og institutioner Der er gode og dårlige ting ved det hele.

Ekko skriver:

Jeg siger det ikke for at løfte en pegefinger, men jeg synes, at du skal fokusere på din lille baby og hvis du kan udskyde beslutningen og tankerne om én til. Det vil være synd, hvis du ikke når at nyde baby/barsel fuldt ud, fordi du allerede sørger over ikke at skulle have flere. 

Som en anden skriver har jeg også forliget mig med, at jeg må være børnebørn skruk, men at jeg ikke får flere børn selv. Da mit eneste barn kun er omkring 16, håber jeg dog, at jeg ikke bliver farmor i nær fremtid 

Jeg ved hvad du mener. Og jeg gør alt for at nyde vores lille mus. Det er især når hun sover, og jeg sidder alene med tankerne, at det æder mig op. 

ELSKER barsel, og at være så knyttet til baby. At skulle slæbe rundt på bebs hele dagen, er absolut ikke et problem. 

Men min hjerne kører ud af en tangent, når der er stille... Eller jeg lander i åndssvage barsels/baby reels på Instagram ����

Har det på samme måde og har nr 5 på 7 mdr, men jeg ved det er den sidste, da jeg blev steriliseret pga hård graviditet og jeg helst ikke skal blive gravid igen da min nyre får det svært under fremtidige graviditeter.

Åh men det er en sorg når man ved det er den sidste, men håber da på at få børnebørn engang

Jeg synes intensiteten af dine følelser og tanker er over de naturlige efterfødselshormoner.  Fortsætter dine triste tanker vil jeg anbefale dig at kontakte lægen og fortælle at du er helt nede i kuldkælderen over det, da det nærmere lyder som en efterfødselsreaktion du har. Måske allere kontakte nu uden du behøver gå længe og få det værre.

For du må og kan jo lave alle de børn du vil indtil din krop ikke kan det mere, så det behøver ikke være den sidste endnu. Men en dag så kan din krop ikke lave flere børn, så du skal have hjælp til at kunne acceptere det. 

Ps- Det er sjovt som man er forskellige. Jeg har kun ét barn og da hun var født, glædede jeg mig over det var overstået og jeg ikke behøver gøre det igen. Gldæer mig til at hun bliver større og jeg skal følge hendes liv